Det er kun lidt over en måned siden, at jeg anbefalede Morten Ankarfeldts fantastiske debut-album Rio en vermelho e azul. Albummet var indspillet i Brasilien med lokale musikere. Det samme er tilfældet med dette album. Guitaristen Thomas Maintz og pianisten Thomas Walbum rejste ligeledes til Brasilien for at indspille med lokale musikere. Er det mere af det samme? Ja i forhold til en anbefaling her fra bloggen bliver det til det samme. Musikalsk er det ikke helt det samme. Maintz og Walbum er som en drink i sommerbrisen mens Ankarfeldt mere er som en kop kaffe.
I firserne flirtede forskellige amerikanske guitarister som Pat Metheny og Lee Ritenour med brasiliansk musik. De kunne spille akustisk jazzguitar som ingen andre og inspirerede en hel generation af guitarister. Herunder også Thomas Maintz. Der er den samme lette og umiddelbare tilgængelighed i Walbum og Maintz's greb om den brasilianske musik, som kendetegnede firsernes dyrkelse af den brasilianske jazz. Den stod på skulderne af fusionen og dansede lystigt til de brasilianske rytmer. De to danskere deles om komponist-tjansen. I Brasilien fandt de sammen med tre erfarne musikere på bas, percussion og trommer. Bassisten Sizao Machado har samarbejdet både Cher Baker og Milton Nascimento.
Det er nu de to danskere der stjæler showet. Nok får de brasilianske musikere masser af plads. Når Maintz folder sig ud på den akustiske guitar er det dog en fornøjelse af de sjældne. Han spiller med en selvfølgelig sikkerhed. Walbum's melodiske sans samler musikken og får den til at flyde naturligt og behageligt afsted. Walbum/Maintz har lavet en brugsplade, der bør få en tilværelse som lydtapet til de gode dage og livet.
Bonusinfo:
De spiller nogle koncerter i løbet sommerens festivaler i København og Aarhus.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar