fredag, april 19, 2024

Kalaha: Nord Havn (April Records) LP/CD/digital

 

Der er ikke mange der kan spille en afro-inspireret guitar og fortsat lyde som sig selv. Her er Niclas Knudsen i særklasse, hvilket han til overflod har bevist i Ibrahim Electric og pladeaktuelle Kalaha. Han excellerer på åbningsnummeret Ciklidekaj på deres nye album Nordhavn. Titlen på nummeret og den efterfølgende Norsk Fars er med til, at fortælle at Kalaha er et band, hvor humor er en stor del af fortællingen. Både i musik og titler. Her er Nordhavn deres absolut sjoveste og festligste plade. 


Der er psykedelisk rock, acid techno, surf rock, indisk klassisk musik, dub, 70’er fusion og andet godt fra musikkens overflødighedshorn. Det lyder måske kaotisk. Det er det ikke når det er Kalaha, der hælder det ned i deres fantasifuldt koreograferede version af en musikverden. Her danses, hoppes, svajes, svæver og krammes.


Det ny tilkomne medlem Anders Stig Møller på bas og diverse er en god tilføjelse. Han har en old school feeling for bassens placering i musikken, som var han sessionmusiker i Philadelphia i 70’erne. De gamle medlemmer Emil de Waal og Rumpistol udvikler og udfordrer hele tiden dem selv, hinanden og musikken i en grad, så Nordhavn er tæt på at være den bedste Kalaha plade. 

https://kalahamusic.bandcamp.com/album/nord-havn

Ingen kommentarer: