København har i kortere og længere perioder været hjemby for adskillige amerikanske jazzmusikere. Alene saxofonisterne tæller notabiliteter som Ben Webster, Dexter Gordon og Stan Getz. Blandt de mindre kendte saxofonister har været Sahib Shihab, Brew Moore og altså Luther Thomas. Sidstnævnte adskiller sig dog fra de andre ved at have aktiv i København indenfor de senere år indtil hans død i 2009. Luther Thomas landede i 1998 på Christiania hvor han bosatte sig og var med til at starte Christiania Jazzclub. Han havde tidligere arbejdet sammen med folk som Joseph Bowie fra Defunkt, Julius Hemphill og Oliver Lake der fik ham til at skifte fra baritonsax til altsax. Luther Thomas in Denmark er udkommet på foranledning af trommeslageren Kresten Osgood der ofte har spillet med Thomas.
På den første CD er der otte numre fra en indspilning lavet på det Rytmiske Musikkonservatorium i 2001, hvor han både spiller i duo med Kresten Osgood, trio hvor Nils Davidsen er tilføjet på bas og endelig i kvartet hvor basunisten Erling Kroner er tilføjet. Det drejer sig om klassikere som Dizzy Gillespies Groovin’ High, Ornette Coleman’s Lonely Woman og Charlie Parker’s Crazeology. Luther Thomas spiller med en sjæl og nerve der sender en sitren gennem musikken. Der er elementer af både Ayler og Coleman. Desuden er der en indspilning fra Musketer festivalen i 2008, hvor han spiller en kvarter lang improviseret duet sammen med basunisten Ole Fessor Lindgren. Det er stærke sager der yder både freejazzeren Thomas og traditionalisten Fessor stor retfærdighed. CD 2 er indspillet kort før Luther Thomas’ død. Den indeholder 80 minutters improviseret solosax iblandet lidt håndpercussion og vokal. Det er voldsomt og krævende. På den anden side, er det også en vigtig udgivelse der viser hvor personlig og original Luther Thomas var. En stor tak til Kresten Osgood for at få Luther Thomas’ musik frem i lyset. Det er en vigtig udgivelse, der også kan tages frem om ti-tyve eller treidve år og give et hint om lyden af jazzen på Christiania lige efter årtusindeskiftet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar