ELGUITAR OG SAXOFON - SKAL VI HA’ JAZZROCK OG FUSION?
Elguitaren med tilhørende pedal havde gode kår i midten af 70’erne i jazzen. Det hed jazzrock og var måske ved at toppe. På den anden side var fusionsjazzen på vej. Mahavishnu Orchestra havde udgivet deres bedste albums. Kongen af jazzrocken, Miles Davis, var gået i hi. Return to Forever havde endnu et par skud i bøssen. Men hvordan stod det ellers til?
Jeg kommer omkring danske Secret Oyster og Coronaria Dans i næste afsnit. I Sverige debuterede Kornet med deres første plade. De holdt til i den blødere ende af jazzrocken og brugte både xylofon, marimba, el klaver og lækre melodier.
I Norge havde guitaristen Terje Rypdal lavet Odyssey, hans fjerde album for pladeselskabet ECM. Nogle vil mene, at det er en regulær jazzrock klassiker. Der er mørke og melankolske progrock elementer og en originalitet udover det sædvanlige.
ECM var med på jazzrockbølgen, men ligesom med Terje Rypdal, så gik de ikke den lige vej. En af de helt store plader fra ECM i 1975, var uden tvivl John Abercrombies Timeless. Han er sammen med Jan Hammer på tangenter og Jack DeJohnette på trommer. Hovedværket på albummet, er det 12 minutter lange svævende og tidløse titelnummer.
Guitaristen Ralph Towner udgav Solstice på ECM, her var han sammen med tyske Eberhard Weber og norske Jon Christensen og Jan Garbarek. En rolig, luftig og europæisk jazzklassiker.
Jazzrocken havde gode kår i 1975 i Europa, med kunstnere som engelske Nucleus, Soft Machine, Robert Wyatt, Jeff Beck og King Crimson, hollandske Focus, tyske Passport, italienske Napoli Centrale og franske Magma opnåede en vis popularitet.
Fra USA kom multigenremusikeren Frank Zappas One size fits all, hvor George Duke medvirkede. Village Voice anmelderen Robert Christgau skrev rammende i hans anmeldelse: "Zappa's music has gotten a little slicker rhythmically—which is what happens when you consort with jazz guys—but basically it's unchanged.”
Weather Report med Wayne Shorter og Joe Zawinul udsendte Tale Spinning, hvor nummeret Lusitanos for mig, står som en klassiker. Joe Zawinul var helt fremme i bussen i brugen af nye synthesizere på albummet.
Playliste med 100 jazznumre fra 1975
Ingen kommentarer:
Send en kommentar