Veteranerne på den danske klezmerscene er tilbage! Siden Channe Nussbaum og Spielniks startede for 23 år siden er der kommet flere danske klezmerbands til. Her har Klezmofobia og Mames Babegenush indenfor de senere år gjort deres til, at det danske publikum har fået ørerne op for stilarten. Men Spielniks overbeviser os med deres nye udspil Alt und aggressiv om, at der stadig er plads til dem. De spiller jidpop, der er en opdateret blanding af klezmer og jiddische lieder. Der synges på "forkert tysk", en mellemeuropæisk sprog-blanding indeholdende tysk, polsk, engelsk og dansk. Man kommer ret hurtigt til, at tage sig selv i at synge med på velklingende popsange som Sigmund, Heinz, Bim Bam Burry og titelmelodien Alt und aggressiv. Der er indblandet en ordentlig portion humor i Spielniks. De koketerer med at de er blevet gamle og som følge deraf mere aggressive. De hylder erfaring og gør op med klichéen om at man bliver mild og god med alderen. Det er over 10 år siden de sidst lavede en plade. Siden har de forskellige medlemmer lavet mange forskellige ting. Torben Steno på guitar og vokal har huseret på DR2 og sammen med Magtens Korridorer forsangeren Johan Olsen i Pligten Kalder. De andre medlemmer Jens Tolsgaard på akkordion mm, Peter Nielsen på bas og trommeslageren Morten Krøgholt har hver for sig været involveret i at lave musik til teater, tv, film og danseforestillinger. Klarinetisten Peter Jessen har blandt andet brugt tiden på at opfinde mezzosopransaxofonen. Sangerinden Channe Nussbaum har skrevet næsten al musikken på en plade, der nok skal finde et publikum blandt dem der, udover poppet klezmer har en forkærlighed for cabaret, Tom Waits, Serge Gainsbourg og modne mænd. My Space: www.myspace.com/channenussbaumspielniks Video med pladens mest veloplagte hit Heinz: www.youtube.com/watch?v=hAJiZEwHL_4
Groovy, swingende og ukompliceret jazzfunk med kærlige hilsner til Maceo Parker, Tower of Power og Brecker Brothers er som regel en kæmpe fornøjelse. Det synes saxofonisten og bandlederen Kasper Fredholm også. Under navnet Kasper Fredholm Groove Syndrome har han kastet sig ud i den kropsligt besnærende genre. Der er kærlige nik fra Fredholms saxofon til Michael Brecker og specielt Maceo Parker, der i starten af 90'erne lavede Roots Revisited og Mo'Roots pladerne. Det var 70'ernes jazzfunk med med stort J og iblandet en masse af 60'ernes souljazz. Det samme gør Kasper Fredholm. Han bakkes solidt op af et velspillende band med Nicholas Kingo på keyboards og Simon Dyhr på bas i nogle fremtrædende roller. Flere af melodierne er standards. The shadow of your smile og Yesterdays har begge fået sprøjtet en omgang funk ind i blodårerne. Et irriterende afbræk midt på pladen i form af Nature boy trækker dog ned. Primært fordi bandet pludselig trækker funkstikket ud. Det virker malplaceret midt på pladen, bedst som man funker igennem. Den kunne have lukket pladen. Undervejs gæstes pladen af flere gæster. En velsyngende Kendra Lou, en grovfunkende guitarist i form af Aske Jacoby og trompetisten Peter Kehl. Kasper Fredholm spiller også i Django Reinhardt-tributen Rêve Bohème. Han har med denne plade vist overraskende nye sider af sit saxofonspil. Kasper Fredholm: fredholmjazz.dk
The RawList Ugens liste indeholder rå uforfalsket nutidig jazz. Mange af musikerne har det tilfælles at de er kommet frem i det forgangne tiår. Nogle af dem har måske kun lavet en plade i eget navn, som feks. Nicolai Munch-Hansen og Christoffer Møller. De har så begge været aktive som sidemen i mange forskellige projekter, også udenfor jazzen, hos feks.Tim Christensen. På listen finder man jazz inspireret af dansk folkemusik (Jonas Müller) og Country (Christoffer Møller). En ting går dog igen på alle numrene. Det er original dansk komponeret jazz spillet af en lang række fænomenale musikere. God jazzfornøjelse!
121: Jakob Dinesen feat. Kurt Rosenwinkel: Everything will be alright Everything will be alright Stunt 2002
122: Søren Kjærgaard Trio: Mount Duke Akustika ILK 2004
123: Christoffer Møller: C&W To the long lost Universal 2005
124: Lisbeth Diers: September Chime Spicy Tuna 2005
125: Jakob Buchanan Sextet: Hey...What have You done I Buchanan Records 2006
126: Lovedale: This one goes to thirteen Grill Music ILK 2006
127: Pauseland: My Room Pauseland Pauseland 2006
128: Jonas Müller: Krager i vilden sky East african prayer meeting suite ILK 2007
129: Mark Solborg 4: Ear 1+1+1+1 ILK 2007
130: Nicolai Munch Hansen: Open road Wanna do right, but not right now Loveland Records 2007
131: Olivier Antunes: Blue Orange 1'st sketches Calibrated 2007
Jazzen er ofte udskældt for at være elitær - men selv indenfor det elitære kan man også være elitær (elielitær?). Filminstruktøren og forfatteren Christian Braad Thomsen hører til i den kategori. Han er manden bag bogen Drømmejazz, hvor han har udvalgt 100 af jazzens bedste CD'er. Det er ikke så ofte at der udkommer den slags bøger på dansk - Jeg kan umiddelbart kun komme i tanke om T.s. Høeg's Verdens 25 bedste jazzplader fra 2001. Det sjove er, at de kan blive enige om at Albert Ayler og Ornette Coleman skal med på en sådan liste og at Oscar Peterson og Herbie Hancock ikke skal med. Braad Thomsen udfolder sig på over 400 sider. Det er den store styrke ved bogen. Han ved en masse om jazz! -helt vildt meget endda. Det er for det meste spændende og han sætter ofte en dansk vinkel på. Som under afsnittet om Stan Getz-pladen Getz/Gilberto, hvor han kommer ind på Getz's ophold i Danmark i slut-50'erne. Ligeledes nævnes Stan Getz's 1991-koncertindspilning People Time fra Montmartre også. Her får Braad Thomsen udnævnt denne fænomenale duo-indspilning til at være en kvartet-plade. Her bliver jeg altså nødt til at hoppe i min stol og pege med fingeren. En faktuel fejl i Braad Thomsen's bog! Det havde måske ikke haft den store betydning, hvis det ikke lige var fordi Braad Thomsen selv er enormt meget på nakken af liner notes-forfattere og andre, hvis de har skrevet noget forkert. Han går grundigt i dybden med den tidlige jazz og kan have svært ved sortere noget fra i de tidlige år. Således mener han at det er nødvendigt med en boks med alle sangerinden Bessie Smith's 160 sange. Det er en af svaghederne ved en sådan liste. Det vigtigste skal med. 160 sange med Bessie Smith bliver for meget - og for kedeligt i længden. I jazzens tidlige år bliver blues-kunstnere som Lightnin' Hopkins og T-Bone Walker også inkluderet. Der følges senere op i bogen med flere kunstnere der ikke direkte er jazzmusikere, som feks. Ray Charles. De er relevante for jazzen og dens udvikling. Det er dog ikke helt tydeligt, hvorfor det lige er de kunstnere der er valgt. Braad Thomsen kan godt lide blues, men ignorerer udover Ray Charles fuldstændigt soul-, r'n'b- og rockmusikkens store betydning for jazzen og dens udbredelse Der er ikke mange danske jazzmusikere med i bogen. Der er fundet plads til Lotte Anker, Marilyn Mazur (med en plade som Braad Thomsen lavede en film om), NHØP (sammen med Michel Petrucciani) og Peter Friis Nielsen (sammen med Peter Brötzmann). Der er ikke en eneste musiker under 50 år med i bogen. Jeg synes at det bliver for kedeligt og snæversynet, hvis man som jazzfan ikke er istand til, at høre at yngre jazzmusikere også er fremkommet med musik af vigtighed for jazzhistorien - hvad med feks. Nils Petter Molvær, Bugge Wesseltoft, Ethan Iverson, Jason Moran eller danskere som Jakob Bro, Carsten Dahl eller Jacob Anderskov? På trods af at bogen er helt ny, fremkommer der mange bedagede iagttagelser, som feks. at Enrico Pieranunzi, NHØP, Petrucciani, Garbarek og Evan Parker er blandt de få europæiske musikere der kan gøre sig gældende i jazzens absolutte elite. Noget der havde en hvis sandhed for mere end 10-15 år siden. Siden da er bla. Esbjörn Svensson og Stefano Bollani kommet til. I forbindelse med overklassikeren Kind of Blue ofrer han kun en sætning på altsaxofonisten Cannonball Adderley, som han omtaler som værende en jovial tyksak. Herefter kaster han sig ud i en lang beskrivelse af Coltranes store evner. Da udstiller det meget tydeligt Braad Thomsens snævre jazzsyn. Han er fuldstændigt forgabt i Billie Holiday, Cecil Taylor, John Coltrane og Albert Ayler. Braad Thomsen er vel det tætteste på en fundamentalist, man kan støde på i dagens jazzfanskare. I gamle dage kaldte man det jazzpolitiet. Det handler meget om at udelukke en masse fra jazzens ellers bredtfavnende scene. Som noget der ikke er godt eller "rigtigt" på den ene eller anden måde. Braad Thomsen har desværre en alt for stor forkærlighed for det man kunne kalde hjernejazzen. Det bliver derfor en meget ensidig og noget glædesløs version af jazzens historie. Bogen kan ikke anbefales til den nye jazzfan. Vedkommende bliver skræmt væk af Braad Thomsens intellektualisering og forsnævring af en musikform, der ellers normalt indeholder en bredde, nysgerrighed og ikke mindst åbenhed overfor det fremmede og nye. Gamle jazzfans kan fornøje sig med at læse de mange spændende anekdoter som Braad Thomsen til alt held ligger inde med - og er god til at formidle.
Den engelske altsaxofonist (og rapper) Soweto Kinch gæster Jazzhouse d. 4. dec. Han medbringer sit eget band til noget der kan blive en særdeles hed decemberaften. Senere i december, d. 18. er Al Agami på Jazzhousescenen med sit nye band The Rap Rehab Ensemble, med bla. Carsten Skov på vibrafon og Ben Besiakow på keyboards.
D. 10. december er der også hiphop/jazz på programmet på Ingolfs Kaffebar i København, hvor DJazZ Exp. feat. Pede B spiller. Guitaristen Tao Højgaard står i spidsen for bandet, hvor han deles om pladsen med freestyle-rapperen og ord-improvisatoren Pede B. My Space: www.myspace.com/djazzexp
Den amerikanske saxofonist/basklarinetist Andrew D´angelo kommer til Danmark i februar og marts. JazzDanmark har fået penge fra DIVA (Danish International Visiting Artists) programmet til at finansiere hans ophold i Danmark. Læs mere her
”Copenhagen Jazz Festival Experience" skal promovere København og Copenhagen Jazz Festival ved at bringe byens største musikbegivenhed ud på "turné" i udvalgte byer/lande i udlandet. Det skal skabe øget international omtale af festivalen og fremvise København som kreativ, musikorienteret kulturmetropol. Med støtte på dkk 1.500.000 fra fonden har Copenhagen Jazz Festival fået en enestående mulighed for at intensivere og opgradere markedsføringen af festivalen i Tyskland, England og USA. Læs mere her
Det her er en meget velkommen og atypisk bog. Alene det at man vælger at give bogen en undertitel hvor ordet jazzstjerne indgår. Hvor det vel at mærke hverken er amerikanske eller døde jazzmusikere det handler om. All That Swedish Jazz er en bog, med historien om 12 nulevende svenske jazzmusikere. Nogle af dem er meget kendte og givetvis også mere stjerner end andre i bogen. Men det betyder ikke så meget. Bogen er skrevet af journalisterne Lisbeth Axelsson og Rolf Jansson, der i 2007 udgav en bog om basunisten Nils Landgren og hans musikalske rødder. Koblingen til Nils Landgren er der fortsat. Udover et kapitel om ham, er mange af musikerne på den ene eller anden måde knyttet til Landgren. Landgren har haft en kæmpe betydning for svensk jazz's store popularitet i specielt Tyskland. Populariteten er så stor, at denne bog endda også udgives i en tysk oversættelse. Nils Landgren har siden 90'erne haft kontrakt med det tyske pladeselskab ACT Records, hvor han udover selv at få udgivet sine plader, har hjulpet mange andre kunstnere til at blive tilknyttet selskabet. Her er Esbjörn Svensson uden tvivl den største. I bogen møder vi nogle af de andre. Sangerinderne Viktoria Tolstoy og Rigmor Gustafsson er to lysende eksempler på den succes som svensk jazz fortjent har opnået udenfor Sverige. I bogen er alle tolv historier fælles om, at de går tilbage til musikernes barndom og ungdom. Hvad kommer de fra og ikke mindst hvor kommer de fra er tilbagevendende temaer. Der er små interviews med forældre og musiklærere, der fortæller om musikerne i de tidlige år. Feks. har pianisten Jan Lundgren og guitaristen Andreas Öberg begge en fortid som lovende ungdomstennisspillere. I bogen er der også artikler om Lisen Rylander Löve, Peter Asplund, Magnum Coltrane Price, Magnus Lindgren, Jon Fält, Karin Hammar og Martin Tingvall. Der følger en CD med bogen med 12 numre med musikerne fra bogen. Bogen er forrygende hyldest til den nutidige svenske jazz. Sådan er bog her, er en rigtig god idé! Bare det at bogen kommer i en tysk oversættelse vil helt sikkert føje flere kapitler til det svenske jazzeventyr i Tyskland. -og ja, det kunne være en fornøjelse, hvis der kom en lignende bog om dansk jazz. Votum Förlag: www.votumforlag.se
The Ol'List Standards er en ting. Der findes også mange andre ældre melodier, der er særdeles velegnede til at få en jazzoverhaling. På ugens liste har numrene det tilfælles, at det er genindspilninger af (ofte) gammelkendte melodier. Her er både Elvis, Tim Christensen, Bent Fabricius Bjerre, Jørgen Ingmann og mange andre. En enkelt næsten original har sneget sig med på listen. Fini Høstrups Eventide er en ny version af hans egen titelmelodi til filmen Springflod. God fornøjelse!
101: Simon Spang-Hanssen & Central earth: Du gamle måne South of Nowhere Spangster Records 2001
102: Nulle & Verdensorkestret: Månestrålen A global affair Olufsen Records 2001
103: Thomas Clausen: My favourite things My favourite things Stunt 2001
104: Christina von Bülow Trio: Tænk på et tal Spiller Bent Fabricius Bjerre MBO/Metorion 2004
105: Fini Høstrup: Eventide So gentle Stunt 2004
106: Thomans Fryland Sekstet: Drømte mig en drøm i nat Metamorfoser vol. 1: Salmer og sange Sweet Silence Record Company 2004
107: GinmanBlachmanDahl: All blues GinmanBlachmanDahl Verve 2004
En sekstet med en ambition om at udvikle improvisation og sammenspil, gennem en kollektiv tilgang har man hørt om før. The Opposite fører ambitionen ud i livet. Det er en svensk gruppe, der blev startet af Peter Nilsson og Loïc Dequidt. Sammensætningen med percussion (Anders Vestergård), guitar (Samuel Hällkvist), el-bas (David Carlsson), altsax (Marcelo Gabard Pazos) og førnævnte Nilsson og Dequidt på henholdsvis trommer og piano/el-piano skaber grundlaget for en jazzrock-konstellation der bla. inddrager indiske, afrikanske og cubanske rytmer. Det lyder som er band fra starten af 70'erne. De lægger da heller ikke skjul på, at der er referencer til bla. Weather Report, elektriske Miles og Sun Ra. The Opposite er dog et nutidigt band med deres uhøjtidige og ukonventionelle omgang med jazzrocken. Der eksperimenteres, som på det kollektivt skrevne nummer Seau d'air. Der laves lange groovy forløb som på nummeret Les delices de la mer af Hällkvist, hvor der er smidt en forrygende omgang skæve breaks ind i et forløb, med guitar, sax og keyboardsoli. Pladen byder på afvekslende numre med trommeslageren Peter Nilsson i en fremtrædende rolle (undskyld til jer andre i The Opposite). Han spiller nutidige beskidte jazzrocktrommer, han imponerer både rent teknisk og med sin iderigdom, hvor han godt bakket op af percussionisten Anders Vestergård hele tiden holder pulsen. My Space: www.myspace.com/loicdequidt Loic Dequidt: loicdequidt.free.fr
Det er den sjette plade jeg skriver om i år, hvor Nikolaj Hess medvirker. Dennegang er det i den dominerende hovedrolle. Hess har i mange år samarbejdet med musikere baseret i New York. Her har han flere gang lavet plader sammen med den hollandske saxofonist Marc Mommaas under navnet Global Motion, der tidligere har udsendt 3 plader sammen. Denne gang leder Nikolaj Hess Global Motion, noget som han og Mommaas skiftes til. Hess har skrevet alle ti kompositioner på pladen. Kender man Hess i forvejen, vil man endnu en gang nyde hans evne til at favne bredt og samtidig være i stand til at fremstå så helstøbt. Er han et nyt bekendtskab, er denne plade en af de bedste opsummeringer af Hess' karriere indtil nu. Han blander de mange musikalske ind- og udtryk som han i løbet af sin karriere har indfanget. Afrikanske rytmer, freejazz og ikke mindst amerikansk og skandinavisk jazz er noget af det man støder på undervejs. De to musikere John Herbert på bas og Tony Moreno på trommer har været med i Global Motion i mange år og det kan høres. Musikken er blevet spillet og prøvet af mange gange før musikerne er landet i studiet. Det er en fornøjelse at lægge ører til så gennembearbejdet musik. Det er en af den slags plader man ikke bliver færdig med foreløbig, hvor man ved hver gennemlytning hører nye ting. Guitaristen Ben Monder og trommeslageren Jeff Ballard medvirker på nogle enkelte numre på pladen. Nikolaj Hess: nhess.dk
For et par år siden havde den koreanske sangerinde Youn Sun Nah et hit i Sydkorea med pladen Memory Lane. Pladen var produceret af Niels Lan Doky der også medvirkede som pianist sammen med danske musikere. Den plade udkom aldrig herhjemme. Nu er der så kommet en opfølger, udsendt af det tyske pladeselskab Act. Endnu en gang er det velkendte musikere der er med på hendes plade. Lars Danielsson har produceret og spiller bas, Ulf Wakenius er med på guitar, Xavier Desandre-Navarre på percussion og Mathias Eick på trompet. Det er en afdæmpet affære med en sangerinde der kan en masse med sin stemme. Hun er istand til at styre den, som det kun er få beskåret. Hun prøver en masse forskelligt, fra det kælent intime på Tom Waits' Jockey full of bourbon, til det højstemte som på hendes egen My bye. Duonummeret Calypso blues sammen med Lars Danielsson på bassen er pladens højdepunkt. Danielsson spiller så fyldigt og følsomt at det er mere end rigeligt til at bakke Youn Sun Nah op. Pladen er sammensat af Youn Sun Nah's egne kvalificerede numre og enkelte afstikkere, som Waits' og Gismonti's Frevo med scatsang i høj teknisk klasse. Bonusinfo: Youn Sun Nah tager på duotur sammen med Ulf Wakenius rundt i Europa i marts/maj 2010. Youn Sun Nah: www.younsunnah.com
I Christian Braad Thomsens nys udkomne bog Drømmmejazz er denne plade, den sidst medtagne på listen over de 100 bedste jazzalbums. Ret godt gået af en plade, der først udkommer nu. Og rigtigt godt gået i betragtning af, at hun kun er én ud tre medtagne danske kunstnere i bogen. Jeg synes at hendes forrige udgivelse der udkom i januar i år, Live at the Loft sammen med pianisten Craig Taborn og trommeslageren Gerald Cleaver var en særdeles god freejazzplade, som jeg er vendt tilbage til mange gange siden. Derfor er forventningerne til denne plade skruet pænt op! Det holder den så, så rigeligt til. Det drejer sig om en koncertoptagelse fra Borups skole under sidste sommers Copenhagen Jazz Festival. Cleaver og Taborn er nogle højt kvalificerede musikere på den internationale freejazzscene. Sammen med Lotte Anker, der her på pladen både spiller sopran-, alt- og tenorsaxofon, har de endnu en gang lavet en plade, der er totalimproviseret og sammenhængende. Idérigdommen er en af trioens store styrker. Cleaver og Taborn er enten sammen eller hver for sig i opbyggelsen af næsten tranceskabende grooveforløb, som feks. på pladens andet nummer Ritual. Her skaber de et fundament for Anker, der med saxofonen modellerer, forvrænger, pudser og spiller sig ind i musikken. Varmen i Craig Taborns pianospil og nærværet fra alle tre, får ellers svært tilgængelig musik løftet langt udover scenekanten. Jeg ville have medtaget Live at the Loft på min top-ti liste over årets bedste danske jazzplader. Nu er der pludselig kommet en særdeles hård konkurrent. Bonusinfo 1: Gerald Cleaver medvirker også på Jacob Anderskovs plade Agnostic revelations, der udsendes d. 4. januar 2010. Bonusinfo 2: Der kommer snart et længere stykke om Braad Thomsens bog her på bloggen. Den skal lige læses først. Lotte Anker: www.lotteanker.com
Afenginn startede i forgårs på en større koncertturné rundt i Tyskland, Østrig og Schweiz. Det sker efter at de er blevet tilknyttet et tysk pladeselskab og et tysk bookingselskab. Samtidigt udsender de også et nyt album. Den har fået titlen Bastard Etno, efter den genre de spiller. Den nye plade byder på genindspilninger af numre fra deres tre foregående albums. Afenginn har eksisteret siden 2002 og har i den periode fremdyrket deres særegne status på folkscenen herhjemme og i udlandet. Klezmer, Balkanmusik, sigøjner, høj energiske udladninger, nordisk vemod med lidt finsk hjemmebrændt, tango nuevo, polka og stor musikalitet er noget af det, man kommer til at tænke på. Det er et smukt og afvekslende verdensmusik-gadekryds der aldrig bliver kedeligt. Kim Nyberg komponerer al musikken og er manden i spidsen med mandolinen. Herudover medvirker Rasmus Krøyer på klarinet, Niels Skovmand på violin, Rune Kofoed på trommer og ikke mindst den gammelkendte elspadehelt Aske Jacoby, dog her både på bas, mandolin og guitar. Afenginn: www.afenginn.dk My Space: myspace.com/afenginn
De to trommeslagere Alex Riel og Stefan Pasborg står i spidsen for to koncerter i Skuespilhuset i København d. 11. og 12. december. Under overskriften Alex Riel & Stefan Pasborg Universe medbringer de sangerinden Annisette, trompetisten Palle Mikkelborg, organisten Jeppe Tuxen, guitaristen Niclas Knudsen og bassisten Thomas Vang. Alex Riel og Stefan Pasborg tager lytteren med på en rejse gennem deres fælles univers af rytmik og harmoni, fortid og nutid, rock og jazz, nærvær og improvisation, power og puls – indrammet med lydbilleder tegnet af Riel, Pasborg, Savage Rose, Palle Mikkelborg, Ibrahim Electric og Igor Stravinsky.
Bassisten og komponisten Niels Ryde er indblandet i flere projekter i det nye år. Til februar udsender han pladen Everything will change, hvor bla. Mads la Cour på trompet og Anders Mogensen på trommer medvirker. Ryde og Mogensen er også med på pianisten Søren Bebes kommende plade, hvor den svenske saxofonist Joakim Milder er med som specialguset. Pladen kommer en gang i foråret. Til marts er Ryde på tur i Danmark, Tyskland og Polen sammen med den spændende konstellation: la Cour, Mogensen og Krister Jonsson på guitar. Kvartetten hedder Niels Ryde New Quartet.
Niels Jørgen Steen blev ifølge gaffa.dk den første modtager af Leo Mathisen-prisen, der overraktes i DR-Koncerthuset ved et arrangement, hvor den nystiftede Leo Mathisen-forening How How var vært sammen med DR. Prisoverrækkelsen og støttekoncerten sendes på DR P5 d. 25. november kl. 20.00.
Paolo Russo udsendte sidste år en plade med trioen Nuevotrioporteno på Bro Recordings. Nu er tiden kommet til en gammelkendt Russo-trio, Band au Neon der har eksisteret siden 2002. Sammen med en anden herboende italiener, pianisten Francesco Cali har Russo spillet med udgangspunkt i bandoneonen, der er Russo's instrument. Det er et harmonikalignende tangoinstrument fra Argentina, med myter og historie som var det noget, man skal sælge dele af sjælen for at kunne spille på. Tidligere var Fabrizio Mandolini med på sopransaxofon, nu er Nico Gori på klarinet og sopransax kommet med i trioen. Gori har bla. spillet i Vienna Art Orchestra og sammen med Stefano Bollani og Paolo Fresu. Han er ikke milevidt fra Mandolini i sit musikalske sprog, alligevel har han nok drejet musikken i en mere europæisk retning. Band au Neon har oprindeligt taget udgangspunkt i den argentinske tango nuevo. På den nye plade er der sket rigtigt meget siden debutpladen fra 2005, der er kommet en masse inspiration fra Italien og Balkan med ind. Udviklingen er god for trioen. Lyt feks. pladens slutnummer Leluzzo, hvor Gori får smidt den svedigste klarinetsolo ind. Pladen er optaget ved en koncert sidste på herregården Fuglsang på Lolland. CD-indpakningen er en god grund til, at musik ikke kun skal nydes som download. Den er en enkel og æstestisk nydelse, der er musikken værdig. Band au Neon: www.bandauneon.com
The GrooveList På denne uges liste over det seneste tiårs bedste danske jazznumre er alle numrene fælles om at være groovy. Det var først da jeg skrev listen ned, at det gik op for mig, at der var mange trommeslagere i front på de forskellige numre. Både første og sidste nummer er med trommeslagere som kapelmestre. Emil de Waal og Jonas Johansen i front for Band Mrazem og Thomas Blachman i front for The Pulse. Midt på listen kigger trommeslager Anders Mogensen også frem som kapelmester. Der er iøvrigt også mange live-indspilninger på listen. Go' fornøjelse!
81: Band Mrazem: Elastikotita Emil de Waal & Jonas Johansen with friends Stunt 2000
82: Jesper Riis: Kicking Cellular Cope 2000
83: Kasper Villaume: Light Outrun Stunt 2000
84: Ben Besiakow. That's the way Aviation Stunt 2000
85: Hess/Waidtløw/McBride/Lund: Back and forth Back and forth Music Mecca 2002
86: The Organizers: Fontaine nights The Organizers Music Mecca 2002
87: Pelle Fridell: Purple haze Go Jaz Cope 2002
88: Christina Dahl: Funky fætter Heartbeats Stunt 2003
89: Hans Ulrik/Jacob Karlzon/Jeff Ballard/Morten Ramsbøl: Village Human factor Music Mecca 2005
90: Anders Mogensen Gifted Youth: Before dawn Live & beyound! Anders Mogensen 2006
91: Jan Kaspersen: Little flower Blues for a hip king Music Mecca 2006
92: Phil Parnell 3: Funky feet Funky feet Village Studio Records 2006
Stadig i godt humør Der er gået 5 år siden han sidst udsendte et album. Dengang affødte det adskillige hits som Mind trick og Get your way. Nu er Jamie Cullum atter klar til, at indtage højttalerne med The pursuit. Cullum er en popsanger der også spiller jazzklaver. Han bevæger sig frit mellem de to genrer. Den nye plade er ingen undtagelse. Han indleder pladen med Just one of those things i selskab med The Count Basie Orchestra. Den bliver spillet ligeså friskt og direkte som man kender det fra Cullum, endda med en saxsolo i midten. Hvis pladen var fortsat i sammen takter, kunne den kategoriseres som en jazz-plade. Det gør den ikke, for Cullum vil også spille pop, som han feks. gør det på det efterfølgende nummer I'm all over it, der er typisk britpop-nummer. Der er spredt en masse jazz-vibes ud over hele pladen, læg feks. øre og krop til You and me are gone. I up-tempo humør i stil med Goodmans Sing sing sing og med en energisk pianosolo hen mod slutningen laver Cullum et fedt partynummer, der nok kan sætte gang i en fredag. Nok er der gået 5 år, men der er ikke sket store musikalske revolutioner i det Cullum'ske hjørne og tak for det. Han har en unik plads på musikscenen, vildt musikalsk, smittende energi og underholdende. På The Pursuit spiller han feks. også Rihanna's hit Don't stop the music og Stephen Sondheim's Not while I'm around fra Sweeney Todd. Pladen lukkes med Music is through, hvor der er gået dance-toner i den med lidt tilsat krydret klaver. Nærmest som Cullum goes Madonna. Bonusinfo: Pladen er også lavet i en deluxe-version, med en lang DVD med koncertklip, samt bonusnumre på CD'en. Bla. rulletekstnummeret som Cullum lavede til Clint Eastwoods fantastiske film Gran Torino. Jamie Cullum: www.jamiecullum.com
I 2001 kom der en plade der siden er gået hen og blevet en klassiker. Norah Jones' album Don't know why, som Blue Note udgav var et kommercielt gennembrud for Blue Note og Norah Jones i særdeleshed. Her havde Blue Note siden 1939 gået og udsendt amerikansk kvalitetsjazz til interesserede i hele verden. Så kom der en regulær popplade, hvor der både var jazz, roots og en sangerinde med en flot og personlig stemme. Nu er hun aktuel med sit fjerde album. Hendes gamle kæreste, bassist og producer Lee Alexander er vippet ud - både som kæreste og producer. Istedet er producerstolen indtaget af Jaquire King - med både Kings of Leon og Tom Waits på samvittigheden. Det passer fint ind i det mere guitarbaserede lydbillede som hun præsenterer på The Fall. Eller feks. på et nummer som It's gonna be, med grumset Wurlitzer og buldretrommer. Det klæder på mange måder Norah. Der er blevet skruet ned for jazz og country tendenserne og istedet er der puttet mere rock på. Men rolig nu, det er stadig Norah Jones. På nummeret Back to Manhattan lyder alt næsten som det plejer. Norah Jones er for mig indbegrebet af en stil. Det er også hendes problem. Når man først har skabt et så ikonografisk album som Don't know why, der blev rålyttet af rigtigt mange mennesker. Et album der siden hen har fået status som soundtracket til tiden efter World Trade Center-terrorangrebet. Norah Jones har en letgenkendelig stemme, hvilket også betyder at man næsten automatisk tuner ind på en bestemt lyttekanal i ørerne. Det er en skam for hun prøver rent faktisk at udvikle sig. Her på jazzbloggen opleves det så desværre som en noget mere anonym retning, hvor mange andre kunstnere også kæmper hårdt om en plads. Norah Jones: www.norahjones.com
Der findes enkelte jazzmusikere der på trods af originalitet og stort talent, ikke hører hjemme blandt de mest kendte jazzmusikere. Pianisten Rasmus Ehlers må betegnes som en sådan. Sidst han udsendte en plade var i 2002, hvor han sammen med George Garzone lavede Brooklyn Days. Siden har de to iøvrigt ret fast optrådt hvert år på Copenhagen Jazz Festival. Men ellers er det ikke fordi han slider allermest på de danske jazzscener. Han fik i 2007 Sonnings stipendiat til unge musikere. Nogle af midlerne er brugt til denne plade. Trinity er en trioplade og den er i særklasse! Rasmus Ehlers spiller modent, afbalanceret og personligt. Han kan det der udefinerbare med at stritte skævt og så alligevel ligge dér, lige midt i det hele og være styrende. Pladen indledes med det mest løse nummer på pladen. Det er titelnummeret, det er her trioen og treenigheden finder sammen i noget der synes famlende, men istedet nærmere præciserer og kalibrerer trioen. Ehlers er rundet af en amerikansk klavertradition. Her kunne der muligvis godt nævnes nogle navne og inspirationskilder. Men det er ikke nødvendigt. Ehlers er mand, der har arbejdet med at finde et personligt udtryk. Det arbejde har ikke været forgæves. For at få det forløst får han hjælp fra Kresten Osgood på trommer. Osgood og Ehlers kender hinanden godt og de får det maksimale ud af hinanden. Osgood sidder helt fremme på trommestolen, spiller poetisk blidt og indfølende. Ved bassen står Ehlers senior. Rasmus' far Poul der i 70'erne spillede i kultgruppen Blue Sun og i mange år også var førstevalg som bassist i Århus. Han spiller en fremtrædende og passende markant bas. Materialet på pladen er en blanding af trioens egne numre og numre som Goodbye pork pie hat og You don't know what love is. Jeg har ikke fundet information om at trioen spiller nogen koncerter, der skal ikke herske nogen tvivl om at jeg gerne vil være blandt publikum. My Space: www.myspace.com/rasmusehlers Band Camp: rasmusehlers.bandcamp.com/album/trinity
Jesper Bodilsen og Morten Lund er i disse dage på turné i Italien sammen med Stefano Bollani, hvor de spiller i anledning af udgivelsen af Stone in the water på ECM Records. De åbnede Roma Jazz Festival søndag d. 8. nov i Auditorium i Rom, her spillede de for 2500 publikummer. Bodilsens dag var startet med at gribebrædtet havde løsnet sig på bassen, mens det lå flightcasen. Lykkeligvis kunne gaffatape løse problemet. Dagen efter spillede de i Milano. De fortsætter med turen en uges tid endnu og spiller bla. i London i næste uge. Herhjemme får vi glæde af trioen, når de drager på Danmarksturné til marts.
Jazzkamikaze har skiftet stil og pladeselskab. De skulle have udsendt deres nye plade Supersonic revolutions i slutningen af sommeren. Men pga. af finanskrisen har deres amerikanske pladeselskab skudt udgivelsen til det nye år ifølge nordvestnyt.dk. Jazzkamikaze er allerede begyndt at optræde med den nye musikalske stil, men publikum må altså vente lidt endnu med at få lyden med hjem i stuen.
Torsdag d. 19. november er der jazz på den nye DR-K kanal. Chris Minh Doky præsenterer en programrække med navnet Icons among us. I det første program sættes der fokus på jazzens væsen og musikernes arbejde med at finde sig selv i musikken. Hvem der ellers medvirker er endnu en hemmelighed.
Brancheforeningen for Danske Uafhængige Pladeselskaber, DUP, har fået ny formand: Lars Winther fra pladeselskabet Your Favourite Records afløser efter halvandet år Nicolaj Hyltén-Cavallius. Der er med andre ord kommet en jazzmand i spidsen for foreningen. Lars Winther er også jazzpianist og udgav med sin trio pladen Nordic by nature for et par år siden. Han har i mellemtiden fået godt gang i Your Favourite Records, der bla. står bag udgivelser med Looter Beats, Aggerbæk og Rasmus Ehlers. Jeg håber da også på et tidspunkt at han får tid til, at lave en plade med sin egen musik.
Carsten Dahl tager om en uge på Danmarksturné med sangerinden og professoren på rytmekons Hanne Boel. Her spiller de bla. på Fermaten i Herning d. 25. nov. Indenda når Dahl at spille på Padova Jazz Festival i Italien d. 17. nov. sammen med Alex Riel og Mads Vinding. Dagen efter spiller Marilyn Mazur Group på samme festival.
The VocaList Dansk vokaljazz har i de sidste ti år frembragt mange forskellige kvindelige sangerinder og ganske få mænd. Fælles for mange af dem, er at de har debuteret i jazzen i 00'erne. Der er blevet sunget lidt på dansk, rigtigt meget på engelsk og lidt på svensk. På nærværende liste er der såmænd svenske sangerinder i front på 3 af numrene. På trods af at vokaljazzen stadig byder på rigtigt mange standards, er der kun meget få med på denne liste. Dansk vokaljazz har ingen problemer med at frembringe originalt materiale der er holdbart i lang tid. Det er alle tyve numre på denne liste. God fornøjelse!
61: Majbritt Kramer & Marie Bergman: Who calls the tune Who calls the tune Stunt 2002
62: Mona Larsen: In your own sweet way Never let me go Stunt 2002
63: Caroline Henderson: Somebody gonna have to move Made in Europe Stunt 2004
64: String Swing & Josefine Cronholm: Blue hat Blue hat Stunt 2004
65: Tys Tys: Busses Go get some Loretta Records 2004
66: Maiken Ingvordsen: Hope you're still here in august Don't be cool Universal 2005
67: Malene Mortensen: If you gotta make a fool of somebody Date with a dream Stunt 2005
68: Povo feat. Trinelise Væring: Million ways We are Povo Raw Fusion 2005
69: Sekten: Tänk på mig idag Annats är det tyst ILK 2005
70: Susi Hyldgaard: Blush Blush Enja 2005
71: Benni Chawes: Have a little faith in me Up close Stunt 2006
72: Hannes Alliance: Vi går på vandet Valentin Hannes Alliance 2006
73: Helle Hansen: First love On the verge of falling Gateway 2007
74: Sinne Eeg: Let's stay awake Waiting for dawn Calibrated 2007
75: Cathrine Legardh: Fine together Gorgeous creature Storyville 2008
76: Helle Henning: Dengang Jeg var barn Verden lige her Calibrated 2008
Knivskarp autoritet Et godt big band er som et klaver. Er det nystemt, er det en fornøjelse. Er bare en enkelt tangent ikke i stemning kan den blokere fuldstændigt for at man holde ud at høre mere. Det samme med et big band, kommer der på nogen måde ridser i messingen, er det ødelæggende for fornøjelsen. Men for at et klaver skal lyde godt, skal der også sidde en ved klaveret, der er istand til at spille på det. Det samme med big bandet, der skal være en i spidsen, der er i stand til at styre orkestret. Det bliver svært at finde en med større erfaring og autoritet herhjemme end Ib Glindemann. Ib Glindemann er den førende herhjemme, når det kommer til klassisk big band musik, som vi kender det fra Tommy Dorsey, Duke Ellington eller Count Basie. I 1994 returnerede han til jazzscenen. Han har siden haft sit eget big band. På den nye plade Turn on the heat, der er liveindspilning fra to koncerter i i henholdsvis april og august 2008 er den svenske basunist Kurt Järnberg og trompetisten og sangeren Theis Jensen med som gæster. Ib Glindemann kan styre et big band knivskarpt og det opleves også på Turn on the heat. I big bandet sidder en række meget kompetente musikere, hvor basunisten Peter Jensen, saxofonisterne Jens Søndergaard, Jan Harbeck, Mads Ole Erhardsen og trompetisten Henrik Bolberg er blandt de musikere der skal fremhæves. Blandt de 15 udvalgte melodier finder man One O'clock jump, What a wonderful world (med klassisk Theis "Satchmo" Jensen vokal), I loves You, Porgy, Alley cat og Donna Lee. Bonusinfo: For nylig var programmet Besøgstid på Danmarks Radios P1 på besøg hjemme hos Ib Glindemann på Langeland. Et anbefalelsesværdigt 1½ time langt program Bonusinfo 2:Rigt illustreret biografi om Ib Glindemann 1934-59 Ib Glindemann: www.glindemann.dk
Han er 34 år og nærværende udgivelse er hans 30. som solist. Benjamin Koppel er ikke en musiker der lader indfange af en bestemt stilart. Han er saxofonist og når han spiller er der altid noget jazz af en eller anden form med. På den ny plade At ease er det jazz som i jazz uden forbehold, der er sat på programmet. Benjamin Koppel har en særlig evne til at opdyrke musikalske samarbejde med mange forskellige udenlandske jazzmusikere. Denne gang er det med en altsaxofonist for kendere. Bobby Watson etablerede sig på jazzscenen fra 77-81, som medlem og musikalsk leder af Art Blakeys Jazz Messengers, i samme periode hvor den unge trompetknøs Wynton Marsalis også blev medlem. Pladen ryger i kategorien Blowing session. De to altsaxofonister veksler, spiller hinanden op, krydser og fremmaner smukke situationer. Det skal i den sammenhæng også nævnes at det er Kenny Werner der sidder ved pianoet. Han leverer nogle soli undervejs der placerer ham som en af de store nulevende følsomme, afvekslende og ikke mindst afbalancerede jazzpianister. Alex Riel bag trommerne er på hjemmebane. Gad vide om ikke tanken har strejfet Riel på et eller andet tidspunkt om, at det istedet havde været året 1964 og stedet var på Montmartre. For det er klassisk jazz, som den lød fra slutningen af 50'erne. Altsaxofonisterne Cannonball Adderley og Jackie McLean's ånder er ikke langt væk fra denne plades god jazzstemning. Bonusinfo: Benjamin Koppel er på turné i slutningen af januar i Danmark sammen med Kenny werner, hvor de bla. spiller på Fermaten i Herning d. 26. januar. Der kommer yderligere to plader med Koppel og Werner i 2010 Benjamin Koppel: www.benjaminkoppel.dk
En duo der udelukkende spiller danske salmer er ikke hverdagskost her på bloggen. Men når det drejer sig de to erfarne jazzmusikere Christian Vuust på saxofon og klarinet og Hans Esbjerg, der til sammen udgør Den Danske Salmeduo, så er der til gengæld grund til at vågne op. Det er både jazzinteresserede og salmeinteresserede, der har grund til at høre efter. Duoen har eksisteret siden 1996 og den nye CD, der har taget titel fra en ny salme skrevet af Fuzzy, er deres fjerde. For en der er knap så salmestærk, er der mange ukendte salmer imellem de 15 udvalgte. En rose så jeg skyde og Hil dig frelser og forsoner er blandt de mere kendte. Men det har ikke den store betydning for oplevelsen af pladen. Vuust og Esbjerg har fuldstændigt styr på det de har gang i. Det virker så indlysende og logisk når de først spiller. Tonen rammer lige i mellemgulvet når man er glad for den nordiske folketone. Salmerne vokser sammen med klassisk musik, standardjazz og ny nordisk jazz. Har man salmerne med sig i sin kulturelle opdragelse, er det om ikke en spirituel oplevelse. Så er det under alle omstændigheder en meget smuk og rørende oplevelse, at blive suget ind i Den Danske Salmeduo's musikalske univers. Bonusinfo: Duoen spiller releasekoncerter i Vartov Kirke i Kbh. d. 9. november, Skt. Lukas Kirke i Århus d. 11. november og i Snejbjerg Kirke v. Herning d. 12. november. På deres site er der flere koncertdatoer. Den Danske Salmeduo: dendanskesalmeduo.dk
Bassisten og komponisten Jens Skou Olsen er ansat på det Rytmiske musikkonservatorium. Han har med hjælp fra andre lærere på konservatoriet lavet pladen Summer on the moon. Oprindeligt var Summer on the moon, ti sange han lavede til Edition Wilhelm Hansen i 1998. I 2003 startede indspilningerne. Sangene bliver sunget af Sanne Graulund, mens Jens Skou Olsen selv tager sig af bassen, men bla. også cello, harmonica og guitar. Herudover medvirker Lars Storck på kalimba og percussion, Charlotte Munck på stemme, Jonas Johansen på trommer, Benita Haastrup på percussion, Nikolaj Hess på klaver, Christina von Bülow på sax og Henrik Sveidahl på sax. Det er med andre ord en flok meget erfarne folk som Skou Olsen omgiver sig med. Men det er hans projekt. Musikken bevæger os ud på en rejse, hvor vi præsenteres for lækre melodier, eksperimenterende forsøg og velfunderet jazzmusik. Det er en gennembearbejdet plade, hvor intet synes at være tilfældigt. Jens Skou Olsen har lavet en flot dansk (med streg under dansk) jazzplade, hvor flere af musikerne igen viser, hvorfor de har den plads på den danske jazzscene som de har. Bonusinfo: Jens Skou Olsen er i disse dage i Vietnam i anledning af regentparrets statsbesøg. Sammen med Django Bates og Mads Emil Nielsen afholder de masterclasses, workshops og koncerter i samarbejde med Vietnam National Academy of Music. Jens Skou Olsen: summeronthemoon.dk
Guitaristen Jimmy Campbell er død. Han døde lørdag d. 31. oktober efter et langt og begivenhedsrigt liv. Under 2. verdenskrig startede han Harlem Kiddies sammen med med broderen Jonny Campbell og trommeslageren Kaj Timmermann. Efter krigen blev bandet til Jonny Campbells Sextet, stadig med Jimmy som medlem. De to brødre fulgtes siden i tykt og tyndt. Jimmy Campbell blev født d. 31. marts 1916. Det kan anbefales at lytte til (eller meget bedre, Køb den!) Little Beat Records' udgivelse fra 2006, Jonny Campbell sextet vol. 1 1951-1962. Den indeholder mange suveræne eksempler på Jimmy's store evner som jazzguitarist. Læs mere her: http://jazzkjeld.typepad.com/neworleansdelight/2009/11/jimmy-campbell-er-d%C3%B8d.html Den amerikanske organist Sam Yahel kan i den kommende tid opleves i Danmark sammen med Kresten Osgood på trommer og Anders AC Christensen på bas. Den første koncert d. 17. november i Huset 1. sal er dog uden AC, men istedet med Jonas Westergaard og Jesper Løvdal er med på saxofon. Dagen efter er det atter på Huset, nu med AC. Herefter kører turen frem til d. 28. november, hvor den slutter på Paletten i Viborg. Kresten Osgood: osgood.funky.dk
Kvartetten Spring med Torben Snekkestad på sax, Anders Banke på klarinet og sax, Peter Bruun på percussion og Jonas Westergaard på bas spiller på Jazzhouse d. 3. nov. og dagen efter i Århus på Café Lobby i Musikhuset. My Space: www.myspace.com/musicspring
Martin Lutz sendte i 2004 en CD til Jazznyt-bloggen. Det var han faktisk den første der gjorde. Nu er CD'en genudgivet digitalt. Den kan hentes på iTunes. Den hedder Journey of the sledgedog and the camel og jeg skrev bla. dengang at det var en behagelig omgang swingende groovy og melodisk jazz.
D. 5. november er der debat på Råhuset i København V. Her debateres der under overskrifterne "Hvilken rolle spiller jazz, kompositionsmusik og andre eksperimenterende genrer fortsat i den musikalske udvikling i Danmark? Kan de smalle genrer lære noget af mainstreamen?" I panelet sidder Jazzhouse-bossen Lennart Ginman, der på det seneste har fået sin sag for på jazzblog.dk, hvor der er en livlig debat om Jazzhouse's musikprogramlægning. Herudover er det Torben Sangild, Kenneth Bager og Frederik Thaae. Knud Romer er moderator. www.wundergrund.dk/koncert/de-smalle-genrer-og-mainstreamen-hvem-bestemmer-kursen
Kedelige cirkler Pladen indledes med noget der bedst kan betegnes som et nummer, der ikke kom med på en Hanne Boel plade fra slutningen af 80'erne. Bandet Circles lægger meget vægt på, at de spiller håndspillet musik. Håndværker-evnerne trækkes frem som bandets store force. Sangerinden Pia Trøjgaard står i front, men får lidt hjælp undervejs, som på åbningsnummeret Deep in your heart, hvor det er Ester Brohus. Det er Thomas Reil der står i spidsen for Circles, han har skrevet musikken og spiller på keyboards. Reil's kærlighed til 80'erne er der ingen tvivl om, men behøver det at være så tydeligt, at det virker som om der skulle have stået 1989 istedet for 2009 som produktionsår på CD'en? 80'erne bragte megen fed musik for dagen, men Reil har på denne plade en udsøgt evne til, at finde de kedelige sider frem. Instrumental-nummeret Inner movie theme med guitaristen Uffe Steen - der medvirker på hele pladen - lyder som Mark Knopfler goes smooth jazz. Jeg kan godt lide begge dele, men koblet sammen...er det ikke en god idé - også selvom det kræver at man er en dygtig musiker for, at kunne spille det. Nummeret I'll never let you go again lyder som et musical-nummer, hvor der skal spilles lidt jazz-stemning, inklusive Troels Jensen med hæs herrevokal. Helt galt går det på Den vinter. Den lyder - fraset Uffe Steens guitar - som titelnummet til Jul på Slottet 2. En smule ros skal der også være plads til. På nummeret Tribute har Thomas Reil støvet sin Yamaha DX7 af - hvis den da nogensinde har været støvet? - og får den luftet med et nummer, der uden problemer kunne gå for at være gymnasiefunk fra 80'erne. God idé, men i virkeligheden også kedelig. Circles: www.circles.dk
Hun er kendt i det ganske land som den søde Etta, der giver mange point. Hun er også kendt som gospelsanger og har udgivet en stribe plader indenfor det repertoire. I de sidste 20 år har hun samarbejdet med pianisten Nikolaj Hess. Der er i ny og næ sneget sig en jazzstandard på deres repertoire. Nu er det så endelig blevet tid til en hel plade med jazz. Hun har samlet et drømmehold med Hess ved pianoet, Marilyn Mazur på trommer og Klavs Hovman på bas. Pladen består af velkendt materiale. Den indledes med What a wonderful world, hvor min yndlingspalle spiller en flot sfærisk trompetintro, suppleret med Mazur's magiske percussion. Herefter følger den udødelige Summertime, der gæstes af altsaxofonisten Jens Søndergaard. Det tredje nummer You've changed er en lille overraskelse og blandt mine favoritter. Etta har trukket den store gospelrøst i baggrunden. Frem træder en mere skrøbelig, intim og sårbar stemme. Det er det store i det små. Palle Mikkelborg spiller også med på Chaplin-klassikeren Smile og pladens afslutningsnummer You are my sunshine. Begge fine eksempler på, at man ikke falder i forudsigelighedsgryden. Mikkelborg intonerer ikke med en New Orleans-trompet på You are my sunshine, men spiller det han er bedst til. Derfor kommer pladen til, at leve og trække vejret så fint som den gør. Den er ikke forudsigelig, uden at gøre det besværligt. Den er en kærkommen gave til elskere af elegant vokaljazz, Jens Søndergaard gæster også på flere numre. På Careless love har han trukket klarinetten frem og mødes med Etta i en flot duet. Etta Cameron: www.ettacameron.dk
30.000 solgte plader af den foregående No. 8 er ikke hverdagskost for en dansk jazzplade. Det er heller ikke normalt at pladeselskabet Stunt sælger så mange af en enkelt plade. Caroline Henderson har været på jazzpladeselskabet Stunt siden hun i 2003 lavede sin første jazzplade Don't explain. Nu er hun skiftet til det mere pop-orienterede pladeselskab Copenhagen Records. Hun har i de forgangne uger opnået som en af de meget få danske jazzkunstnere overhovedet, at blive anmeldt i Ekstra Bladet (der giver pladen 2 stjerner), Jyllands-Posten (der giver den 5 stjerner og kalder den for en af årets plader) samt en lang række farverige damepamfletter. For at slå det fast med det samme. Det er en god plade som Henderson har lavet. Hun synger med personlighed, har en stemmemæssig sikkerhed. Men da det er den fjerde indenfor jazzkategorien, kunne man nok forvente at der skete lidt mere udvikling. Kan man lide de forrige Henderson jazzskiver går man ikke forkert i byen her. Hun bakkes op af en særdeles kvalificeret trio, som hun iøvrigt også har brugt ved sine koncerter. Nikolaj Hess på piano, Jakob Høyer på trommer og Anders AC Christensen på bas er tilpas opfindsomme, holder tungen lige i munden og kommer ikke ud på dybder, hvor de eller Henderson ikke kan bunde. Caroline Henderson's kølige, distancerede fremtoning passer perfekt til den divalabel, som man gerne vil sælge hende under. Hun er helt vild lækker, men fuldstændigt uopnåelig for de glade danske jazzdrenge. Sådan skal det være, det er det stof drømme kan være lavet af. Bonusinfo: Hun spiller på Copenhagen Jazzhouse d. 20. og 21. november og tager på Danmarksturné fra slutningen af januar 2010 Caroline Henderson: www.carolinehenderson.dk
Der er næsten gået otte år, siden vi sidst hørte fra Mona Larsen. Det var på Never let me go. Men vi lod hende gå - eller måske gjorde hun det selv? Ihvertfald kunne man læse et interview i Politiken d. 11. oktober med Mona Larsen, der bla. handlede om at hun i perioden har arbejdet som sosu-assistent. Mona Larsen har holdt fast i samarbejdet med pianisten Thomas Clausen der startede på Never let me go. Han har medbragt de sine fast kumpaner, Thomas Fonnebæk på bas og Karsten Bagge på trommer. Repertoiret på pladen er af blandet oprindelse. Mona Larsen har været inde over halvdelen af numrene. To af numrene er lavet i samarbejde med Thomas Clausen. En enkelt - Sonet XIX - fra hendes samarbejde med Jørgen Emborg i 90'erne har også sneget sig med. Et af medlemmerne i det band var Hans Ulrik. Han er ikke med på det nummer, men gæster på fire andre numre med en saxofontone der klæder Mona Larsens stemme. Man finder også numre som feks. Jobim's Dindi, Lazy afternoon og Just one of those things. Mona Larsen er hørligt modnet. Den dramatik der er karakteristisk for hendes stemme og klanglige fremtoning er blevet mere jordbunden. Hun er stadig i stand til at arbejde med stemmens teknik på et meget højt niveau. Det hun gør er ikke mange forundt. Grains of sand er ikke en plade der sætter sig med det samme. Der skal lyttes godt efter for, at får det fulde udbytte. Pladens noget dystre tone kan koste lyttere. Men Mona Larsen følger hjertet og det aftvinger respekt. Mona Larsen: www.monalarsen.dk
The RockList Er man ikke til jazz, men mere til rock, kom der i 00'erne mange gode bud på jazz der krydsede klinger med rocken på den ene eller anden måde. Er man feks. til indierock og mere eksperimenterende musik er der en god chance for, at man finder en lang række godbidder på ugens liste. Der er vilde skæverter som Buffalo Age og regulær værtshusstemning med Endorfin. God fornøjelse! -og for resten, er der nogen du savner?
41: Once Around The Park: Jackson 5 This is the sound of music Stunt 2001
42: Anderskov Accident: Earopener Anderskov Accident Scraggly Music 2002
43: Beautiful Day: King for a day Beautiful Day Music Mecca 2002
44: Bugpowder: Bugpowder Bugpowder Bugpowder Records 2002
45. Endorfin: The Tuxen shuffle Live/Studio Recordings TCB 2002
46: Michael Blake: Lemmy Caution Blake Tartare Baby Tank/Stunt 2002/2005
47: Jazzkamikaze: The siege Mission # 1 Stunt 2005
48: Sara Lewis Sørensen Trio: Fuzzy dear As I Fingertip Records 2006
49: Bandapart: Christianshavn Vision du Lamarck Black Out 2007
50: Buffalo Age: Vibra slap Buffalo Age ILK, 2007
51: Ibrahim Electric: En kold fra kassen Ibrahim Electric meets Ray Anderson - again Stunt 2007
52: Khrat: Mean-Gus Kanon Anorak Tobak Tak Khrat Records/Gateway 2007
53: Quartz: Plön So ein ding muss Ich auch haben 341 BMS 2007
54: Radiostar: Melodies It cannot bleed C-nut Records 2007
55: Understrøm: Unge mand med gammelt hjerte Unge mand med gammelt hjerte Gateway 2007
56: Blood Sweat Drum 'n' Bass Big Band: Goretex weather report Live sessions with Jørgen Munkeby Calibrated 2008
57: Grammofunch: The insider Grammofunch Black Out 2008
58: Caution! Art Kills!: Like a pen Live in Aarhus Gateway 2009
59: Magnus Fra Gaarden: Nervemedicin Magnus Fra Gaarden Calibrated 2009
Rollator-klezmer
