mandag, februar 20, 2023

Rosa Passos: Samba sem voce - Live in Copenhagen (Storyville) >> Clarice Assad: Window to the world - a tribute to Milton Nascimento (Vectordisc Records >> Torben Westergaard: Jazz Brazil (Torben Westergaard)

I Danmark har jazz med inspiration fra Brasilien haft det godt i mange år. Her er tre aktuelle og ret forskellige udgivelser, der enten har har rod i Brasilien eller har hentet inspiration derfra.

Den brasilianske sangerinde Rosa Passos gav koncert på Copenhagen Jazzhouse i 2001 i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival. Storyville har allerede udgivet første sæt fra koncerten i 2021. Nu får vi andet sæt med Rosa Passos. Hun tilhører samme generation som Milton Nascimento og Joyce, der alle etablerede sig i og udenfor Brasilien fra starten af 70'erne. Stilen er MPB, bossa og latinjazz. Rosa Passos spiller også guitar og har en sej brasiliansk trio med på scenen. Copenhagen Jazzhouses legendariske chef Lars Thorborg skriver i pladens linernotes, at hun kaldes for Brasiliens Ella Fitzgerald.


Den brasilianske sangerinde Clarice Assad har sammen med den danske trommeslager Johan Dynnesen lavet et hyldest album til singer/songwriter Milton Nascimento. Titlen Window to the world kommer fra sangen Janela para o mundo, som er et nummer fra albummet Nascimento der kom i 1997. Assad finder også musik tidligere i Nascimentos karriere med Clube da Esquina no. 2 (og 1) som han lavede i 1973 sammen med Lo Borges. Clarice Assad synger nogle flotte duetter med broderen Rodrigo Assad på to numre, ligesom hun også gør med Muato. Dynnesen har samlet Jesper Bodilsen på bas og Francesco Cali på accordion til indspilningerne. En god hyldest til en af Brasiliens helt store.

Jazz og brasiliansk musik er en særdeles god kombination. Det understreger bassisten Torben Westergaard med udgivelsen Jazz Brazil, hvor han har komponeret 9 stykker, der har hentet inspiration i det brasilianske. Han har allieret sig med den erfarne brasilianske pianist Helio Alves - der i øvrigt også har spillet med førnævnte Rosa Passos. Herudover er den altid velspillende Hans Ulrik på tenorsax og trommeslageren Jonas Johansen, der kan sætte en rytme så let og præcist, at musikken letter. Percussionisten Rogério Boccato er med på halvdelen af pladen. Han giver  numre som Sambartido og Samba Optimisma autencitet. Jazz Brazil er et vellykket og sammenhængende album.

Rosa Passos - Bandcamp

Clarice Assad

Torben Westergaard - Bandcamp

 

Ingen kommentarer: