MILES HAVDE BRUG FOR EN PAUSE
Miles Davis var 48 år i 1975, da han indledte en 3 uger lang turné i Japan, der kastede de to album Agartha og Pangaea af sig. Førstnævnte blev udgivet samme år i Japan og Europa men først året efter i USA. På det tidspunkt havde Miles Davis trukket sig fra offentligheden og spillede ikke igen før 1980. De japanske live-indspilninger var nogle hidsigt funky jazzrock udladninger fra et skarpt band, som han havde turneret med i to år på det tidspunkt.
1975 var et stort jazzpladeår. Der kom nogle afsindigt gode plader, der stadig holder. Nogle blev meget populære i samtiden - andre opdaget siden hen - mens en helt tredje kategori er dem, der flyttede jazzen, blev populære i samtiden og i dag er tidløse klassikere. I denne artikel vil jeg gennemgå lidt af hvert fra jazzens overdrev, forhåbentlig skabe et overblik og gøre dig mere nysgerrig på jazzen fra 1975.
1975 var året hvor flere af de musikere som Miles Davis tidligere havde spillet sammen med, udgav deres bedste og mest kendte plader. Jeg kan lige så godt lægge ud med den største af dem alle. Keith Jarretts The Köln Concert, der blev indspillet d. 24. januar på Operaen i Köln. Pladen blev udgivet i november samme år og er en af den slags jazzplader, der har fundet et kæmpe publikum, også langt udenfor jazzen. Det vilde er, at Keith Jarrett også får udsendt pladerne Death and the flowet, Luminessence, El Juicio (The judgement) og Backhand i 1975, hvor særligt den første er en af mine mange Jarrett-favoritter. Ifølge Wikipedia er The Köln Concert det bedst sælgende soloalbum og klaveralbum nogensinde, rygtet siger over 4 mio. albums. Keith Jarrett var uoplagt, havde ondt i ryggen, sovet dårligt og for at toppe det hele, så var flygelet i meget dårlig stand - og der var ikke tid til at skifte det. Det var på den baggrund, at han pressede sig selv til det yderste og lavede albummet, der bør stå i en enhver jazzhusholdning.
Nogle få dage før Jarretts koncert i Köln havde saxofonisten Wayne Shorter, der bla. spillede med Miles i den berømte kvintet i 60’erne, udgivet albummet Native Dancer, hvor han var sammen med brasilianeren Milton Nascimento. Shorter og Nascimento lavede et vellykket møde mellem amerikansk jazz som den lød i midt-halvfjerdserne og brasilianske musiktradtitioner. Det var ikke direkte de ellers populære brasilianske bossa, tropicalia eller MPB genrer, selvom der var enkelte elementer. Milton Nascimento havde medbragt egne musikere og Shorter medbragte bla. Herbie Hancock.
Hancock havde også et godt 1975. Han lavede sit måske mest råfunky album nogensinde. Man-child markerede også slutningen på Headhunters samarbejdet. Headhunters lavede selv den ustyrligt fede Survival of the fittest i 1975. Albummet åbner med Hang up your hang ups. Riffs og grooves serveres med selvsikker præcision.
Pianisten Chick Corea der sammen med Hancock og Jarrett havde været med til, at sætte ild til den elektriske Miles, var meget aktiv på udgivelsesfronten Han havde produceret og spillet på Stan Getz pladen Captain Marvel i 1972, den så først dagens lys i 1975. Her spillede Stanley Clarke bas. Samme Clarke var selvfølgelig også med på Return To Forever pladen No Mystery sammen med Chick Corea. Al Di Meola’s guitar var med til at trække den ellers rimeligt funky plade i jazzrock retningen. Chick Corea fik en Grammy i kategorien Award for Best Instrumental Jazz Performance, Individual or Group i 1975 for denne plade.
Jazzrock var hot shit I 1975. Mahavishnu Orchestra med den tidligere Miles Davis guitarist John McLaughlin, udgav deres femte album med Visions of the emerald beyond. Trommeslageren fra 60’er kvintetten Tony Williams havde allerede lagt Lifetime bandet i graven og forsøgte sig nu med The New Lifetime, hvor han havde taget det engelske guitargeni Allen Holdsworth med i studiet. Inden jeg i næste afsnit går i flæsket på jazzrocken, vender jeg lige den sidste Miles-kumpan. Bassisten Ron Carter.
Carter havde travlt med pladeselskabet CTi, hvor han spillede på albums med Jim Hall (Concierto), Don Sebesky (The rape of El Morro), Hubert Laws (The Chicago Theme), Gerry Mulligan/Chet Baker (Carnegie Hall Concert), Stanley Turrentine (The Sugar Man), Freddie Hubbard (Polar AC) og sin egen Spanish Blue. Han nåede også at medvirke på plader med bla. Eddie Palmieri, Dr. Lonnie Smith, Gato Barbieri, Horace Silver, Hank Jones og mange andre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar