Klassisk 70'er big band jazz
1970'erne var storhedstiden for jazz-big bands i Europa. En lang række radiostationer (og private mæcener) var med til at finansiere de dyre orkestre. Peter Herbolzheimer, George Gruntz og Clarke-Boland havde godt fat i det centrale Europa, hvor der var et godt miljø (og økonomi) for den musik. I Danmark havde vi Thad Jones og Radioens Big Band, de var også med Champions League (eller mesterholdenes turnering som det hed dengang). Det er de vist ikke længere, som Boris Rabinowitsch også føler sig kaldet til at pointere i et læserbrev for et par uger siden i Politiken. Han mener at det er en overdrivelse, når DR i reklamer kalder DR Big Band for verdens bedste.
Nå men lad os vende tilbage til 70'erne. Francy Boland havde sammen med den amerikanske trommeslager big bandet The Francy Boland-Kenny Clarke Big Band i årene 1962-1972. Her komponerede Boland al musikken. Fire år senere indspiller han med et 25 mand stort big band, over 4 dage tre LP'er; Blue Flame, Red Hot og White Heat, der nu er samlet på en dobbelt CD. Francy Boland's musikalske inspiration er hentet i de amerikanske big bands storhedstid fra slutningen af 30'erne til midten af 40'erne. Derfor er der også flere kompostioner hentet fra den periode; Dancing in the dark, All the things you are, Autumn in New York og East of the sun and west of the moon er blandt numrene man finder på dobbelt-CD'en. Blandt de gode solister finder vi Sahib Shihab på både fløjte, baryton- og sopransax, Tony Coe på klarinet, Benny Bailey på trompet og Ronnie Scott på tenorsax. Francy Boland spiller selv klaver og el-piano, og sidstnævnte instrument er med til at tidsfæste de tre plader for evigt, for der er spredt adskillige el-piano soli udover hele pladen.
Francy Boland døde i 2005, 75 år gammel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar