lørdag, juni 12, 2004

JAZZNYT UGE 25 2004

Ray Charles er her ikke mere. Han døde d. 10. juni i sit hjem i Beverly Hills, Californien. Ray Charles var en af de allerstørste, Han bevægede sig lystigt rundt i alle mulige genrer. Blues, R&B, Soul, Country, Gospel, Pop og så selvfølgelig jazzen. Op gennem 50'erne forfinede han R&B genren og udviklede dermed soulmusikken. I got a woman, Drown in my own tears, Lonely avenue, Mess around, Hallelujah I love her so og ikke mindst What I'd say, som kan sætte enhver fest igang, var alle sange som satte Ray Charles og soulmusikken på verdenskortet. I 1962 fik han et kæmpehit med LP'en Modern sounds in Country and Western music, hvor han, ikke som den første, Elvis gjorde det allerede i 1955, blandede country og R&B. Men Ray Charles' meget unikke og stærke stemme gjorde indtryk, og satte et aftryk som endnu ikke forsvundet. Inden rejsen udi The Country var han allerede begyndt med jazzmusikken, og lavde i 1960 LP'en Genius+Soul=Jazz, sammen Count Basie Big Band. Op gennem 60'erne vedligeholdte han sin interesse for jazzen, med bl.a. Soul meeting, sammen med Milt Jackson, fra 1961 som et af højdepunkterne.
Da Ray Charles havde opfundet det, som han fandt nødvendigt, holdt han fast ved formlen, her skal glemmes nogle kedelige forsøg i popgenren. Ray Charles turnerede flittigt og han har som en af de få, henrykket publikum på både Roskilde Festivalen og Copenhagen Jazzfestival, med sit store og bundsolide orkester og sine skønne Rae-lettes. Ray Charles blev 73 år. Concord Records udsender senere på sommeren en ny CD med Ray Charles, med duetter md bl.a. Norah Jones, BB King, Willie Nelson, Michael McDonald, Bonnie Raitt og James Taylor.

D. 31. august er der en ny CD klar med Keith Jarett og hans trofast følgesvende Jack DeJohnette og Gary Peacock, det drejer sig om en koncertoptagelse fra München 2001. Den kommer til at hedde The out of towners. Mon koncerten i København også kommer ud på et tidspunkt. Det bliver spændende at se (høre).

Onsdag morgen, d. 9. juni, døde Bent Jædig. En legende i dansk jazz, også kaldet den første og største danske bebopmusiker. Han mødte som ung marinesoldat den engelske saxofonist Tubby Hayes, og det møde betød meget for Jædig. Han spillede i Danmark med Max Brüel og Jørgen Ryg i 50'erne, hvorefter han drog ud i Europa. Her spillede han i Tyskland, Frankrig, Belgien, Spanien og Schweiz, med bl.a. Tete Montoliu og Chet Baker. Da han i 1969 kom tilbage til Danmark spillede han med Horace Parlan og Danish jazzarmy. Siden kom han med DR Big Band, Ernie Wilkins Almost Big Band og Niels-Jørgen Steens A-Team.
I 80'erne spillede han i trioer og kvartetter med Duke Jordan, Ben Besiakow, Jesper Lundgaard og Bjarne Rostvold. I de senere år har de unge musikere haft bud efter ham, når de skulle bruge en original og rå bebop saxofonist. Bent Jædig blev 68 år. (Kilde: Politikens Jazzleksikon).

Hvor dansk jazz mistede en af sine store saxhelte i den forgangne uge, måtte amerikansk jazz også sige farvel til en af de store, sopransaxofonisten Steve Lacy. Han døde d. 5. juni. Steve Lacy startede med Dixielandmusikken i 50'erne på både klarinet og sopransaxofon, hvorefter han i 1955 kom med i Cecil Taylors gruppe, og var med i den gryende freejazzbevægelse. Senere kom han med i Thelonious Monks gruppe, og det fik betydning for resten af Steve Lacy's karriere. Fra 1970 og mange år frem var han bosat i Paris, og brugte den som base for mange udflugter ud i det europæiske musikliv. I 90'erne vendte han tilbage til USA, og lavede i 2000 pladen Monk's dream sammen med Roswell Rudd, som han har samarbejdet med utallige gange. Steve Lacy blev 69 år.

I år har den århusianske institution "Klüvers Big Band i Ridehuset under Århus Jazzfestival" 15 års jubilæum. Det bliver fejret på behørig vis, da de har inviteret den amerikanske sanger Kurt Elling med på scenen. Kurt Elling har udsendt en stribe CD'er i eget navn på Blue Note og er nomineret til en Grammy hele 7 gange. Det kan kun blive stort, og nævnte jeg at det var gratis!? Repertoiret bliver standards, og enkelte numre skrevet specielt til lejligheden. Du kan se mere om programmet ::HER::

I sidste uge nævnte jeg at Christian Winthers debutCD Perspectives ikke var tilgængelig i Danmark. Det er sådant set stadigvæk sandt, hvis det ikke lige var for Holbæk. Christian Winther er fra Holbæk og der har den været tilgængelig siden udgivelsen. Se mere ::HER::

Tribute To Montmartre koncerten på øhhh...man kan vel godt sige Montmartre, bliver uden Niels-Henning Ørsted Pedersen. Istedet bliver det med Mads Vinding på bas, og så er mundharmonikavirtuosen Toots Thielemans tilføjet. Det skyldes at koncerten skal munde ud i en film produceret af Niels Lan Doky, og sideløbende med dette er Metronome Film igang med en film om NHØP. Man har derfor besluttet at seperere de to projekter. Se mere ::HER:: under Notes and news.

Ingen kommentarer: