mandag, juni 16, 2008
Esbjörn Svensson 1964-2008
Det var et chok, da jeg i går aftes fik at vide at den svenske pianist Esbjörn Svensson var død ved en drukneulykke i den stockholmske skærgård. Hans betydning for svensk, skandinavisk og international jazz har været kæmpestor.
Udgangspunktet var i den femten år gamle trio med Magnus Öström på trommer og Dan Berglund på bas, her blandede de pop, rock og elektroniske eksperimenter med triojazz inspireret af så forskellige folk som feks. Thelonious Monk og Keith Jarrett. Denne unikke blanding har givet dem et stort publikum i Europa (specielt England og Tyskland) og USA, hvor de som eneste europæiske gruppe nogensinde var på forsiden af det stokkonservative og ærkeamerikanske jazzmagasin Downbeat i maj 2006.
Den første plade When everybody has gone blev lavet i 1993 i Sun Studio i København. Men det var først fra From Gargarins point of view fra 1998 at de skabte deres unikke stil og lyd. De har lavet 11 plader, hvor højdepunktet er Seven days of falling fra 2003, der også var med til åbne porten til USA. Samme år udkom koncert DVD'en Live in Stockholm der indeholder en koncert fra 2000 optaget på Nalen i Stockholm. Deres 12. plade er allerede indspillet og skulle efter planen udsendes til september.
Trioen der i starten hed Esbjörn Svensson Trio for siden at ændre navn til E.S.T. modtog et hav af priser. Sidst de spillede i Danmark var d. 4. juli 2004 i Glassalen i Tivoli under Copenhagen Jazzfestival.
Læs et af de sidste interviews med Esbjörn Svensson på det svenske Lira's site: http://www.lira.se/article.asp?articleid=2226
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar