FUNK UD OVER DET HELE
Hvis der er noget der er rigtigt meget af i min pladesamling, så er det funky jazz. Her er 1975 et af de helt store år. Disco var i sin tidlige vorden. Jazzfløjtenisten Herbie Mann indtog i februar 1975 førstepladsen på Billboard nye Hot Dance Club Play. En hitliste der afspejlede det der blev spillet på diskotekerne i New York og omegn. Det var nummeret Hi-jack fra albummet Discotheque der tog førstepladsen. Albummet indeholdt også versioner af Average White Bands Pick up the pieces og Labelles Lady Marmalade.
Trompetisten Donald Byrd havde fingrene godt og grundigt nede i funkkrukken, hvor tunge grooves, strygere og vokaler uden dybere budskaber markerede en ny tid for pladeselskabet Blue Note. Han havde allieret sig med Mizell brødrene, der kunne deres funk. De var også med til, at lave Donald Byrds andet album i 1975, Stepping into tomorrow, ligesom de også sammen med Donald Byrd var med til at lave The Blackbyrds albummet City Life med den udødelige Rock Creek Park og den mindre kendte og anbefalelsesværdige Vibes of truth med The 3 Pieces. Desuden var Mizell brødrene også inde over fløjtenisten Bobbi Humphreys Fancy Dancer, der også kom på Blue Note.
Brecker Brothers debuterede med pladen der slet og ret hed The Brecker Brothers. Den åbner med Skunk Funk. Så kan hornbaseret jazzfunk simpelthen ikke skæres skarpere. Albummet indeholder også den skønne tilbagelænede Sneaking up behind you. Jazztrommeslageren Harvey Mason, der i 1977 lavede discobangeren Till you take my love, debuterede i 1975 med Marching in the street. Her markerer guitaristen Lee Ritenour sig ret tydeligt. Den dengang 23 årige guitarist havde bla. skrevet nummeret Wild rice på pladen. Alene i 1975 medvirker Lee Ritenour på plader med Aretha Franklin, Oliver Nelson, Patrice Rushen, George Duke, Michael Omartian, Art Garfunkel, Carly Simon, Brass Fever og Alphonse Mouzon.
Apropos sessionguitarister, så er John Tropea’s album Tropea en stor klassiker i min samling. Det er behagelig souljazzfunk med en sjat disco. Albummet holder hele vejen. I øvrigt spiller Steve Gadd trommer på pladen.
En af mine store favoritter fra 1975 er bassisten fra Ramsey Lewis’ band, Cleveland Eaton’s Plenty good Eaton, der blev udgivet af Black Jazz Records. Det er en tung basladet sag, der har trukket på inspiration fra blaxploitation film og andet godt. All you lover, all day, all night er altid et godt nummer.
I Philadelphia holdt studiet Sigma Sound Studios til. Lokale helte som Harold Melvin & The Blue Note og Billy Paul fik indspillet deres største hits der. Studiet havde blandt andet et fuldt orkester med blæsere og strygere, der sad klar, når der var brug for den slags lækkerier. Det havde The Salsoul Orchestra med Vincent Montana jr. i spidsen. De lavede deres første plade i 1975. En overdreven overvejende instrumental funky soulsag med få og velplacerede jazzelementer. I samme afdeling skal det andet Philadelphia instrumentale funkband MFSB også nævnes. Jeg kan heller ikke lade være med at nævne, at David Bowie i 1975 indspillede en stor del af et af hans allerbedste albums, Young Americans i Sigma Sound Studios i Philadelphia, hvor en ung David Sanborn tog en vigtig tørn på saxofonen.
Funky jazz havde godt fat i hele verden. I Brasilien udsendte min favorit jazzfunktrio Azymuth, deres første album. I Frankrig kom den første plade med Cortex, der siden har opnået kultstatus bl.a. i kraft af at hip hoppen har brugt mange samples fra albummet. Det er funky med elementer af både bossa og rock. Et andet fransk kultnavn er Harlem Pop Trotters, der har solgt flere plader i dag end de gjorde dengang.
I Polen var man heller ikke døv overfor funken. Her lavede saxofonisten Zbigniew Namislowski albummet Kujaviak goes funky. Det er Wojciech Karolak der spiller elpiano på albummet. Karolak lavede selv pladen Easy! der sine steder kan minde om Weather Report.
Japanske Jiro Inagaki skrev linernotes til den japanske udgave af Brecker Brothers første plade. Han spillede saxofon og var med til at lave pladen Funky Stuff med bandet Soul Media, der i de senere år er genudgivet på vinyl i flere udgaver. Den nyopståede interesse for albummet giver god mening. Det er organisk og røvrystende lækkert arrangeret jazzfunk. En anden japansk funky plade fra 1975 er Akira Ishikawas Back to rhythm, der primært indeholder coverversioner af kendinge som Bongo Rock, Pick up the pieces, I shot the sherif og den helt syge Hey Jude, sunget på japansk. Nummeret Do it (till you’re satisfied) er til gengæld topklasse.
Jeg har svært ved at begrænse mig i dette afsnit om jazzfunken. Men jeg må hellere lukke ned nu og leve med at der er en masse jeg ikke får nævnt. Jeg kan anbefale at læse mine tidligere indlæg om Discojazz, hvor der også musik fra 1975. I det sidste afsnit handler det om den eksperimenterende jazz og nogle eftertanker.
Playliste med 100 jazznumre fra 1975
