Fini Høstrup: Turnings (Gateway)

Det er vidunderligt når man insisterer på at spille en stil, der gik af mode for længe siden. Hvorfor er det vidunderligt? Jo, det er det fordi man er så god til, at gøre det som er tilfældet med Fini Høstrup. Der er gået 7 år siden jeg sidst anmeldte en plade med hr. Høstrup. Dengang var det en trioplade sammen med Kaspar Vadsholt på bas og Søren Frost på trommer. Der er genvalg til de to musikere på den nye plade, hvor besætningen nu er udvidet med Hans Ulrik på saxofon og Per Gade på guitar. Fini Høstrup er også teaterkomponist og det fornægter sig ikke på Turnings. Han skaber først og fremmest stemningsfyldte og velskårne melodier. Melodier der bruges som udgangspunkt til at et afvekslende sammenspil med masser af gode soli.

Det er jazz der skylder en pæn sjat til firsernes fusion. Alle de fjollede synthesizere er dog skåret væk. I stedet er det solid elspade, fyldig (båndløs?) elbas, et sammenhængende sejt og groovy trommespil, diverse saxofontyper, der bruges til at spille melodier og Fini Høstrups klaverspil der suppleres med en elpiano. Turnings er stærkt anbefalelsesværdig til dem der rålyttede jazz i firserne og savner en opdatering af den lyd. For andre lyttere er det værd at bruge tid på, at dykke ned i den supermusikalske og alt for sjældent hørte detaljerigdom som musikerne skaber sammen med Fini Høstrup.

gatewaymusic.dk/kunstner/22687

Morten Haxholm Quartet: Viridian (Gateway) >> Haxholm Schmidt: Moras (Gateway)

Der er på samme tid udkommet to plader med bassisten Morten Haxholm i hovedrollen. På hans to foregående kvartetplader spillede han sammen med amerikanerne Jonathan Kreisberg og Ari Hoenig. Denne gang er han gået sammen med den i USA bosatte, norske guitarist Lage Lund og danske Morten Lund på trommer, mens svenske William Larsson tager sig af pianoet. Morten Haxholm vælger ikke den lette vej. I stedet udfordrer han sine musikere med komplekse rytmiske skift og strukturer. Morten Haxholm laver musik der bevæger sig rundt i former og figurer, der ikke lader sig nøje med enkle lige streger. Heldigvis har han omgivet sig med nogle musikere der let fanger Haxholm idéer. Det er intellektuel jazz, man ikke med det samme bliver færdig med.

På den anden plade deles han om kapelmesterrollen med trommeslageren Rasmus Schmidt. De to danskere er rykket til Brooklyn, hvor de i løbet af en fem timer lang indspilningssession havde pladen Moras i kassen. Sammen med ultra new yorkerne John Escreet på piano og Seamus Blake på saxofon har de lavet en hard hitting jazzplade. Den danske rytmeduo er på hårdt arbejde og slipper levende fra projektet, hvor de er sammen med to fra jazzhovedstadens musikalske overklasse. I kraft af Haxholms gode kompositioner får amerikanerne tilpas modspil. Det er en god dokumentation af to unge danske jazzmusikeres rejse til jazzens indre.

www.mortenchristian.dk

Jacob Roved Quintet featuring John Ruocco & Thomas Fryland: Remembering Billy Strayhorn (Gateway)

Det er for så vidt rimeligt lige til. Billy Strayhorn ville være fyldt 100 år d. 29. november og skal selvfølgelig hyldes. Han lavede nogle af jazzens største kompositioner til Duke Ellingtons orkester. Han var en enspænder, der havde det bedst alene ved flygelet, hvor han lavede sine udødelige kompositioner. Albummet åbner med et af jazzens allerstørste numre. Take the A Train, som Duke Ellingtons orkester fast havde på repertoiret som åbningsnummer. Det er trommeslageren Jacob Roved der har samlet en kvintet med amerikaneren John Ruocco på klarinet og saxofon, Thomas Fryland på trompet og arrangement, Rasmus Ehlers på piano og Jesper Bodilsen på bas - han afløses på pladens sidste tre numre af Jakob Roland. Det er 10 numre fra en komponist, der så jazzen som den sorte mands sofistikerede kunstform.

Kvintetten spiller vildt tight som det høres på Johnny come lately, hvor Fryland spiller sin karakteristiske skarpe trompet. Det lader Ruocco sig ikke gå på af. Han har en mere krøllet og afslappet tilgang til sagerne og giver et sundt modspil til de rimeligt tjekkede arrangementer. Numre som Lotus Blossom, Chelsea Bridge, A Flower is a lovesome thing og Something to live for leveres, så det emmer af jazzhistorie. Jacob Roved styrer sikkert alle bådene i havn. Han er en old school stilist, der fra trommerne får skabt et personligt og flot statement. Billy Strayhorn hyldes på passende vis. Det er jazz af den helt klassiske slags spillet med respekt og noget på hjerte.

jacobroved.com

Christian Vuust & Aaron Parks: Storytelling (Aero)

Sidste år udkom Urban Hymn, Christian Vuusts første plade sammen med den amerikanske pianist Aaron Parks. Dengang spillede de Vuusts melodier og var også rundt på en mindre Danmarksturné. Under indspilningen af albummet fandt de ud af, at de havde en fælles forkærlighed for de stærke sangbare melodier. De startede med Foolin’ myself som Billie Holiday gjorde berømt. Vuust fik en idé om at lave en duoindspilning med Parks. Han introducerede nogle af de gode danske melodier for Aaron Parks, der straks var fanget af dem. Jazzen fortæller historier og det er sigtet med denne CD, hvor der også er en bog med. Teksterne til sangene er sammen med historier om musikken med i bogen. 

Christian Vuust spiller med en afslappet ro i tonen. Det kan høres at han er på hjemmebane i melodierne. På de danske melodier er Aaron Parks ikke direkte på udebane. Han har ikke haft dem inde under huden som de fleste voksne danskere har. Til gengæld tager ham dem ind og spiller nogle uimponerede og medrivende udgaver af Månestrålen, En yndig og frydefuld sommertid og Man binder os på mund og hånd. Jeg har hørt dem før i andre jazzversioner. Det som Vuust og Parks formår at gøre sammen er i helt egen klasse. Digteren Peter Laugesen skriver i den medfølgende bog: “Jazzen fortæller oaser i sovende kulturs ørken. Den bygger broer mellem kulturer.” 

Saxofonisten og pianisten bygger en stærk og holdbar bro mellem amerikansk og dansk kultur. De lader dem smelte sammen, så Sebastians Vårvise som det naturligste efterfølges af Billie Holiday klassikeren Ghost of yesterday. Det er ganske enkelt stærkt hørt af Vuust og Parks. Storytelling er meget anbefalelsesværdig og gjort af langtidsholdbart stof. Smukt!

Bonusinfo:

De er startet på en lang Danmarksturné i dag, hvor de kan høres i Skive, Thisted, Århus, Ålborg, Sæby, Silkeborg, Kolding, Herning, Hammel, Struer og København

christianvuust.com

DR Klub Jazz: Jazz på svenska - Det mest populære svenske jazzalbum...ever!

Det är väldigt svenskt! Det er det her typisk svenske, lidt sørgeligt, lidt melankolsk og vemodigt. Det er enkelt og organisk. To instrumenter. Det er musik man tager til sig. Musik som er godt. Der er gået mere end 50 år siden albummet Jazz på svenska udkom. Med over 400.000 solgte eksemplarer er det gået hen og blevet det mest solgte svenske jazzalbum nogensinde. En nordisk jazzklassiker - måske den allerstørste. Ligesom Miles Davis’ Kind of blue er det for amerikansk jazz, er Jazz på svenska indenfor nordisk jazz, gået hen og blevet en indiskutabel klassiker for både connoiseurer og almindelig lyttere. Til at starte med troede kunsteren bag albummet slet ikke på det. Det var heller ikke et helt album, men derimod en EP i singlestørrelse med fire numre. Det var et forsøg der faldt så tilfredsstillende ud, at der blev lavet yderligere to EP’er, for så til sidst at blive samlet på en LP i 1964. 

Kunstneren bag albummet, pianisten Jan Johansson blev kun 37 år gammel. Han døde i 1968 i en bilulykke, fire år efter at albummet udkom. Den korte karriere indeholdt alligevel adskillige kunstneriske højdepunkter, hvor Jazz på svenska er blevet den mest kendte. I slutningen af 50erne opholdt han sig i en kort periode i København. Her spillede han ofte på det nystartede Montmartre i St. Regnegade. Han spillede bl.a. med de amerikanske jazzmusikere Stan Getz og Oscar Pettiford. Efterfølgende var han på turné rundt i verden med Getz og Jazz at The Philharmonics, med andre store jazzstjerner som Oscar Peterson og Ella Fitzgerald. Herefter tog han hjem til Sverige hvor han bosatte sig i Upplands Väsby i et rækkehus. Det var her han atter vendte ørerne mod den svenske musik efter nogle år i den amerikansk farvede jazz. Han havde allerede flirtet med at blande svenske toner og jazz, da han var en ung ingeniørstuderende i Göteborg i starten af 50’erne.

Han var ikke ene om at give gamle svenske melodier en jazzoverhaling. Ack Värmeland, du sköna der i jazzverdenen kom til at hedde Dear old Stockholm blev spillet af Stan Getz i 50'erne og fik siden hen klassikerstatus via legendariske indspilninger med bl.a. John Coltrane, Miles Davis og Keith Jarrett. Jan Johansson fortsatte senere med den svenske musik på albummet Adventures in Jazz and Folklore. Sammen med sangerinden Monica Zetterlund indspillede han også en anden udgave af Visa från Utanmyra, der også er kendt som åbningsnummeret på Jazz på svenska.

Jazz på svenska er noget for sig, noget helt specielt. Det er jazz der strækker langt ud over jazzen. Jazz som kan lyttes til uden forudsætningeer ind i jazzen. I svensk folkemusik bruger man kvarte toner. Det kan ikke spilles på klaveret. Jan Johanssons løsning er, at han både spiller dur og mol tertsen, tonerne som ligger på begge sider af den kvarte tone. Det er derfor at der kommer den helt særlige stemning og lyd i musikken. Jazz på svenska består af 12 folkemelodier, som Johansson havde arrangeret og brugt som udgangspunkt for sin melodiske improvisation. Der var ingen trommer. Kun piano og bas. Bassisten Georg Riedel gik stort set uforberedt i studiet med Johansson. De havde allerede arbejdet sammen på flere projekter inden da. Med Jazz på svenska indkapsler og forsegler de en helt særlig svensk ånd. Jan Johansson havde inden indspilningerne eksperimenteret med lyden på klaveret, så den fik den helt særlige rene rumklang. De havde fundet en stil. De vidste hvilken vej de skulle gå. 

Jan Johansson er siden blevet et referencepunkt indenfor lyden af nordisk jazz. Danske, svenske og norske pianister som Niels Lan Doky, Esbjörn Svensson, Martin Tingvall, Dag Arnesen, Espen Eriksen, Jakob Karlzon, Jan Lundgren, Tord Gustavsen, Peter Rosendal, Martin Shack og Søren Bebe har alle hentet noget inspiration fra den svenske trollkarl. I løbet af den korte karriere nåede han at skabe let jazz, orkesterværker, avantgarde og som det allersidste titelmelodien til Pippi Langstrømpe.

Jazz på svenska er ikke blevet mindre populær med årene. På DR’s P8 Jazz spiller de ofte numre fra pladen. Visa från Utanmyra og Emigrantvisa er blandt de oftest spillede numre. Electronicakunstneren Trentemøller lavede sammen med T.O.M. i 2009 nummeret, A Night With Nina & Jan et fænomenalt mix af Nina Simone's Feeling Good, Audrey’s Dance fra soundtracket til Twin Peaks og Jan Johanssons Visa från Utanmyra. Nummeret er aldrig blevet officielt udgivet, da det ikke kan lade sig gøre på grund af rettigheder. Den kan dog sagtens findes på nettet, bl.a. på Fatberris.com. Den danske duo Bremer/McCoy har også hentet inspiration hos Jan Johansson. De er gået efter de enkle, smukke og sangbare melodier. Pianisten og keyboardspilleren Morten McCoy er slet ikke jazzpianist men kommer fra reggae og dancehall, hvor han er fast mand hos Raske Penge. Sammen med jazzbassisten Jonathan Bremer laver han en vedkommende og opdateret version af Jazz på svenska i en magisk stemning med reggae, nordiske klange og enkelhed.

Er du vild med Jazz på svenska, så er disse albums meget anbefalelsesværdige:

Bengt Arne Wallin/Jan Johansson/Georg Riedel/Bengt Hallberg: Adventures in Jazz and Folklore (1965)

Jan Johansson & Georg Riedel: Jan Johansson in Hamburg (2011)

Tingvall Trio: Vägen (2011)

Niels Lan Doky: Scandinavian Standards (2013)

Martin Shack: Jazz på dansk - gamle sko på nye fødder (2011)

Espen Eriksen Trio: You had me at goodbye (2010)

Dag Arnesen Trio: Norwegian song (2007)

Esbjörn Svensson Trio: From Gagarin’s point of view (1999)

Bremer/McCoy: Enhed (2013)

Denne artikel er den første i forbindelse med Bibzoom (bibliotekernes musiktjeneste), DR P8 Jazz, JazzDanmark og Jazznyts nye samarbejde. Under titlen DR Klub Jazz vil biblioteker rundt i landet byde på foredrag og fremvisning af Anders Østergaards dokumentar Troldkarlen, der omhandler Jan Johansson. Hold øje med dit bibliotek.

Stine Danving fra P8 Jazz fortæller om Visa från Utanmyra

Jesper Lundgaard Trio: 60 out of shape (Storyville) >> Sands/Fonnesbæk/Riel: Take One (Storyville)

I disse tider hvor jazz ikke er jazz, hvor jazz er jazz, hvor ikkejazz er jazz, så er det godt at der er nogen der holder jazzfanen højt. Der er rene og klare linjer. Det er så meget jazz, at selv dem der ikke ved hvad jazz er, vil sige at det er jazz. Jazzhus Montmartre i St. Regnegade i det indre København har, i den nyeste inkarnation været i gang i over fem år. Her er man ikke i tvivl, når der er jazz på programmet. Så er det jazz! Har man brug for yderligere bekræftelse er der lige udgivet to live indspilninger fra den intime klub.

På den første møder vi bassisten Jesper Lundgaard, trommeslageren Alex Riel og den italienske pianist Enrico Pieranunzi. Pieranunzi har tidligere haft en fast trio med bl.a. Marc Johnson og Joey Baron. På trods af sit italienske ophav er Pieranunzi mere fortrolig med the american way of playing jazz. Han kan vride en standard, som var han født i New York i stedet for Rom. Autumn Leaves, My Funny Valentine, Oleo og andre klassikere leveres træfsikkert i den nydeligste jazzindpakning. Den danske rytmeduo spiller usvigeligt sikkert - noget de også ofte har bevist i Alex Riel Trio.

Der er genvalg til Alex Riel - der for nylig fyldte 75 år - på den næste plade. Her satte den amerikanske pianist Christian Sands sig, ved flygelet i Jazzhus Montmartre et par oktoberaftener i 2014. Bassisten Thomas Fonnesbæk er sidste mand i trioen, der spiller 10 standards på to tætpakkede CD'er. De tre musikere finder sammen om at levere jazzen så levende, at den stadig shiner når den flyder fra højtaleren i stuen. Miles Davis' So What, Bobby Timmons' Moanin' og Duke Ellington's In a sentimental mood er hørt mange gange før. Det betyder ikke noget for trioen, der giver de ofte hørte jazzklassikere et personligt touch. Det er spændstig og pågående jazz med en pianist der kun er i midten i tyverne og langt fra har stagneret.

Begge CD'er er gode eksempler på veloplagt klassisk triojazz fra den hyggeligste jazzklub midt i København. 

storyvillerecords.com

Synesthetic Octet: Rastlos (Jazzwerkstatt Records)

Hver måned offentliggør Europe Jazz Network, Europe Media Chart. Her vælger jazzskribenter fra hele Europa, deres øjeblikkelige favorit. I september valgte Jazzspecials redaktør Cim Meyer, det østrigske band Synesthetic Octet's plade Rastlos. Manden bag bandet er klarinetisten Vincent Pongracz, der for tiden går på Det Rytmiske Musikonservatorium i København. Bandet har taget navn efter den franske komponist og ornitolog Olivier Messiaen, der selv var en synæstiker. En synæstiker har en tilstand i hjernen, hvor de blander sanseindtryk sammen, så de kan høre farver eller smage ord. Det er et stærkt omdiskuteret fænomen, der dog i forbindelse med denne plade giver ganske god mening.

Rastlos er farvemættet musik, der i et clash mellem klassisk musik, big band blæsere og hip hop frembringer original nutidsmusik. Det er et vellykket møde mellem hip hoppens skæve slæbende rytmer fra 90'erne, blæsere der lugter af 60'ernes Gil Evans og klassiske toner. Lyt f.eks. til åbningsnummeret Zaunkönig, der med skarp lilletromme og groovy bas bliver til en rimeligt dansabel sag eller til Femton, hvor Vincent Pongracz spiller en fed klarinetsolo.

synestheticoctet.com

Homies (Escho) LP

Det er berusende lofi jazz der vælter ud af højtalerne fra trioen Homies LP, som undergrundspladeselskabet Escho har udgivet i eksklusive 100 eksemplarer. Den herboende amerikanske saxofonist Ned Ferm er sammen med bassisten Jeppe Skovbakke og trommeslageren Rune Kielsgaard. De har spillet sammen siden 2001, hvor de mødtes i Anderskov Accident. Saxofonen er underkastet en ætsende rumklang og fjerner sig fra normalitetsbegreberne. Trommerne er lyden af et kilometerlangt og afsporet godstog der kører afsted i natten uden endestation. Bassen raser og buldrer som lavaen der løber ned ad vulkanen.

The Homies er undersøgende freejazz, hvor lydudtrykket er en sammenhængende del af det uæstetiserende univers, hvor det grimme er grimt og dyrkes bevidst. Det tager samtidigt også sig selv seriøst og udgives som vinyl uden cover. Det er undergrundsjazz af befriende høj kvalitet. Meget anbefalelsesværdigt til lytteren der trænger til et freejazzet manifest for nerveskælvende grimhed.

escho.net/esc49

Jakob Buchanan: Buchanan Requiem (Buchanan/Pladekisten) 2LP

Der er ikke noget der varer evigt. Nothing is permanent. Sådan indledes og afsluttes Jakob Buchanans Requiem. Det er både et monumentalt og et stærkt bevægende værk. Det handler om døden. Som en følge af det kommer det lige så meget til at handle om livet. Et Requiem er en dødsmesse. Det mest kendte requiem er Mozarts, der blev skrevet på dødslejet. Jazztrompetisten Jakob Buchanan har lavet sit requiem, dog ikke på kanten til døden. Han har skrevet det midt i livet. Der hvor man står på toppen af livet og har udsyn til begge sider. På det tidspunkt i livet hvor man har modet til at erkende at man ikke er udødelig. På det tidspunkt hvor man når frem til at livet er værd at leve og skal nydes. 

Jakob Buchanans Requiem har været undervejs i længere tid. Sidste år udkom to albums der kunne pege i retning af denne udgivelse. Den første hvor han samarbejdede med Århus Domkirkes Kantori og senere Some People & Some Places hvor han bruger de samme musikere som han har med på Requiem. Guitaristen Jakob Bro, percusssionisten Marilyn Mazur, bassisten Jonas Westergaard er alle musikere han ofte har spillet med. Desuden medvirker big bandet Aarhus Jazz Orchestra, Århus Domkirkes Kantori under ledelse af Carsten Seyer Hansen og ikke mindst sangerinden Indra Rios-Moore. 

Jakob Buchanan kroner en i forvejen stor musikalsk karriere med et mesterværk, der er i særklasse i dansk jazz. Over ni stykker musik ledes vi gennem faserne, hvor koret synger tekster på latin, mens Indra svarer dem på engelsk. Det firs minutter lange musikstykke er ikke et sekund for langt. Buchanan har lavet musik i et felt mellem klassisk kormusik, big bandjazz, stærke melodier og et helt særligt nærvær. Der er plads til hver enkelt musiker, hvor Westergaards bas står tydeligt og markeret. Mazurs sarte og dansende rytmer og Bros følsomt empatiske guitarspil finder naturligt sammen. Buchanan spiller om muligt smukkere end nogensinde på både flygelhorn og trompet. Indra Rios-Moore’s vokal befinder sig i godt selskab med domkirkekoret. Hendes stemme og udstråling når nye kunstneriske højder. 

Jeg har hørt Buchanans Requiem ganske mange gange inden jeg skrev disse ord og slet ikke færdig med den endnu. Det er ikke kun en stærkt anbefalelsesværdig udgivelse. Det er en af årets største jazzudgivelser. Pladen udkommer på CD. Men det er vinylen du skal gå efter. 2 LP’er med en flot bog i en boks af meget kraftigt pap. Det er en af de flotteste vinyludgivelser jeg nogensinde har set!

bonusinfo:

Værket opføres i domkirken i Århus d. 5. november, i Garnisonskirken i København d. 7. november og i Viborg Domkirke d. 8. november.

buchanan.dk

buchananrequiem.com

Niels Overgård: 2000 blogindlæg (Jazznyt.com) streaming

Jeg vil starte denne anmeldelse med en beklagelse. Jeg beklager den let afsporede og svært nepotistiske tone. Måske bliver det bare sådan, når skribenten der skal anmeldes er så flagrende og selvsmagende.

Den danske blog Jazznyt med Niels Overgård som eneste skribent, startede for 11½ år siden med at skrive smånyheder fra jazzens verden. Det opdagede jazzmusikere rundt omkring. Så sendte de deres plader til Niels Overgård i håb om at han anmeldte pladen. Da han er en pladesamler af den mere ekstreme slags, passede det ham fint. Til tider har han endda været besat af tanken om at eje alle danske jazzplader der nogensinde er blevet udgivet. Så det var egentlig en fin overenskomst. Han skrev nogle ord om pladen og fik den til evig arv og eje. Da vinylen pressede på i 2014 gav Overgård efter for yndlingsmediet. Han startede nabobloggen jazzogvinyl.blogspot.dk hvor der kun anmeldes vinylplader. 

Fra sofaen i Herning har han skrevet 2000 indlæg der kun har handlet om jazz. Han lytter med et åbent sind og jazzede ører. Efterfølgende sender han overvejende gode vibes afsted mod det danske jazzmiljø. Han skriver om belgisk noise, københavnsk hammondjazz, århusiansk big bandjazz, polsk avantgarde og alt det andet. Det er til enhver tid den danske jazz der er allernærmest hjertet. 

Han har opfundet en jazzpris JAZZNYTPRISEN, som han giver til jazzmusikere, der med stærk kunstnerisk integritet er med til at udvikle og udbrede jazzen. Han har været på det klassiske jazzstævne på Vallekilde Højskole og fået nogle af sine største jazzoplevelser der. Han har været i Holland, Tyskland og skal senere på måneden til Finland i jazzens tjeneste. Han har været til hundredevis af jazzkoncerter og interessen er ikke blevet mindre. 

Han er vel det tætteste man kan komme på langt fra den nyligt afdøde, mangeårige anmelder på Politiken Boris Rabinowitsch - der havde ry af at være en uplettet anmelder der ikke hang ud med jazzmusikerne efter koncerterne. Niels Overgård arrangerer jazzkoncerter på Fermaten i Herning, han er venner med flere hundrede jazzmusikere på Facebook. Han har en næsten leflende stil, hvor han kun vil skrive om den gode jazz - og den er der meget af i hans verden. Niels Overgårds eksplorerende og rodede skrivestil er både en frapperende og besættende oplevelse. Det er en meget anbefalelsesværdig blog. 

Jazznyt.com

Helene Bak: Oh so quiet (Gateway)

Der er nok af dem. Kvindelige vokalister med et jazzet touch. Mange har noget på hjerte. Helene Bak er en af dem. Hun er uddannet fra Syddansk Musikkonservatorium, så det musikfaglige burde være på plads. Desuden omgiver hun sig med en perlerække af danske musikere, hvor de fleste er hentet i jazzens verden. I 2013 blev hendes sang It’s spring opført af DR Big Band i forbindelse med konkurrencen Årets Nye Jazzstjerne. Den er selvfølgelig også med på pladen, hvor hun med Jens Haack på sopransax og Jens Jefsen på bas får pakket sangen ind i et sanseligt viselignende univers. 

Helene Bak har investeret en god portion energi på kompositionerne og arrangementerne, der fremstår meget færdige og gennembearbejdede. Tempoet er overvejende i balladehjørnet. Enkelte sange stikker ud, som den hyggeligt vuggende Sailor, hvor Øyvind Ougaard kigger forbi med harmonikaen. Stilistisk er det jazzy singer-songwriter pop, hvor der en gang i mellem drejes af og smides lidt roots og country ind i musikken.

I pressemeddelelsen bruges betegnelsen særligt sensitiv i forbindelse med Helene Baks debutalbum. Som om det skulle være noget helt særligt for netop Helene Bak. Det er noget værre vrøvl i musikalsk sammenhæng. Jeg tror ikke at det er muligt at finde en dansk sangerinde der ikke er i stand til “at mærke sine egne og andres følelser og give sig selv plads til at lade kreativiteten strømme” og da slet ikke hvis man spørger dem selv. Det er veludført og levende. Det er også en kende pænt og næppe for lytteren der trænger til noget uro i sjælen.

helenebak.dk

Luther Thomas: In Denmark (ILK)

København har i kortere og længere perioder været hjemby for adskillige amerikanske jazzmusikere. Alene saxofonisterne tæller notabiliteter som Ben Webster, Dexter Gordon og Stan Getz. Blandt de mindre kendte saxofonister har været Sahib Shihab, Brew Moore og altså Luther Thomas. Sidstnævnte adskiller sig dog fra de andre ved at have aktiv i København indenfor de senere år indtil hans død i 2009. Luther Thomas landede i 1998 på Christiania hvor han bosatte sig og var med til at starte Christiania Jazzclub. Han havde tidligere arbejdet sammen med folk som Joseph Bowie fra Defunkt, Julius Hemphill og Oliver Lake der fik ham til at skifte fra baritonsax til altsax. Luther Thomas in Denmark er udkommet på foranledning af trommeslageren Kresten Osgood der ofte har spillet med Thomas.

På den første CD er der otte numre fra en indspilning lavet på det Rytmiske Musikkonservatorium i 2001, hvor han både spiller i duo med Kresten Osgood, trio hvor Nils Davidsen er tilføjet på bas og endelig i kvartet hvor basunisten Erling Kroner er tilføjet. Det drejer sig om klassikere som Dizzy Gillespies Groovin’ High, Ornette Coleman’s Lonely Woman og Charlie Parker’s Crazeology. Luther Thomas spiller med en sjæl og nerve der sender en sitren gennem musikken. Der er elementer af både Ayler og Coleman. Desuden er der en indspilning fra Musketer festivalen i 2008, hvor han spiller en kvarter lang improviseret duet sammen med basunisten Ole Fessor Lindgren. Det er stærke sager der yder både freejazzeren Thomas og traditionalisten Fessor stor retfærdighed. CD 2 er indspillet kort før Luther Thomas’ død. Den indeholder 80 minutters improviseret solosax iblandet lidt håndpercussion og vokal. Det er voldsomt og krævende. På den anden side, er det også en vigtig udgivelse der viser hvor personlig og original Luther Thomas var. En stor tak til Kresten Osgood for at få Luther Thomas’ musik frem i lyset. Det er en vigtig udgivelse, der også kan tages frem om ti-tyve eller treidve år og give et hint om lyden af jazzen på Christiania lige efter årtusindeskiftet.

ilkmusic.com