Pianisten Dan Hjorth har lavet et spændende debutalbum. Jeg har oplevet ham som pianist med Niels Munks Fantasilaboratoriet, hvor han gjorde stort indtryk. Nu er han gået sammen med to stærke personligheder fra den danske jazzscene, bassisten Jens Mikkel fra I Think You’re Awesome og trommeslageren Thomas Eiler fra SVIN. Hvis man kender noget til de to herrers meritter, så ved man, at det ikke er en standardhyldevare som de byder ind med.
Det taler til Dan Hjorths fordel at han kan tøjle og udfordre de to. For det er lige det han gør med albummet Dama Dama. Det er den abstrakte og improvisatoriske jazz der danner udgangspunkt for Dan Hjorths musik. Han fører os gennem smukke melodistykker og ekspressive udladninger. Det veksler mellem spændinger og steder hvor der gives slip. Han befinder sig ikke i en tydelig nordisk, europæisk eller amerikansk stil. Han er noget andet - og har et imponerende vokabularium på klaveret. Stærk debut fra en pianist der skal længere frem i lyset.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar