DANSK JAZZ OG ET FREMADSTORMENDE PLADESELSKAB FRA KLAMPENBORG
Der kom ikke mange jazzplader med ny dansk jazz i 1975. Til gengæld kom der flere plader, der fortsat er værd at lytte til - endda med stor glæde.
I Danmark sang det gamle Jazzhus Montmartre i St. Regnegade på sidste vers og lukkede endeligt i februar 1976. Meget symptomatisk, så var den amerikanske tenorgigant Dexter Gordon rejst hjem til USA i 1975 efter, at have boet i Danmark siden 60'erne. Til gengæld nåede Nils Winther fra pladeselskabet Steeplechase at lave en kontrakt med ham, der bla. kastede den Palle Mikkelborg arrangerede plade More than you know af sig. I det hele taget var Steeplechase i topform i den periode. Det kun tre år gamle pladeselskab udsendte plader i en lind strøm - det gør de iøvrigt stadig. Plader med Jackie McLean, Duke Jordan, Andrew Hill, Clifford Jordan, Kenny Drew, Walt Dickerson og Lee Konitz var med til, at gøre det til en af Steeplechase's bedste perioder. Her vil jeg i øvrigt gerne fremhæve Jackie McLean's New York Calling.
Niels-Henning Ørsted Pedersen udgav sin første plade i eget navn efter at han lavet de yderst succesfulde Duo-plader med Kenny Drew. Han var sammen med barndomsvennen Ole Kock Hansen, der selv udsendte LP'en Folkeviser i 1975 og de to udenlandske stjerner Phillip Catherine på guitar og Billy Higgins på trommer. Pladen er et tidstypisk dokument med el-klaver og en manglende retning. Til gengæld er det en fornøjelse at høre NHØP's skønne baslyd ud over det hele. Det er ham der bestemmer. Evige favoritter hos mig er Summer Song og melodien til datteren, My Little Anna.
Den anden danske udgivelse fra Steeplechase var Coronarias Dans' Visitor. Noget helt andet end Niels Henning Ørsted Pedersen. Trioen med de tre musikere, Kenneth Knudsen på keyboards, Claus Bøhling på guitar, Peter Friis Nielsen på bas og Ole Streenberg på trommer var ikke full blown jazzrock, selvom de nok viste deres jazzrock credentials med den afsluttende Which Witch. Inden da, kommer de vidt omkring og har efterladt et værdigt dokument fra et af 70'ernes mest spændende danske bands.
Secret Oyster var vel kongerne indenfor jazzrocken herhjemme. Tre af medlemmerne fra Coronarias Dans går igen i Secret Oyster. Det var Karsten Vogel der stod i spidsen og havde komponeret Vidunderlige kælling. Det er en fed sammenhængende musikalsk historie.
Gruppen Buki Yamaz indeholdt nogle medlemmer der i årene efter 1975 satte dybe spor i dansk musik. Latin, funk og jazz var fundamentet for gruppen på deres fænomenale debutplade, hvor Hot Funk og Mambo for Lone er blandt stjernenumrene. Kasper Winding var kortvarigt inde over gruppen og har skrevet fire numre på pladen. Mikkel Nordsø blev senere stjerne med Sneakers. Kim Sagild producerede diverse hovedværker i dansk rock i firserne. Aske Bentzon lavede det udødelige album Badminton. Henrik Bødtcher producerede både Nanna, Tøsedrengene, Halberg-Larsen og mange flere.
Her til sidst i afsnittet om de danske jazzplader fra 1975, kan jeg ikke lade være med at nævne Papa Bue og Lillers hitplade Man kan vel ikke gøre for at man har charme. Det mest vellykkede crossover mellem traditionel jazz og dansktop nogensinde. LP'en solgte til en sølvplade. Min far, der på det tidspunkt var en 29 årig typograf havde også købt pladen. Jeg kan med garanti sige, at det var den eneste jazzplade jeg hørte i 1975, som 7 årig i vores nye gule parcelhus. Jeg har ikke hørt den meget siden. Men charme? Det har den.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar