Det musikalske lixtal er højt inden jeg overhovedet har hørt noget som helst. Frasens Identitet er en del af et kunstnerisk udviklingsprojekt på konservatoriet i Odense. Det er saxofonisten Hans Mydtskov og guitaristen Morten Nordal der er ophavsmænd. Som Mydtskov så venligt skriver i det medfølgende brev: “Det har vi lavet et forskningspapir på og det er ret nørdet.”
Projektet går ud på at vise, hvordan forskellige valg af musikalske parametre (dynamik, tempo, udtryk etc.) genererer forskellige identiteter til den enkelte frase. De har skrevet 12 duetter med neutral musik, hvor der ikke er emotionelt betingede valg som baggrund for kompositionerne.
For at fjerne sig fra det trygge og veldefinerede har de valgt at spille på et andet instrument end deres hovedinstrument. Mydtskov på baritonsaxofon og Nordal på baritonguitar. Desuden har de inviteret to andre duoer til, at spille deres udgaver af kompositionerne. En klassisk klarinetduo og en folkemusikduo med cello og violin.
Musikken er for så vidt ikke kompliceret at lytte til. Den har et enkelt nærmest knastørt asketisk udtryk. Det der mangler af saft og kraft, kompenseres der for i fremførelsen, hvor de lægger fokus på detaljerne. Det er her, det begynder at blive interessant som lytter. Det kan da godt være at det er neutral musik - men der sker meget mere end det der placerer sig på overfladen.
Selve den fysiske udgivelse, presset hos Nordsø Records, forsøger også at ligne noget neutralt - og alligevel er det et æstetisk valg, der giver en stemning af laboratoriemusik. Det er meget flot og gennemført.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar