Det er en syv-otte år siden at jeg første gang hørte om den norske tenorsaxofonist Marius Neset. Han havde vundet konkurrencen Young Nordic Jazzcomets i 2005 sammen med Jazzkamikaze. En overgang var de talk of the town på den danske jazzscene - og med rette. Debutalbummet Mission I fik mange afspilninger i min CD-afspiller. Jeg synes stadig at den holder. Marius Neset havde lavet et par af numrene på pladen. Det var de numre der havde den største kompleksitet. Det er det spor han stadig følger. På det nye album er taktskift og finurlige breaks fortsat en del af rutinen. Når det så er sagt, er der også sket rigtigt meget.
Marius Neset's tredje udspil i eget navn er det foreløbige højdepunkt i en karriere, der allerede har haft en del højdepunkter. Neset er igen inde på et klassisk spor, som han var på debutpladen Suite for the seven mountains. Neset er ikke bange for at være højstemt og pompøs. Der er finaler, der er et festfyrværkeri værdigt. Den musikalske kerne er trioen Phronesis (med Neset's gamle venner Jasper Høiby på bas og Anton Eger på trommer og englænderen Ivo Neame på piano) og vibrafonisten Jim Hart. De er med overalt og suppleres bl.a. af den klassiske accordionspiller Bjarke Mogensen (på titelnummeret Birds) og blæsere som Daniel Herskedal (tuba), Tobias Wiklund (trompet) og Peter Jensen (trombone).
Neset har en forkærlighed for at bygge numrene op som minisuiter. F.eks. tager nummeret Sacred universe os med ind i et intimt jazzunivers med sublimt sammenspil mellem Neset på sopransax og pianisten Neame. En flot ballade der bygges op og får vinger. Titelnummeret Birds sender tankerne i retning af norsk folkemusik. Marius Neset har mange idéer og til tider bliver det overrumplende. Når man kommer på bølgelængde med Nesets musik bliver det mere og mere indlysende at han er en af tidens mest originale jazzmusikere. Han laver jazzmusik der peger fremad.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar