onsdag, maj 15, 2024

Maria Faust Jazz Catastrophe 3rd Mutation: MOTH (Bush Flash Records) LP/CD/digital

 

I forbindelse med årets Spot Festival præsenterede Maria Faust sit nyeste album. Det skete i A-Huset, hvor JazzDanmark og Sunship var værter for en række jazzkoncerter der placerede sig udenfor jazzens mainstream.

Sammen med guitaristen Lars Bech Pilgaard og trommeslageren Kresten Osgood, der var stand in for Anders Vestergaard der ellers spiller på pladen, leverede hun en intens omgang jazz, der var mere struktureret og mindre free end jeg troede på forhånd. 

For det første havde de noder med på scenen og for det andet kunne jeg genkende Moth to The Flame fra koncerten, da jeg hørte pladen. Struktur er ikke det samme som manglende uro. Der er masser af skæve toner og “larmende” indslag undervejs. Altsaxofonisten og komponisten Maria Faust er så meget og har i de senere år arbejdet intenst med solomusik, korværker og musik der placerer sig tæt op ad moderne klassisk musik. 

Her er albummet MOTH en stærk status på lyden af Maria Faust lige nu. Hører man til man til dem, der har en svaghed for lyden af Maria Fausts skarpe altsax, så er albummet en kærkommen gave. Hun befinder sig godt i selskab med Pilgaard og Vestergaard (og live med Osgood). De er på bølgelængde og bevæger sig smukt afsted på en plade, der kommer til at stå tydeligt i den efterhånden meget omfattende Faust-diskografi.

Bandcamp

Ingen kommentarer: