Hun har allerede etableret sig solidt som sanger og komponist. Estiske Karmen Rõivassepp, der har boet i Danmark i en årrække, udvider nu CV’et med big band arrangør. Sammen med Aarhus Jazz Orchestra, under ledelse af Nikolai Bøgelund, har hun lavet pladen Ambivalence. Her har hun komponeret og arrangeret musikken. Der er også nogle stykker hvor hun synger. Ligesom på hendes foregående to plader, er der blevet plads til et par sange på hendes modersmål.
Det er den dynamiske side af den nordiske jazz der er i centrum på albummet, hvor særligt et nummer, uden vokal, Metropol står centralt. Hun bruger den store big band lyd. Den skinnende messing syder sammen en veloplagt rytmesektion med Fredrik Sakham på bas og John Riddell på trommer. Det er en anden side af Karmen Rõivassepp der kommer frem på Ambivalence, end den vi kender fra vokalpladerne. Det er ambivalensen. Mellem vokaljazz traditioner og storladen instrumental big band musik. Mellem et estisk ophav, dansk kultur og en amerikansk musiktradition. Det virker naturligt for Karmen Rõivassepp at bevæge sig mellem de forskellige områder. Spørgsmålet er måske nærmere om hun overhovedet bevæger sig. Det behøver hun ikke. Hun er det hele og bruger det til, at lave et formidabelt big band album.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar