Det er kun lidt over en måned siden, hvor jeg skrev at norske Rune Grammofon viser vejen for, hvordan instrumental jazz/rock skal lyde i dag. Det var i forbindelse med anmeldelsen af Bushman's Revenge's album A little bit of big bonanza. Guitaristen derfra, Even Helte Hermansen er også med i gruppen Grand General. Det er violinisten Ola Kvernberg der står i spidsen for gruppen. Han har skrevet musikken sammen med bassisten Trond Frøness. Gruppen betragtes som en norsk supergruppe, med markante musikere fra den norske rock og jazzscene som medlemmer. Ola Kvernberg lavede i 2010 albummet Liarbird der i 2011 fik en norsk Grammy i kategorien årets bedste jazzalbum. Som barn spillede han folkemusik og siden gik han jazzvejen på konservatoriet i Trondheim.
I betragtning af at det er Kvernberg der er Leader of the pack, er der for lidt violin og for meget guitar på pladen. Når han kommer frem med strygestålet viser han vejen for, hvordan violin kan lyde i en vilter jazzrockaftapning anno 2013. Det er der bare for lidt af. Der er rigtigt meget af den tunge guitar. Fedt - men pointen med Grand General er vel for pokker, at der er violinist i spidsen der kan vride strengene på den rigtige måde. Så skal han også dominere! Når han gør det, er det som at lande i et clash mellem heavy, folk og jazz - og det fungerer. Det er progressiv jazzrock a la Mahavishnu Orchestra - bare fyrre år senere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar