mandag, december 18, 2017

Jon Balke Siwan: Nahnou Houm (ECM) CD/DL/stream

Det er 10 år siden at Jon Balke dannede Siwan. Da de udsendte debutpladen i 2009 fik de bl.a. den tyske pladekritikerpris for årets plade. Den vellykkede sammensmeltning af kulturer, traditioner og religion blev med rette præmieret.

Sangerinden og oud-spilleren Mona Boutchebak fra Algeriet er med for første gang. Hun bakkes op af Balke på keyboards, der også har skrevet al musikken, Helge Norbakken på percussion, Pedram Khavar Zamini på tumbak og Barokksolistene. Sidstnævnte kender vi herhjemme bl.a. fra Trinelise Værings Oh Purity projekt. Musikken er et helt unikt møde mellem arabisk musik, andalusisk klassisk musik og europæisk klassisk musik. Jon Balke bruger tekster fra Al Andalous. Det er beskrivelser fra middelalderen i Spanien, hvor kristne, jøder og muslimer levede i fred side om side i Andalusien. Et dybt fascinerende og tankevækkende projekt, der ikke opleves middelalderligt.


Ingen kommentarer: