Trut mig i øret

Jazzen har et fedt ry, så derfor kan den også bruges når der skal sælges biler (Honda Jazz) og andet der ikke indeholder ret mange trut i trompeten. 

Jeg har lige afsøgt markedet for in ear hovedtelefoner, da mine gamle var blevet væk. Ret hurtigt faldt jeg over AKG's Quincy Jones model Q 350, en lille fiks ørepropmodel der fåes i tre forskellige farver. Jeg er en sucker for Quincys big band-lyd og arrangementer. Så det er vel lidt ligesom når Messi's navn står på et par fodboldstøvler. Vi kommer tættere på legenderne. Desværre får Quincy-hovetelefonerne i flere anmeldelser på nettet hug for fremstillingskvaliteten. I Tænks store hovedtelefontest fra oktober indtager den dumpepladsen bla. pga. dårlig komfort. Man kan jo undre sig over at Quincy Jones vil lægge navn til sådan et produkt. Det kan næppe være pengene der er skyld i at han gør det. Jeg har svært ved at koble Quincy med et produkt der får hug for dårlig fremstillingskvalitet og komfort. Det er netop to elementer der gennemsyrer både hans jazz- og popkarriere.
Så er det nemmere at bruge en afdød musikers navn. Vi ved at kunstneren ikke har haft noget at skulle sige. Det amerikanske firma Monster Cables har fået kæmpesucces med deres Beats-serie, som det levende hip hop ikon Dr. Dre har været inde over. Men de har også en Miles Davis-serie, hvor den første model kom på markedet forrige år.
Kort før jul introducerede de modellen der i udseende ikke er set smartere nogensinde. Den ende af hovedtelefonen der stikker ud af øret ligner et trompet-mundstykke! Jeg er ret sikker på, at Miles ville have kaldt dem some cool motherfuckers. Omregnet til danske kroner ryger den op i næsten 2000,- inden der er kommet told og forsendelse på. På en dansk hjemmeside ryger den op i 2899,- Monster har iøvrigt også lanceret en Earth, Wind & Fire serie kaldet Gratitude.

Søren Kjærgaard: Femklang (ILK)

Antydningens kunst. Underdrivelse. Lidt er også godt. Det er interessant når en kunstner i det der lyder underspillet, kan fremtrylle musik der er i alt det der ikke bliver spillet får fyldt så meget på, at man som lytter får fornemmelsen af at lytte til et symfoniorkester. Søren Kjærgaard kan i den sammenhæng noget helt unikt, når han er sammen med trommeslageren Andrew Cyrille og bassisten Ben Street i den trio der nu er aktuel med det tredje album. På albummet Femklang møder man en klavertrio der på mikroskopisk vis blæser et makrokosmos op.
Søren Kjærgaard har skrevet den enkle og smukke musik, der i disse download og streamingtider kommer i en æstetisk flot indpakning, der passer til musikken. Andrew Cyrille er som en gammel yogi svævende og tilstedeværende i Søren Kjærgaards musik. De er over årene kommet endnu tættere på hinanden. Kjærgaard fortalte mig for nylig med stor entusiasme at han vil fortsætte dette samarbejde.
Søren Kjærgaard har med Femklang lavet endnu et uomgængeligt trioalbum der vil stråle i lang tid.
www.sorenkjaergaard.com

Agergaard/Ginman/Blachman/Dahl: Face the demon (Time Span Records/download) People Are Machines: Fractal (Cloud Japan)

Ved at sammenstille to forskellige plader i en anmeldelse er der en overhængende fare for at man vil bedømme hvilken plade der er bedst. Det bliver ikke tilfældet med de to udgivelser som jeg har stillet overfor hinanden her. De er begge gode men på hver deres måde.
Det er kvartetplader i den klassiske opstilling med sax. piano, bas og trommer. Begge indspilninger har nogle år på bagen. Flere af musikerne har det tilfælles at de er blevet mere kendte siden indspilningerne fandt sted. Ellers kan man hurtigt konkludere at de ikke har meget tilfælles. Udover at de på mange måder er hinandens modsætninger og en reaktion på hinandens stilarter.
Den første er med det der egentlig hed Thomas Agergaard Kvartet i en indspilning fra 2000. Det var den sidste indspilning med kvartetten der blev startet af saxofonisten Thomas Agergaard og videreført af de tre andre under navnet GinmanBlachmanDahl uden Agergaard. Det var inden de henholdsvis blev chef for Jazzhouse, X-Factor dommer og professor. Det er 16 numre for fuld udblæsning. Kvartettens fascination for det improviserede og løst spillede folder sig ud i fuldt flor på Face the demon. De havde siden starten af halvfemserne dyrket jazzen der med mange nik tilbage til 60'ernes hårdt spillende musikere. Wayne Shorter, Tony Williams og andre Miles Davis musikere var ikke uden skyld i denne kvartets kraftfyldte jazz, der på mange måder også var et opgør med firsernes mere tighte og polerede jazz.

Lige præcis den jazz som People are Machines dyrker på albummet Fractal. Kvartetten udsendte i 2007 deres debutalbum. Kvartetten stod lidt i skyggen af Jazzkamikaze. De havde medlemmerne Marius Neset på sax og Anton Eger på trommer tilfælles. Fractal er en indspilning fra 2008 og udsendes nu af det japanske pladeselskab Cloud, der har taget den svenske pianist Magnus Hjorth til sig. Det er den fjerde udgivelse med Hjorth de har på samvittigheden. To af udgivelserne er udgivet i Danmark af Stunt. Hjorth er ligesom de øvrige medlemmer af People are Machines uddannet på det Rytmiske Musikkonservatorium i København. Saxofonisten Marius Neset lavede iøvrigt albummet Suite for seven mountains i 2008 som eksamensopgave fra konservatoriet i eget navn, men musikerne var identiske med People are Machines. Neset udsendte tidligere i år Golden Xplosion, som i denne uge blev kåret som årets bedste jazzplade af den engelske avis' Guardians kritiske jazzanmelder John Fordham. Han og andre der holder af Golden Xplosion kan med fordel bruge lidt tid på People are Machines og Fractal. Fractal er fyldt med teknisk krævende breaks og tight spillet groovy jazz. Neset har en hang til at spille teknisk blæret sax a la Michael Brecker. Imponerende og fedt. De andre musikere i People are Machines har ingen problemer med at spille op til det.
Bonusinfo:
Thomas Agergaards udgivelse udkommer som download
People are Machines' album udgives kun i Japan, men kan købes via postordre derfra.
thomasagergaard.com
slowboattocloud.blogspot.com

Årets bedste danske jazzplader 2011

For sjette år i træk kårer Jazznyt årets 10 bedste danske jazzplader. 10 plader der hver især har gjort store indtryk.
Der er de etablerede; Carsten Dahl der lige er udnævnt til professor og Lars Møller der lige er blevet chef for Klüver Big Band. Der er de islandske saxofonister, Oskar Gudjonsson og Sigurdur Flosason der er gæster hos henholdsvis Søren Dahl Jeppesen og Cathrine Legardh. Der er debutanterne jeg havde med på min liste sidste år, der så har lavet nogle forrygende opfølgere; August Rosenbaum Trio og Girls in Airports - sidstnævnte bliver i øvrigt helt uforståeligt nedsablet i december udgaven af Jazz Special. 
Flere af pladerne er allerede blevet hædret. Søren Dahl Jeppesens og Lars Møllers plader er feks. lige blevet præmieret med 75.000 kr. hver af Statens Kunstfond.
Jeg vil opfordre dig til at opsøge disse 10 plader. De giver et kvalificeret bud på lyden af af den gode danske jazz anno 2011.

Listen står i tilfældig rækkefølge.

August Rosenbaum Trio: Live (Impostor Production)
Det er først nu at vi får lov at høre trioen på plade. Det er ikke et famlende debut-album. Snarere tre musikere der over syv år har arbejdet sig frem til et fælles udtryk. Her er melodien tilstede samtidig med at lytteren udfordres og bevæges.

Girls in Airports: Migration (Mawi Music/Gateway)
The future of Dansk Jazz!!! Girls in Airports blander stilarter på deres egen originale måde. Alligevel lyder det så ligefremt og logisk. Det nye album er en flot fortsættelse af det de startede med debutalbummet sidste år.

Lars Møller & The Orchestra: Episodes (Calibrated)
Intet er tilfældigt og hovsa-agtigt. Der er brugt tid på at gå i dybden. Spontaniteten og umiddelbarheden er alligevel tilstede. Den bevares i høj grad i kraft af at big bandet på hver enkelt plads, rummer nogle musikere der med stor sikkerhed spiller Møllers fantastiske musik.

Søren Dahl Jeppesen with Oskar Gudjonsson: Red sky (Dog Day Music/Gateway)
Der fornemmes en afklaret ro i musikken. Gudjonsson og Dahl Jeppesen er kommet tættere på hinanden. Guitar og saxofon væver sig ud og ind af hinanden. Jakob Høyers følsomme trommespil får det til, at lyde som en fjern rytmisk torden. Klaus Nørgaards på en gang distinkte og diskrete basspil svømmer ind under kvartettens behagelige musiceren.

Koptor: Fire sink (Fresh Sound New Talent)
Den canadiske trommeslager Kevin Brow har sammen med danskerne Jacob Anderskov, Lotte Anker og Jeppe Skovbakke lavet et album, der udfordrer og udvider. Der er stramme breaks, grooves og hurtige skift, der indføleligt skabes uden, at man føler at det bliver for meget eller for opbrudt.

Cathrine Legardh & Sigurdur Flosason: Land & sky (Storyville)
Cathrine Legardh har over et par højkvalitets albums vist et stort potentiale. Med dette album forløser hun potentialet fuldt ud og har lavet et vokaljazz-album i samme sjældne klasse som Sinne Eegs Waiting for dawn fra 2007.

Jan Harbeck Quartet: Copenhagen nocturne (Stunt)
Otte standards spillet så lækkert og indladende at det er med overhængende risiko for at at falde i den store ligegyldighedsgryde. Jan Harbeck bevæger sig på kanten og falder selvfølgelig aldrig i gryden. Han har en fænomenal evne til at spille klassisk jazz som vor mor lavede den uden at miste jordforbindelsen.

The White Nothing: About time (ILK)
Lange foruroligende improviserede klangflader afløses af samlende kammermusikalske intimiteter. Anders Filipsen og The White Nothing bevæger sig utvunget og frit mellem genrer, hvor moderne impromusik, avantgarde og jazz er i spil. Han styrer flot nonetten mellem hørbar tysthed og larmende skønhed. Et imponerende højt og krævende niveau for et debutalbum.

Carsten Dahl Experience: Metamorphosis (Storyville)
Carsten Dahl Experience sætter musikken på spidsen, udstiller svaghed og styrke. De spiller jazz med pletter af avantgarde, folkemusik og klassisk. Der er numre der blidt kan passere øregangene mens andre kanter sig ind. Dette album er et af de helt store uomgængelige danske jazzalbums i 2011!

Delirium: Green side up (ILK)
Her er blues, Ornette Coleman, Dorsey brødrene, omkalfatringer, abstraktion og tøjlesløs musikalitet. Det er meget let at falde for Delirium's tredje plade. Det er fire stærke jazzmusikere der hælder al deres oprindelige kærlighed til jazzen ind i musikken. De har fundet sammen om at spille røven ud af jazzbukserne.

Carsten Dahl Experience: Metamorphosis (Storyville)

Næsten samtidig med udgivelsen af denne plade, er det offentliggjort at Carsten Dahl er udnævnt til professor i rytmisk samtidsmusik ved det Rytmiske Musikkonservatorium i København. Han skal starte til februar og er ansat på kontrakt i fem år. Da jeg ikke er konservatorieelev, jazzmusiker eller andet relevant i denne sammenhæng skal jeg ikke udtale mig om Dahl's evner som professor.

Det jeg til gengæld kan forholde mig til er Dahls evne som musiker og komponist, til at kommunikere med lytteren. Jeg har som mange andre entusiastiske jazzlyttere fulgt Dahls karriere med stor fornøjelse. Måske er karrieren endda inde i sin fineste periode. Det har blandt andet kunne høres med den første udgivelse med Carsten Dahl Experience fra 2010 og solopladen Effata, der for nylig blev kåret som årets jazzplade.

I det norske lydtempel Rainbow Studios, hvor lydgururen Jan Erik Kongshaug residerer, har Dahl medbragt oplevelses-bandet med Jesper Zeuthen på altsax, Nils Bosse Davidsen på bas og Stefan Pasborg på trommer. Zeuthen bobler og syder som et andet geyser. Pasborg indtager de skæve taktarter med stor vellyst mens Bosse med vital følsomhed spiller bas.

Dahl bruger de tre musikeres personligheder og drager dem ind i det Dahl'ske univers med en ligefrem selvfølgelighed. Det er stor musik der er kommet ud af det. Musik der ikke lefler for nogen tidsånd eller andet smart. Det er til tider også svær musik, der kræver tid af lytteren.

Carsten Dahl Experience sætter musikken på spidsen, udstiller svaghed og styrke. De spiller jazz med pletter af avantgarde, folkemusik og klassisk. Der er numre der blidt kan passere øregangene mens andre kanter sig ind. Dette album er et af de helt store uomgængelige danske jazzalbums i 2011!
carstendahl.dk

Jakob Davidsens Kammerat Orkester (Gateway)

Han har over tre albums med Mangfoldighed imponeret med et komplekst, spændende og anderledes syn på hvordan man kan behandle jazzen i det 21. århundrede. Jakob Davidsen har sammen med nogle markante musikere fulgt sit eget unikke spor.
Med Jakob Davidsen Kammerat Orkester går han skridtet videre. Han kombinerer det han har lavet i Magfoldighed med cykeljazzbandet Velo Velo, hvor tubaspilleren Jakob Munck og klarinetisten Peter Fuglsang er medlemmer. Han har hentet cellisten John Ehde i Mangfoldighed mens Lars Andreas Haug på tuba er den nye mand. Davidsen tager sig som vanligt af klaveret. 

Det er musik der lander et sted mellem den klassiske kammermusik og jazzens improvisation. Med den utraditionelle besætning får man som lytter oplevelser af en helt ny karakter. Der er et par numre der går igen fra Velo Velo albummet. Men når de som på hyldestnummeret til cykelrytteren Charly Gaul giver plads til en tubaduet åbner det nye sider af et nummer. Jeg ved ikke om begrebet det tunge seje træk er for plat i denne sammenhæng?
En af Jakob Davidsens store styrker er, at han kombinerer kompliceret og alvorstung musik med humor, skønhed og vitalitet. Han har lavet en smuk plade som jeg ikke bliver færdig med at lytte til foreløbig.
jakobdavidsen.dk

KortJazzNyt Uge 49 2011

På mandag offentliggøres Jazznyts bud på de 10 bedste danske jazzudgivelser i 2011.
Sammen med listen offentliggøres der også en spilleliste på streamings-tjenesten Wimp med en lang række gode danske jazznumre.

Kåringer af årets jazzalbums er begyndt rundt omkring.
Saxofonisten Marius Neset er således blevet kåret som nr. 3 af det engelske jazzmagasin Jazzwise og nr. 44 i avisen Guardian på listen over årets albums uanset genre.

På DR Bonanza er der for nylig lagt en masse Jazz omkring midnat programmer ind.
Oplev:
Solokoncert med Lenne Tristano 1965
Gary Burton/Red Norvo 1968 & Sarah Vaughan 1969
Duke Ellington 1969
Jazz Giants i Tivoli (Monk, Gillespie, Blakey) 1971
Niels Lan Doky med Randy Brecker på Montmartre
DR Big Band med Bob Brookmeyer
Count Basie i Tivoli 1976
DR Big Band med Jesper Thilo spiller Ellington
Count Basie 1972
Benny Goodman 1972
Stan Getz 1987

Impulse Records fyldte 50 år tidligere i år. Det fejres nu med udgivelsen af en box med 50 Impulse-udgivelser. Jeg har kigget lidt rundt på nettet og imusic.dk er med sine 699,95 den billigste jeg kunne finde. Box'en udkommer i midten af januar.

Giovanna Pessi & Susanna Wallumrød: If grief could wait (ECM)

Den norske sangerinde Susanne Wallumrød har med Susanna & The Magical Orchestra lavet nogle formidable albums, hvor den minimalistiske tilgang til jazz, har betaget. Denne gang er hun sammen med italieneren Giovanna Pessi. De har sammen lavet et album med musik der peger tilbage på 17-tallet. Blandt andet i kraft af instrument-besætningen i kvartetten. Desuden er flere af numrene af komponisten Henry Purcell, der huserede fra slutningen af 1600-tallet. Ved hjælp af nyckelharpa (instrument lig drejeliren, men stryges med bue), viola da gamba (der lyder henad cello) og Giovanna Pessi på harpe har sangerinden Susanna Wallumrød fået en musikalsk ledsagelse der klæder hendes smukke melankolske stemme. Fra nutiden er der også numre af Leonard Cohen og Nick Drake.
player.ecmrecords.com/pessi-wallumrod

Dino Saluzzi: Navidad de los Andes (ECM)

Den argentinske bandoneonspiller Dino Saluzzi har før lavet plader sammen med broderen og saxofonisten/klarinetisten Felix Saluzzi (bla. den fantastiske Juan Condori fra 2006) og den tyske cellist Anja Lechner (Ojos Legros fra 2007). Men det er første gang at de er sammen i en trio. 

Stemningsmæsssigt befinder vi os i en stille landsbykirke efter at have passeret skovene i bjergene. Man kan ikke direkte sætte en genrelabel på musikken. Men der er både elementer af jazz, klassisk og tango i trioen. Der er en vedkommende nærhed i trioen. De fornemmes som værende tætte på hinanden. Musikken er overvejende skrevet af Dino Saluzzi.
player.ecmrecords.com/saluzzi_navidad-de-los-andes

Gianluigi Trovesi & Gianni Coscia: Frére Jacques Round about Offenbach (ECM)

Den italienske duo med klarinetisten Gianluigi Trovesi og akkkordion-spilleren Gianni Coscia har tidligere lavet albums, hvor de udforskede og spillede musik af Kurt Weill (Round about Weill) og Fiorenzo Carpi (In cerca di cibo). Denne gang er turen kommet til Jacques Offenbach. Offenbachs samtidige Claude Debussy kaldte Offenbach en musiker der hader musik. Offenbach blev ikke hyldet af kritikerne. Han forblev en outsider indtil sin død. Trovesi og Coscia er også musikalske outsidere. De er begge jazzmusikere med en smag for det klassiske. Trovesi lavede for tre år siden Profumo di violetta med stort orkester. Nu er det i stedet det kammermusikalske der dyrkes. Der er masser af plads til spræl og improvisation i de to musikeres indfølelige sammenspil. Et anbefalelsesværdigt udspil i spændingsfeltet mellem jazz og klassisk kammermusik.
player.ecmrecords.com/trovesi-coscia