søndag, juni 27, 2004
Bévort: My shop (Cope Records)
J-J-J-J
Pernille Bévort er saxofonist, komponist og tekstforfatter på denne CD. Den placerer hende som en meget unik jazzmusiker på den danske jazzscene, hvor man som regel er kendt for sin evne på instrumentet og dernæst eventuelt som komponist, men sjældent som tekstforfatter, og slet ikke hvis man ikke er sangerinde. Hun har istedet indkaldt den svenske sangerinde, med det garanteret, numerologisk korrekte navn Qarin Persson til at stå for sangen. Hun er teknisk på højt niveau, og giver mindelser om en anden svensk kending, Josefine Cronholm.
Kompositionerne virker meget gennembearbejdede. Det føles som om, at der ikke er overladt noget til tilfældigheders lette spil. Bévort tager ingen genveje. Titlen My shop er meget dækkende på denne personlige plade, hvor hun åbner op for den indre butik og lader os snuse til de forskellige varer som hun har sat frem på hylderne. Musikken er gennemtænkt jazz med stænk af verdensmusik, blues og andet godt.
Musikere: Pernille Bévort (sopran og tenorsaxofon), Qarin Persson (vokal), Mariane Bitran (fløjte), Haukur Grøndal (Klarinet og altsaxofon), Jesper Løvdal (basklarinet og tenorsaxofon), Krister Palmquist (Guitar), Göran Schelin (bas) og Karsten Bagge (trommer).
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar