Radioens Big Band eller DR Big Band som det hedder nu om dage er lige fyldt 60 år. Historien går længere tilbage - og her indtager Otto Francker en meget central rolle. Han var både arrangør og dirigent for Radiodanseorkestret, hvor der nu er dukket to CD’er op, spækket med indspilninger fra 1962, hvor han indtager ledelsen. Han havde allerede etableret sig som et stabilt navn indenfor underholdningsmusikken, der blev cementeret året efter disse indspilninger, da han skrev Melodi Grand Prix vinderen Dansevise.
Vi præsenteres for 46 numre. Jeg har indtrykket af at alt er med fra den periode. Selvfølgelig kunne man have været hård og kun udgivet de mest jazzede sager.. Så havde man ikke fortalt historien ordentligt. Det er kun godt, at alle detaljerne er med.
Jeg er ikke bekendt med ret mange af musikerne i Radiodanseorkestret - det fortæller nok mere om mig. For jazz det kan de spille.
På den første CD spiller de den vidunderligt veloplagte I cover the waterfront, der i arrangementet er skåret skarpt til blæserne. Vi får også uopslidelige klassikere som Love is here to stay, I could have danced all night og Walkin’. Otto Franckers egne numre Bell Sheep og Back to Indiana er to charmerende jazznumre.
En dejlig bonus på den første CD er de fem numre med Pedro Biker, hvor han går direkte ind hos mig, når han synger They Can’t take that away from me.
På den anden CD dukker Grethe Sønck op. Tre år efter hendes giganthit Klaus Jørgen, synger hun jazz som var det hendes primære ting. From here to eternity og Be careful it’s my heart er to fine dokumenter på, at Sønck kunne mere end revy og refrænsang. Hendes let mørke vokal passer fint til big bandet.
De spiller også Bobby Timmons klassikeren This here, hvor rytmegruppen har fanget det swingende beat i souljazz nummeret. Blæserne er på overarbejde. Den senere giro 413 og Hej P3 vært, Erik Kaare leverer en god solo på guitar.
Begge CD’er er vægtige dokumenter i dansk jazzhistorie - og skal høres af alle med interesse for dansk jazzhistorie.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar