Der er så meget jeg holder af på det her album, at det heldigvis overskygger det som ikke fungerer. For lige at tage det kedelige først. For at få folk gjort interesseret i musikken, ville jeg have valgt en anden vej. Trioens navn er ovre i den klassiske jazztrio eller advokatfirma afdeling - de tre musikeres efternavne nævnt i rap - rimeligt anonymt og ikke en indikation af at musikken er pisse cool. Pladecoveret er i samme triste afdeling. Et frækt cover med klare grafiske referencer til Blue Notes klassiske covers er ret oplagt.
Hvorfor går jeg så meget op i det? Det gør jeg fordi jeg synes at det er et megalækkert album, som trioen med Carsten Skov på vibrafon i spidsen har lavet. Assi Roar spiller bas og Frands Rifbjerg spiller trommer. Skov og Roar medvirker begge på et af mine favoritalbums fra nullerne, Yellow Fever! med Senor Coconut, hvor de har fremtrædende roller.
Albummet åbner med den lettere obskure Busy Spectacle, der også er pladens titel. Melodien er fra en library-opsamling fra 1970 og i trioens version er der tilpas med thriller og suspense til, at den kan ledsage en biljagt med en orange Ford Capri mk 1. Herefter kommer Komeda’s udødelige titelmelodi til filmen Rosemary’s Baby, hvor Carsten Skovs sanselige vibrafon er helt perfekt. Der er også blevet plads til et par Ellington-numre og en enkelt fra Billie Holiday sangkataloget. Mine favoritter er uden tvivl trioens fortolkninger af The Doors’ Light my fire, hvor de fint balancerer på kanten til det kitschede og så deres fortolkning af Duke Pearsons Sweet Honey Bee. Det swinger som ind i h……
Skænk dig en Campari, læn dig tilbage i lænestolen og svøm væk i en verden af behagelig lækkerhed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar