Det er kombinationen af så meget godt, at man bliver bange for at det går galt. Den svenske saxofonist Fredrik Kronkvist tager udgangspunkt i Dizzy Gillespie’s idé om at forene mennesker, musik og rytmer. Han har samlet et internationalt hold af musikere omkring. Landsmændene Martin Sjökvist og Johnny Åman tager sig af henholdsvis klaver og bas. Fra New Orleans kommer trommeslageren Jason Marsalis, som Kronkvist tidligere har lavet plader sammen med. Eliel Lazo på congas kommer fra Cuba og bor i dag i København. Mens sangerinden Mariam Aïda, der medvirker på fire numre har nordafrikanske rødder. Det er heldigvis ikke ualmindeligt med den slags internationale hold i skandinavisk jazz.
Fredrik Kronkvist er en erfaren herre med 15 albums i eget navn på samvittigheden. Og jeg må rent ud tilstå at Afro Cuban Supreme er en af de rigtigt gode. Pladen kommer på formidal vis omkring den afro cubanske jazzfeeling. Pladen starter ikke det mest indlysende sted, når overskriften hedder afro cuban jazz. Efter en intro spiller de Coltrane’s A Love Supreme - Acknowledgement. Herefter går det over stok og sten blandet op med nogle mellemnumre skrevet af Kronkvist. Der er Juan Tizol’s Caravan, som Ellington gjorde til et af jazzens mesterværker. Mange har været der før. Kronkvist formår særligt i kraft af Eliel Lazo’s himmelske congasspil, at give Caravan nyt liv. Der er en række Gillespie-hits, hvor Manteca og A nIght in Tunesia stråler om kap med fuldmånen over Havana.
Kronkvist kombinerer den afro cubanske jazz med Coltrane. Både den intellektuelle på Satellite og den spirituelle, som på Acknowledgement, der også lukker albummet. Oven over det hele stråler Kronkvist med et formidabelt saxofonspil på både alt, sopran og tenorsax, suppleret med basklarinet og fløjte. Afro Cuban Supreme er jazz af den svedigste slags. I øvrigt spiller de på Jazzhus Montmartre d. 27. og 28. oktober.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar