Siden April Records genstartede i 2020 er det blevet til næsten 70 udgivelser, her har alene ni af dem været med Emil de Waal, enten i eget navn, som medlem af Kalaha eller i duo med Gustaf Ljunggren. Det er i den sidste sammenhæng, at vi får lov til at høre Emil de Waal endnu en gang - og nu skal jeg selvfølgelig passe på med hvad jeg siger, men jeg er altså særligt glad for Ljunggren og de Waal, når det bare er de to som det handler om. De kan som ingen anden duo hele tiden opsøge nye områder inden for musikken, hvor de bevarer dem selv og samtidig udforsker og udfordrer musikken, som var det to fem årige drenge der mødtes i en sandkasse med hver deres skovl i hånden på en endeløs sommerdag.
De har i de senere år gerne samarbejdet med børn, hvilket også kan høres på to korte interludes, hvor de har lavet musik sammen med en gruppe 12 årige børn. De har arbejdet med det umiddelbare udtryk, med tilstedeværelsen og betydningen af at være i musikken. Det kan man høre. Det skinner i det hele taget i gennem på hele albummet. Om det er et nummer som Brud eller Efter dig, der med sin rene melodier sætter sig med det samme eller om det er den finurlige Meeen. Jeg kan ikke få nok.
I øvrigt er det Informations chefredaktør Rune Lykkeberg, der har skrevet linernotes, hvor han indledende konkluderer at han ikke ved en masse om jazz. Han er optaget af hvordan vi som mennesker kan eksistere sammen. Han konkluderer så smukt, at når han lytter til duoen, så handler det ikke om dem. Rune Lykkeberg føler at de får det til at handle om hvordan vi skal eksistere sammen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar