mandag, januar 16, 2023

Cannonball Adderley Quintet: In Concert (Steeplechase) CD/DL/stream

 

Det er samme hold som er med på den uimodståelige live LP At The Lighthouse fra 1960. Nu befinder altsaxofonisten Cannonball Adderley sig på Falkoner Centrets scene en april aften i 1961, sammen med bror Nat på trompet, Sam Jones på bas, Louis Hayes på trommer og ikke mindst den engelske pianist og vibrafonist Victor Feldman, der er i centrum som komponist på 4 ud af de 8 numre. Det er Steeplechase der har fået fingrene i live-indspilningen, der aldrig har været udgivet før.

Det er en vidunderligt velspillende kvintet. Som når de spiller Bobby Timmons’ This Here, hvor de starter høfligt ud sammen. Herefter er bolden givet op til Cannonballs solo på altsaxen. Det flyder elegant afsted med nerve og sjæl. Det er souljazz helt derinde hvor det gælder. De spiller også Feldman’s numre Lisa og New Delhi, der blev indspillet til Plus albummet en måned senere i New York. Randy Westons Hi-Fly og Cannonballs egen Sank ‘o Woe tilføjer kun en masse godt. Det eneste lidt underlige ved albummet er billedet på coveret. Det er et gadebillede fra Dauphine Street i New Orleans. Jeg ved ikke, hvad det har med Cannonball at gøre. Til gengæld ved jeg, at Jan Persson var til koncerten, hvor han tog billeder.

Ingen kommentarer: