fredag, februar 08, 2019

Rymden: Reflections and Odysseys (Jazzland) LP/CD/DL/stream

I starten af nullerne voldhørte jeg Esbjörn Svensson Trio og Bugge Wesseltoft. De er fortsat store favoritter, men indtager ikke helt samme position længere. Primært fordi E.S.T. ikke eksisterer, pga. Esbjörn Svenssons alt for tidlige bortgang og fordi Bugge Wesseltoft ikke siden har lavet plader i samme klasse, som dem han lavede med New Conceptions of Jazz. Nu er de to resterende medlemmer af E.S.T. Dan Berglund på bas og Magnus Öström på trommer gået sammen med Bugge Wesseltoft under navnet Rymden. Forventningerne til trioen er selvsagt store.

De indfries til en vis grad. Der er helt regulære højdespringere som Dan Berglunds Pitter-Patter, hvor fart og Rhodes går op i en højere enhed. Der er selvfølgelig også blevet plads til de rolige ballader, hvor Magnus Öströms The Lugubrious youth of Lucky Luke og Bugge Wesseltofts afslutningsnummer Homegrown er regulære pleasere. De er til en vis grad i det nordiske jazztone-leje, selv om det ellers ikke er noget der præger albummet. 

Det lidt pudsige er at Wesseltoft er den af de tre medlemmer, der rammer tættest på lyden af E.S.T. med sine kompositioner. Her er The Celestial dog and the funeral ship den der kommer nærmest og kunne sagtens have været med på E.S.T. albummet Seven days of falling. Wesseltoft står også for den tunge Råk, der er Black Sabbath udsat for nordisk trio, med en funky afstikker på Rhodes.

Har du det samme nære forhold E.S.T. og Bugge Wesseltoft som jeg, er der en risiko for at du bliver skuffet. Men der er jo som bekendt også risici ved så meget her i livet. Og lige præcis denne risiko tager du ikke skade af. Så tag lige at lyt til den. Jeg er i hvertfald blevet gladere for den undervejs efter, at jeg har hørt den flere gange.


Ingen kommentarer: