mandag, juni 16, 2008

Koppel/Piromalli/Kornazov/Andersson/Humair: European Jazz Factory (Cowbell Music) >> Koppel/Bley/Andersson/Mazur/Nilsson: Contemplation (Cowbell Music)

Benjamin Koppel i internationalt selskab

Saxofonisten Benjamin Koppel har et plademæssigt aktivitetsniveau som kun få herhjemme. De seneste par år har han lavet plader sammen med internationale kapaciteter som Larry Goldings, Daniel Humair og Phil Woods. I år har han allerede udsendt en plade sammen med Alberte Winding.
Nu er han atter aktuel med to vidt forskellige plader. Den første European Jazz Factory er sammen med fire europæiske musikere; Gueorgui Kornazov fra Bulgarien på basun, Cedric Piromalli fra Italien på piano, Thommy Andersson fra Sverige på bas og Daniel Humair fra Frankrig på trommer. 3 af pladens 12 numre er komponeret af Thommy Andersson, resten er signeret Benjamin Koppel. De har lavet nogle numre, hvor musikerne på meget kvalificeret vis får mulighed for at vise deres evner ud i frigjorte improvisationer. Der er hele tiden en ro og puls der får musikken til at hvile. Kvintetten optrådte for nylig i Paris på et udsolgt Sunset/Sunside.
Den anden plade er også med et stærkt hold; Paul Bley på piano, Marilyn Mazur på percussion og trommer og de to svenskere Thommy Andersson på bas og Peter Nilsson på trommer. Koppel spiller både på sopran- og altsax, samt tubax, der en bassaxofon. Paul Bley er om ikke kongen free jazz, så ihvertfald en af de allerstørste og han har aldrig været fedtet med sit talent. Vi har feks. før hørt ham på danske plader med NHØP i 1973, Fredrik Lundin i 1990 og Kresten Osgood i 2007. Contemplation er en opvisning i moderne free jazz og måske ikke den nemmeste plade at komme ind på for den jazz-utrænede, men der bliver spillet på meget højt plan og når man først får den ind i øret sker der en masse.
Bonusinfo:
Benjamin Koppel er som vanligt meget aktiv under Copenhagen Jazzfestival, hvor han bla. spiller to aftener på Copenhagen Jazzhouse sammen med Alex Riel, Kenny Werner, Bobby Watson og Pierre Boussaguet.
Cowbell: www.cowbellmusic.dk
My Space: www.myspace.com/wwwmyspacecombenjaminkoppel

Ingen kommentarer: