mandag, oktober 01, 2007

Swingstyrke 7: Right on! (Little Beat Records)

Swingstyrke 7 anno 2007
Tidligere i år udsendte Little Beat Records en plade med Swingstyrke 7, der bestod af musik fra radio/tv optagelser fra årene 1978 til 1982. I den forbindelse blev der afholdt en koncert med Swingstyrke 7 anno 2007. Koncerten blev optaget med henblik på at blive udsendt. Den afholdtes 26. april og er nu tilgængelig som CD'en Right on!. Little Beat Records excellerer ellers normalt i ældre dansk jazzmusik, og har stået for plader med Harlem Kiddies, Jonny Campbell Sextet og Leo Mathisen.
Det er uforfalsket og rendyrket kvalitetsjazz af den gamle skuffe vi præsenteres for på denne plade, her er ingen elektronikbling. Lederen og samlingspunktet i orkesteret er stadig guitaristen Jørgen Hallin-Olsen, og medlemmerne af den aktuelle udgave hører ikke til de yngste, udover basunisten Anders Jacobsen på 44 år. De øvrige medlemmer er Niels Stuart på fløjte og sax, Jens Chr. Søndergaard på sax, Ole Kock Hansen på piano, Hugo Rasmussen på bas og Aage Tanggaard på trommer. Repertoiret er på alder med musikerne. Pladen starter med Ellingtons In a mellotone og fortsætter med Basies Swingin' the blues. De fleste af numrene er arrangeret af musikerne fra Swingstyrke 7, med Jens Søndergaard som største bidragsyder. Ole Kock Hansen har lavet et godt arrangement af den gamle traver Corner Pocket, hvor Niels Stuart har en forrygende fløjteintro. Musikken på pladen er på ingen måde revolutionerende, til gengæld spilles den veloplagt og levende af de gode musikere.
Little Beat Records: www.littlebeatrecords.dk

Ingen kommentarer: