Så blev det min tredje dag på Copenhagen Jazz Festival. Jazzdanmark havde inviteret til netværksbar på deres nye kontor på Frederiksberg. Her var der mulighed for at smage på den helt unikke øl lavet til Jazzdanmark, der hedder Jaywalkin’ - opkaldt efter et 50 år gammelt album, der med rette kan kaldes dansk jazzklassiker. Der var også, nok som det primære, mulighed for at møde musikere og branchefolk. En fin mulighed for en jazzblogger, der også er med til at lave jazzkoncerter i Herning for, at hilse jazzfolket.
Efter aftensmad, var det tid til at høre Blåly, som jeg endnu ikke havde hørt live. Jeg ville også gerne have været til koncert med Kalaha, der spillede sidste koncert med Rumpistol som medlem. Uden at lyde for meget som fanboy, så har jeg hørt dem mange gange og skal snart høre dem igen på Moorjazz Festival i Herning (uden Rumpistol men med Hilal Kaya) - så de blev droppet til fordel for trioen, hvis plade Nystalgi har kørt mange runder på min pladespiller.
Blåly består af Barbara Fiig på piano, Johan Kjær Houver på bas og Timon Matern på trommer. De spillede i Studenterhusets hyggelige gård, hvor der altid er mulighed for at høre gode danske jazznavne i løbet Copenhagen Jazz Festival. Det var heller ikke nogen undtagelse her. De spillede velkendte numre fra Nystalgi; Afsked, Hoppet og ikke mindst Daggry, der handler om morgenen i en børnefamilie, den udviklede sig som en minisuite, hvor temperament og følelser kunne mærkes. Trioen spillede sin sidste koncert under festivalen. Det var tydeligt at de har et godt kendskab til hinanden som de også bruger. De spillede også nyt materiale fra det album der kommer i 2026. En god og stemningsfuld koncert.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar