Klokken er kvart i syv om morgenen og jeg skal til at forlade højskolen i Vallekilde. Det er søndag og Summer Session er slut eller det vil sige næsten. For da jeg går forbi et lokale strømmer der musik ud. Jeg kigger ind og her er tre knap så morgenfriske musikere i gang med et af nattens sidste numre. Ved gårsdagens aftensmad blev der lanceret en konkurrence om hvilken musiker der holdt længst ved nattens jam session. Præmien er det oversize-vandgevær, som Joe Lovano brugte til sit spaceman-kostume ved neanderthal happeningen tidligere på ugen - det er selvfølgelig signeret. Både Anders Banke, Nina Baun og Nikolaj Hess virker til at være ved godt mod, da jeg kigger ind. Så måske spiller de endnu? Med Hess's solo i øret tjekker jeg ud fra en af de vildeste musikalske oplevelser jeg længe har haft.
Det var store finaledag i går. De syv forskellige hold har haft den sidste øvning inden de skal præsentere deres materiale for de andre. Der ryddes op i øvelokalerne. Den sidste rene skjorte findes frem af kufferten. Det er nu, de skal blæse hjertet ud. Det er kulminationen på syv dages intenst ophold i musikkens vidunderlige verden. Det er nu at produktet præsenteres. Selv om processen - alt det de har været i gennem i løbet af ugen - i endnu højere grad er produktet. Det de kan tage med hjem i musikalske baggage. Der er mange danske jazzplader der har inspiratorisk rod i Summer Session på Vallekilde. Jeg hørte flere gange, at de oplevelser de havde haft på Summer Session gav dem ny inspiration.
Joe Lovano og Judi Silvano's hold sender nogle kærlige musikalske hilsner til Coltrane's musikalske arv. Den hemmelige sangjuvel Frida Asmussen synger så bevægende smukt, at et andet holds instruktør er rørt til tårer. Lage Lunds hold med Kjeld Lauritsen på hammond og Sigurdur Flosason på altsax - to musikere vi kommer til at høre mere med sammen i fremtiden - spiller numre af holdets elever. Holdets sangerinde Nina Baun brænder i særlig grad i gennem med hendes nummer. Der er aftensmad inden de næste koncerter og det store gruppefoto skal tages.
Tysham Sorey's hold har lange rækker af nodeark foran sig. Sorey sidder foran gruppen og dirigerer. Det er det nærmeste man kommer på kammermusik på den jazzede måde. Store dele af Oblique suite pt. 1 er skrevet ned. Nogle steder er det aftaler der skal huskes og andre steder igen er det impro. Flere af gruppens medlemmer har givet udtryk for at de har været presset til det yderste og været tilfredse med det. Trommeslageren Peter Bruun har det tydeligvis som en fisk i vandet. Sorey har sat nogle dybe spor i de mange musikere der har været i berøring med ham i løbet af ugen. Det ville være spændende at se ham igen i Danmark.
I kælderen hos Larry Grenadier og Rebecca Martin præsenteres nyskreven musik. Musik lavet af holdets medlemmer i fællesskab. Holdet spiller udadvendt og lyst. Her er den 19 årige trommeslager og konservatoriestuderende Mathias Andreasen kommet med i sidste øjeblik. Han har uimponeret kastet sig over opgaven. Hos The Fringe er der fyldt godt op. The Fringe spiller med holdet. De starter i den frie jazz der ad omveje går over i et heftigt udadvendt nummer, hvor blæserne får rummet helt op at ringe. Sikken en fest. Pulsen er stadig oppe, da jeg kommer over i Kirkesalen, hvor Enrico Pieranunzi og hold er klar. Det bliver en flot finale, hvor jeg endnu en gang imponeres af den svenske trompetist Nils Jansson. Ham bliver jeg nødt til, at tjekke noget mere ud.
Tak for denne gang. Tak til JazzDanmark fordi de inviterede mig. Tak til alle de søde, positive og aldrig kedelige musikere. Summer Session 2012 var noget specielt. Holdinstruktørerne var deltagende i det meste. De spillede ved nattejams med en smittende spilleglæde og spredte en masse gode vibrationer. Jeg talte med Summer Session-veteranen Christina von Bülow der var med for syvende gang siden 1999. Selv om det var tydeligt på hende at Summer Session 2012 var i særklasse, så kunne hun ikke sætte den over andre. Summer Session er noget helt specielt hver gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar