Nikolaj Hess har med denne plade åbnet op for et nyt kapitel i karrieren. Blandt de mange plader som pianisten Hess har medvirket på gennem årene, har markante amerikanske musikere ofte været gæster på pladerne. Denne gang er Hess rykket sammen med to af de mest toneangivende og efterspurgte musikere i amerikansk jazz (og grænselandet deromkring) indenfor de sidste 10 år. Bassisten Tony Scherr og trommeslageren Kenny Wollesen er begge faste medlemmer af Bill Frisell's Trio. Her har de skabt en række genredefinerende plader der kommer til, at stå mange år frem. Wollesen er også fast mand hos avantgardisten John Zorn mens Tony Scherr er en meget efterspurgt sessionmusiker - med både Norah Jones og Rufus Wainwright på samvittigheden.
Når Hess spiller sammen med to så stærke og personlige musikere er forventningerne høje - og de bliver mere end indfriet! Nikolaj Hess har skabt et trioalbum der flyder af melodisk overskud. Hess' afvekslende pianospil - har både smagen af det søde og det salte. Han spiller de to Bob Dylan kompositioner Make you feel my love (fra det klassiske '97 album Time out of mind) og Masters of war og Ellington's Cottontail. Resten har han selv skrevet. Hess har en sans for at lade musikken flyde helt naturligt. Numre som Sept 10 og Film har været favoritter siden jeg hørte pladen første gang. Trio er et album du skal købe, når du får mulighed, hvis du har en svaghed for melodiske triojazzalbums med tyngde og fylde.
Bonusinfo:
Tony Scherr indspiller med endnu en dansker til april, hvor guitaristen Aske Jacoby tager til Los Angeles og indspiller et trioalbum, hvor Jim Keltner passer trommerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar