Vind billetter til Bo Stief på Montmartre

Den legendariske bassist Bo Stief spiller i denne uge fra torsdag til lørdag på Montmartre sammen med Hans Ulrik på sax og Krister Jonsson på guitar. Han er den musiker der har spillet flest gange på det gamle Montmartres scene (inkl. NHØP, Dexter og Drew).
Du kan vinde en billet til koncerten torsdag eller fredag ved at svare på nedenstående inden onsdag (1. december) kl. 15.
Der er 5 x 2 billetter på højkant!

Hvad hedder fusionsjazzbandet som Bo Stief dannede sammen med Palle Mikkelborg i 70'erne?

a) Exit
b) Entrance
c) Shortcuts

Send dit svar til nielsovergaard@gmail.com

KortJazzNyt uge 48 2010

På den norske public service kanal NRK kan man for tiden se den finsk producerede TV-serie Jazz i norden. Første afsnit blev vist 9. november og er tilgængelig i en måned herefter på NRKs website. Der er lavet syv programmer som hver varer 1 time. Der er primært fokus på svenske, norske og finske musikere. Mellem de mange interviews er der masser af koncertoptagelser.
Jan Garbarek, Thommy Andersson, Anders Jormin, Jon Christensen, Jonas Kullhammar, Karl Seglem og Jon Balke blandt de medvirkende.
Finske YLE, svenske SR og norske NRK har bekostet produktionen af programmet, hvilket forklarer de manglende danske musikere. 

Hvor hulen var Danmarks Radio med deres fedtører??!
- under rulleteksterne kan man se at de tre førnævnte stationer har leveret arkivmateriale sammen med DR. De kunne jo godt en gang...shame on you, DR!
www.nrk.no/programmer/sider/jazz_i_norden/

Saxofonisten Jonny Campbell er død. Han blev 93 år. I 40'erne var han sammen med broderen Jimmy og janitsharen Kaj Timmerman med i Harlem Kiddies. I 50'erne og 60'erne spillede han regulær bebop af høj karat. Leif Bjerborg fra Little Beat Records har skrevet en nekrolog i Politiken.
politiken.dk/kultur/musik/ECE1128417/50ernes-vigtigste-jazzsaxofonist-er-doed/

Marilyn Mazur får d. 3. december overrakt prisen EUROCORE - JTI JAZZ AWARD i Trieri Tyskland. Her spiller hun også en koncert med projektet Celestial Circle, der blev dannet til en afslutningskoncert på Molde Jazzfestival i 2008. Hun har John Taylor på piano, Josefine Cronholm på vokal og Anders Jormin på bas med i kvartetten, der også spiller på Nasjonal Jazzscene i Oslo d. 10. december og ligeledes turnerer i sommeren 2011. Koncerten på fredag bliver sendt i Saarländischen Rundfunk kl. 21.00.
www.sr-online.de/sr2/554/

I løbet af december afslører jeg her på bloggen, hvilke ti danske jazzalbums jeg synes er de bedste i 2010. Allerede nu kan du se hvilke albums der hitter hos de amerikanske jazzskribenter på deres website Jazz Journalists Association.
members.jazzjournalists.org/2010_Best

Maria Carmen Koppel: A merry little christmas (Cowbell)

Så er det jul
Mens disse linjer skrives daler sneen ned udenfor. Planen er at julepyntekassen skal findes frem i dag og at der skal pyntes op. Børnenes julepynt, de lavede til SFO-arrangementet i torsdags ligger klar i vindueskarmen til at indgå i dette års Complete X-mas Makeover af hjemmet.
Marie Carmen Koppels juleplade A merry little christmas får ikke bedre rammer at blive anmeldt under. Hun har valgt 10 klassiske julemelodier på engelsk. Det er jo en ret så lige til affære for Marie Carmen Koppel at lave en juleplade, hvor traditioner er til for at blive holdt. Hun har etableret sig som en af de førende gospelsangerinder herhjemme, mens hun også flirter med jazz, r'n'b og pop. Så der er ligesom fundet brænde frem til kakkelovnen der holder den traditionelle julemusik varm.
Pladen indledes med Silent night og undervejs præsenteres vi for andre klassikere som Oh holy night, The Christmas song og White christmas. Marie Carmen Koppel går efter traditionerne og har heller ikke problemer med at levere det forventede. Ind i mellem rystes mit jazzlegeme også hjerteligt, som når hun midt i White christmas efter at have foredraget den helt efter gospelbogen, swinger løs med Dan Hemmer på hammond-orgelet.
Bonusinfo:
Marie carmen Koppel er på turné med julemusikken det meste af december måned.
Marie Carmen Koppel: www.mariecarmenkoppel.dk

Thommy Andersson/Peter Nilsson/Jacob Anderskov: Triofolded (Kopasetic)

Dansk-svensk impro uden tilsætningsstoffer
Når jeg kalder musik organisk er det som regel fordi, at der er en levende følelse i musikken. Jeg kan høre at den trækker vejret, at den omsætter den opfangede energi. Nogle gange er det så fremherskende at jeg får billeder frem på nethinden, hvor det organiske bliver konkret. En skovbund der ånder en tidlig morgen eller saftig, blød og velduftende muldjord der bringer liv til de små grønne spirer. Billeder er der nok af når jeg hører Triofolded.
Pianisten Jacob Anderskov er igen gået sammen med bassisten Thommy Andersson og trommeslageren Peter Nilsson i en trio, hvor musikken er 100 % improviseret. De er alle tre særdeles erfarne impro-musikere og denne plade er dejligt eksempel på det. De spillede sammen fra 1999-2002 og har heldigvis igen fundet tid og lyst til at arbejde sammen.
De spiller rent og frit uden overflødige tilsætningsstoffer. I spændinger mellem minimalistiske enkeltheder og kaos finder de tre musikere sammen om et udtryk hvor alle tre er lige vigtige.
Dette dansk-svenske samarbejde er improjazz af høj international standard.
Thommy Andersson: thommy.dk

KortJazzNyt Uge 47

Den amerikanske supertrio The Bad Plus spiller på Fermaten i Herning d. 16. februar, som en del af deres neverending tour, dagen efter er de i øvrigt i Odense på Dexter.
www.fermaten.dk

Trommeslageren Daniel Humair hører til en af de store europæsiske jazzlegender. Benjamin Koppel har ved flere koncerter spillet sammen med Humair i Paris. Desuden har de lavet to plader i 2006 og 2008 sammen.
I dagene 16-18 december står de på Montmartre scenen sammen med bassisten Thommy Andersson.
www.jazzhusmontmartre.dk

Pianisten Abdullah Ibrahim spiller i næste uge d. 2. december på Posten i Odense med septetten Ekaya, hvilket er første gang i Danmark. Han fik Jazzhus Montmartre op at koge i sommers med tre triokoncerter på det intime sted. Nu er det en større scene, hvilket passer bedre til et lineup med fire blæsere. På det nye album Sotho Blue, der udkom i oktober præsenteres en blanding af Ibrahim-klassikere som Calypso Minor og The Wedding og mindre kendte kompositioner, der alle har det umiskendelige Abdullah Ibrahim.
Der kan godt gå hen og blive rigtigt varmt på Posten den aften.
www.postenlive.dk

HC: Don't wear it out (Gateway)

Stramt produceret vellyd i poppende humør
Hans Christian Erbs hedder manden bag navnet HC. Han er trompetist, sanger og komponist. Han har med Don't wear it out lavet en plade der vellystent forsøger at sprede god stemning. Pop med stort P og jazz fra det hjørne, hvor man ikke er bange for at spille en ukompliceret melodi og drysse godt med sukker på. Sammen med trommeslageren og produceren Jens Kristian Dam Pedersen har HC over en periode fremdyrket sangene og musikken på en plade, hvor vellyden er højsædet. Arrangementerne af musikken bærer præg af at være lavet af musikere der ikke har været i tvivl om hvad de ville. Der er plads til en masse solospil, hvor det selvfølgelig er HC's flotte trompetspil der oftest trækkes frem.
HC synger med en søvnig stemme, der ikke er den største. Det er den eneste anke jeg har mod pladen. HC har en stemme der ind imellem har svært ved, at stå mål med den flotte og stramt producerede musik.
Hvis jeg var late night DJ på en radiostaion med smooth jazz ville Don't wear it out ryge direkte ind på heavy rotation-listen.
HC: www.hc-music.dk

Daniele di Bonaventura & Vertere String Quartet: Sine Nomine (Daniele di Bonaventura/Harmonia Mundi)

Stemningsladet tristesse
Herhjemme kender vi vist Paolo Russo så godt, at vi efterhånden betragter ham som dansk, selv om det italienske ophav ikke er noget han kan løbe fra. Han spiller på det argentinske tangoinstrument, den lille harmonika der hedder en bandoneon. Det er han ikke den eneste italiener der gør. Det gør Daniele di Bonavenetura også og han bor stadig i Italien. Han er aktuel med en plade sammen med strygerkvartetten Vertere String Quartet.
Musikalsk er det ikke langt fra det man kender fra feks. Dino Saluzzi. Her er dog mindre dele af den argentinske tangomusik. I stedet er det klassisk musik af den romantiske slags. Musikken er indspillet i en kirke. Titlerne på de enkelte melodier indikerer også inspiration fra  kirkens traditioner og ceremonier. Det er betagende stemningsladet musik med en let stemning af tristesse.
Daniele di Bonaventura: www.danieledibonaventura.com

Karin Juhl: Very early (Music Mecca)

Moden vokaldebutant
Jeg vil betegne mig som rimeligt erfaren ud i anmeldelser af danske jazzsangerinder. Faste læsere af bloggen har bare indenfor det sidste år læst om veteranen Cæcilie Norby, yngre stjerner som Sinne Eeg, Sidsel Storm og Cathrine Legardh og debutanterne Mette Juul, Kendra Lou og Indra. Derudover adskillige andre. Der sker som vanligt rigtigt meget indenfor vokaljazzen herhjemme.
Karin Juhl er endnu en debutant, men ikke en helt almindelig en. Karin Juhl er vel det man kan betegne som en moden sangerinde med sølvstænk i hår, uden at fornærme nogen. Hun kaster sig på pladen over nogle af vokaljazzens helt store klassikere. Nature boy, Peel me a grape, Love for sale er blandt de udvalgte numre. Hun omgiver sig med en trio der indgyder respekt. The Pulsating Twins; AC på bas og Jakob Høyer på trommer er sammen med pianisten Ben Besiakov en forfriskende trio. De har respekt for materialet og spiller det forholdsvis straight. Jeg får meget let associationer til en sammentømret new yorkertrio, der spiller med et overskud af musikalitet. De suppleres på tre numre af Jakob Dinesen, der uden problemer falder ind og giver et passende tilskud sax.
Karin Juhl har ofte optrådt på Christianias Jazzklub og lyder heller ikke som en debuatant. Hun lyder som en moden afklaret kvinde, der med godt styr på vokalen, i afslappet stil lander pladen godt. Det her er ikke en revolutionerede vokaljazzplade, men et godt visitkort for Karin Juhl, der bør være stolt af denne plade.
Karin Juhl: www.karinjuhl.dk

Jazzen ved DMA 2010

August Rosenbaum

Jazzen var sammen med de andre genrer folk og world kommet med hos poppen og rocken til Danish Music Awards. Så defor var jazzbloggeren også inviteret med. Jeg havde med spænding set frem mod showet, der på hjemmefronten udløste en del streetcredit hos mine døtre på 7 og 12 år der syntes at det var sejt at jeg skulle til fest med Medina. Jeg har tidligere overværet et enkelt DMA Jazz award show på Copenhagen Jazzhouse, hvor jeg bla. mindes en fed optræden med Marc Ducret og Stefan Pasborg. Jeg var godt klar over at det nok ikke var dem, jeg ville komme til at opleve. Faktisk var der kun en jazzoptrædende. Bassisten Nicolai Munch Hansen spillede sammen med Jakob Bro, Jakob Høyer, Ned Ferm og Mads Hyhne to numre fra det nye album Chronicles. Det sidste nummer My man inkluderede Munch-Hansens kæreste Kira Skov. Et godt valg til det blandede publikum. Det kunne være fedt, hvis de lavede noget mere sammen.
Den første vinder var August Rosenbaum der velfortjent fik prisen i kategorien årets nye navn for pladen Beholder. Jeg talte med August i pausen og hans tydelige glæde over prisen er en god grund til, at der en gang i mellem skal uddeles priser til særlige talenter.
Jakob Bro der også medvirker på Augusts plade fik ikke helt uventet prisen for årets danske jazzplade. Balladeering er en helt særlig jazzplade, der også vil blive taget frem om 25 år med stor glæde. Jeg havde dog alligevel håbet på at det blev en anden guitarist Thomas Maintz der løb med prisen. Det kunne have været det sidste puf til at løfte en dygtig musiker ud i verden - eller måske bare Danmark i første omgang.
Sinne Eeg fik prisen for årets vokal udgivelse for pladen Don't be so blue. Hun fik også prisen i 2008 for pladen Waiting for dawn. Jeg havde håbet på at prisen gik til den sympatiske sangerinde Indra, der har en særlig evne til at komme ud over scenekanten.
I crossoverkategorien var det Girls in Airports der løb med prisen. De er allerede godt i gang med forberedelserne til deres andets album. Gruppen er stille og roligt blevet en af mine helt store favoritter i 2010 og jeg glæder mig til at høre mere til dem.
Cæcilie Norby hastede ind til Bremen ude fra DR-byen hvor hun havde lavet en TV-indspilning. Hun fik velfortjent Ifpi's ærespris.

Niels Præstholm & The Gyroscope String Trio: Precessions (Gateway)

Avanceret og ukunstlet
Bassisten Niels Præstholm har siden 1990 huseret på den danske jazzscene med projektet Embla, der med skiftende medlemmer har spillet Præstholms musik. Nu har han føjet endnu et projekt til sit CV. The Gyroscope String Trio, der udover Præstholm på bassen inkluderer den norske bratchist Bergmund Skaslien Waal og den franske cellist Alain Grange. Begge musikere har store erfaringer med jazzen. På den nye plade Precessions suppleres de på 7 af pladens 11 numre af musikerne Haakon Berre på trommer og Simon Spang-Hanssen på saxofon. Et enkelt nummer er en liveindspilning, hvor John Tchicai også er at finde på scenen.
Blandingen af rene strygernumre med numrene med Berre og Spang-Hanssen giver en god spændvidde. Improvisation er en af hjørnestenene på pladen. Præstholm er som komponist god til, at give sine musikere noget spændende og ikke alt for fastlåst materiale at arbejde med. Det er noget de alle tager seriøst. Bratchisten Bergmund Skaslien Waal viser flere gange nogle suveræne evner som en musiker, der gnidningsløst svæver mellem folkemusik, jazz og klassisk. Det er meget betegnende for en plade, der mest af alt er et glimrende eksempel på Præstholms gode evner som styrmand og komponist på et højt og avanceret niveau. Men samtidig er det alligevel så ukunstlet.
My Space: www.myspace.com/gyroscopestringtrio
Niels Præstholm: www.nielspraestholm.dk

Søren Kjærgaard/Ben Street/Andrew Cyrille: Open opus (ILK)

Åben jazz 
Et åbent musikværk. Søren Kjærgaard åbner med sit andet album op for den frie luftige triojazz, med amerikanerne Ben Street på bas og Andrew Cyrille på trommer. Det er ikke voldsomt eller sønderevet. Der er eftertænksomhed, ro, forvirring og andre mentale udfordringer på en trioplade der stille og roligt vokser sig stor. Trommeslageren Andrew Cyrille er lieg fyldt 71 år og har bla. 15 år hos en af Kjærgaards gamle musikalske helte Cecil Taylor med i den musikalske baggage. Cyrilles levende bund, hvor pulsen nok hopper nogle slag over og føjer andre til, er perfekt til Kjærgaards enkle og minmalistiske spillestil. Der hentes en masse i freejazzen, men der er også forbindelser til feks. klassisk musik.
Det er album nr. 2 med Kjærgaards amerikanske trio. Der er sket en udvikling hen mod mere løse strukturer, der har en tyngde og relevans. Open opus er musik der kræver en mental investering fra lytterens side.
Søren Kjærgaard: www.sorenkjaergaard.com

Jesper Zeuthen Trio: Jesper Zeuthen Trio (Blackout)

Spirituel stjernejazz
Det er ikke fordi at dansk jazz er overbefolket med veteraner fra den eksperimenterende del af jazzen. Der er nogle få aktive og flere af dem er i særklasse. John Tchicai er vel den mest kendte - også internationalt. Peter Friis Nielsen er en anden. Saxofonisten Jesper Zeuthen er ligeledes en af dem. Han er aktuel med en ny trioplade, der blot hedder Jesper Zeuthen Trio. Det er den første plade i eget navn siden LP'en Det går agurk fra 1980.
Her præsenteres vi for rendyrket Zeuthen-saxspil. Han har en højst personlig tone på saxen. En tone der er udviklet siden årene med kultbandet Blue Sun, hvor han første gang dukkede op på musikscenen. Jesper Zeuthen har en skarp insisterende lyd med lange toner. Zeuthen er tiltrukket af spirituelle næsten tranceskabende forløb.
Titler som Solajama i solen, Åndedans, Synk ej, Gnist og I vilden sky er rammende beskrivelser af musikken der vedvarende betager og tiltrækker mig som lytter. Jesper Zeuthen bakkes musikalsk op af to unge svende, Adam Pultz Melbye på bas og Thomas Præstegaard på trommer. De giver et værdigt med- og modspil på en plade, hvor der ikke hersker nogen tvivl om at det er Zeuthens musik og projekt. Han overlader pladsen til de andre to musikere i flere omgange, hvor Melbye uden at være brovtende og ufølsom leverer et fascinerende kraftfyldt basspil. Men når Jesper Zeuthen kommer i fokus igen, er der ingen tvivl! Han er en stjerne der leder og lyser den hele lange sommernat.
My space: www.myspace.com/jesperzeuthen

Ibrahim Electric: Royal Air Maroc (Tactic Records/Target)

Vanviddet siver ud i små doser
 De har over de sidste otte år udviklet sig til at være et sikkert livehit på de mindre koncertscener rundt omkring i landet. Deres originale blanding af jazz, rock og afro med underafdelinger af funk, balkan og surf er en cocktail der er med til, at skabe god stemning. Vanviddet lurer lige under overfladen. Det siver ud i små doser, som på Der Alte Das Boot, hvor de tre musikere med desperation i stemmen rytmisk råber titlen igen og igen.
Det nye album Royal Air Maroc er ikke en revolutionerende ny Ibrahim Electric-plade. De har fundet en musikalsk base som de stille og roligt udbygger. Denne gang er der flere tendenser der peger i retning af rocken som den lød et eller andet sted mellem 1967 og 1972, hvor pladetitlen kunne referere til noget der kunne stoppes i en pibe, der blev sendt rundt blandt vennerne.
Nye fans kan sagtens begynde her. De bliver langt fra skuffede. Gamle fans der holdt af den forrige Brothers of Utopia skal også have den her. Okay, det er måske ikke en uundværlig Ibrahim Electric plade. Den er alligevel mere end almindeligt velkommen. De tre musikere fortsætter stædigt med at udvikle noget der er unikt - ikke bare i Danmark, men også internationalt. Det er rigtigt fedt. Specielt fordi de konstant udvikler deres musik ved koncerter.
My Space: www.myspace.com/ibrahimelectric

Niels Christensen: Montmartre i Nørregade - Mig og Monten (People's Press) Bog

Historien om Montmartre i Nørregade
Endnu en bog om Montmartre. For et par år siden udkom Frank Büchmann Møllers monumentale værk Montmartre. Den nye udgivelse handler dog om Montmartre i Nørregade og er forfattet af førstehåndvidnet Niels Christensen.
Unge Niels var som militærnægter ansat hos Arnvid Meyer i det danske jazzcenter i Rønnede. Da man i 1976 åbnede Montmartre i Nørregade i det gamle Adlon, brugte man Arnvid Meyer som hjælp til at hyre jazzmusikere. En af indehaverne Kay Sørensen havde fidus til Niels Christensen, der kort tid efter blev ansat som musikchef. En stilling der indebar at han skulle stå for programlægning, pressearbejde og meget andet. Lydmand og DJ var også noget der snart kunne føjes til CV'et.
Niels Christensen viderebragte og udbyggede hurtigt legenden om Montmartre. Han forlod formularen med en fast dansk gruppe, der bakkede en ældre amerikansk stjerne op. Han tog endda rockmusikken indenfor dørene. I 1978 udløste koncerten med Shit & Chanel en indkaldelse til en kammeratlig samtale hos den danske jazzkreds, hvor han blev spurgt om hvad fanden han havde gang i? Bogen Mig og Mont'en fortæller indsigtsfuldt om hvad fanden Niels Christensen havde gang i.
Der er afsat en masse plads til, at fortælle om nogle af de markante kunstnere på Montmartre. Store og forskellige jazznavne som Tania Maria, Stan Getz, Tom Waits, Sonny Rollins, Pat Metheny, Cecil Taylor, Oscar Peterson, Miles Davis, James Brown, Gil Evans, Jaco Pastorius, Michel Camilo, Kenny G og Last Exit vidner om bredden som Niels Christensen fik lagt i programmet. Et program der op gennem 80'erne fik endnu mere rock på, bla. alle de daværende store danske navne.
Det er underholdende at læse alle røverhistorierne, som Niels Christensen har været god til at få med i en levende og personlig fortællestil.
Styrken ved bogen er netop det personlige. Det her er Niels Christensens egen historie, hvor specielt forholdet mellem den unge musikchef og den gamle garvede restauratør Jazz-Kay - der ikke vidste en bønne om jazz, men en hel del om restaurationslivet er spændende læsning. Da Jazz-Kay dør - kun 50 år gammel - havde forholdet mellem de to allerede knirket i nogle år. Sammenstød havde der været mange af, men Jazz-Kays eskalerende alkoholmisbrug gjorde at samarbejdet udviklede sig til et fornuftsægteskab på godt og ondt. Niels Christensen får mange af de besværlige situationer beskrevet troværdigt.
Bogen giver et indblik i en musikscene, der var markant anderledes i forhold til dagens musikscene. Her var det ikke offentlige støttekroner der sikrede flere ugentlige jazz- og rockkoncerter. Det var en frisk og modig musikchef der sammen med en restauratør der havde forstand på at sælge de våde varer i over 12 år skrev endnu et fantastisk kapitel i legenden om Montmartre.
Mig og Monten er en uomgængelig bog for musiknørder med interesse for levende musik. Men kan også anbefales til andre, da den får sat musikken og det der skete ind i den rette kontekst, med blik for hvordan musikscenen og dagens Danmark så ud i 1976-1989.

Wolff/Angiuli/Fryland: Prelude (Your Favourite Jazz)

Europæisk triojazz
 Den danske trommeslager Andres Fryland er uddannet på konservatoriet i Haag. Her mødte han den finske pianist Walter Wolff og den italienske bassist Francesco Angiuli. De har arbejdet tæt sammen, de sidst par år. Nu er der kommet et album som dokumentation på udfoldelserne. Opmærksomheden på denne plade rettes naturligvis mod det danske islæt Andreas Fryland. Han har i de sidste par år huseret på den danske jazzscene. Fundamentet er i orden hos den unge trommeslager, der med kollegerne har fundet to brødre i den musikalske ånd. Sammen dyrker de den romantisk funderede triojazz, der trækker store veksler på europæiske musiktraditioner.
Det høres feks. tydeligt på Luna di Mezzogiorno, hvor Fryland spiller med køller(?), bassen er trukket frem i lydbilledet, mens Wolff på pianoet spiller en stille melodi, hvor skyerne flyder henover nattehimlen, der lyses op af månen. Melankolien regner ned over os.
Det her er en trioplade, der appelerer til jazzlyttere der holder af melodi og musik hvor alle tre musikere er lige vigtige.
My Space: www.myspace.com/andreasfryland