Kasper Tranberg & Nils Davidsen: Zone Bleue (ILK)

Nu er det sådan set ikke fordi, at jeg hænger ud med ret mange danske jazzmusikere. Men jeg møder da enkelte i ny og næ. Som da jeg talte med Kasper Tranberg efter en koncert på Fermaten i Herning i foråret, hvor snakken lystigt gik om jazzen og alle afvejene. Det er ret beset fedt at high-five den med trompetisten en sen aftentime i Herning, fordi man også har en svaghed for noget weird shit. Tro mig, det er ikke så tit at jeg får mulighed for det i Herning. Nu kan jeg så i stedet nyde noget af Kasper Tranbergs trompet, hvor det ind i mellem får lov til, at udvikle sig til noget weird shit. Tranberg har på dette album fundet sammen med sin gamle ven og kollega fra 90'ernes danske jazzhåb When Granny Sleeps, bassisten Nils Davidsen. 

Tranberg og Davidsen i duo i 2012 er stærke sager! Kasper Tranberg er gammeldags i sit udtryk. Han kunne sagtens have spillet i 50'erne uden at nogen ville have hævet et øjenbryn. Midt i det traditionsbundne udtryk søger han så noget af det underlige og ikke umiddelbart forklarlige. Tranberg og Davidsen supplerer begge med keyboards, hvor de med underbyggende klangflader og sære lyde skaber stemninger i numrene. Feks. er Davidsens Niveje som at høre et gammelt sci-fi soundtrack, hvor jorden indtages. Davidsens pågående bas dukker ofte op og får lov til at fylde. I duetterne med Tranberg skabes der skønhed, underlighed og vidunderlighed. Zone bleue er blevet til en plade der blander det underlige og det mere forståelige. En dejlig og anbefalelsesværdig plade.

Bonusinfo:

Der er releasekoncert i Nørrebro Jazzklub i Osramhuset, København søn. d. 4. november kl. 16.00

ilkmusic.com

DMA Jazz 2012 Nominerede

Det blev i dag afsløret hvem der er nomineret i de forskellige kategorier til årets store jazzprisuddeling på Copenhagen Jazzhouse d. 24. november. 

Jazznyt vil selvfølgelig være tilstede ved arrangementet, hvor der også er småkoncerter med vinderne fra sidste år: Carsten Dahl, Helle Hansen, Orpheus og Stefan Pasborg. 

Nedenfor er listen over de nominerede, hvor jeg godt kan tilslutte mig mange af de valgte plader. Årets danske jazzudgivelse er en af de kategorier, hvor det er ekstra svært, at forudse hvem der vinder. Det er en blandet landhandel, hvor både Niels Vincentz's 12 år gamle indspilninger med Billy Hart og Cameron Brown, Snorre Kirk's Blues modernism - med Jan Harbeck som eneste danske musiker og Simon Toldam's spartanske Sunshine sunshine or green as grass er plader der har roteret i bloggerresidensen med ekstra stor opmærksomhed. I katergorien Årets nye danske navn finder man Admiral Awesome's album, som jeg anbefalede varmt her på bloggen helt tilbage i august 2011, ikke voldsomt aktuelt. Men stadig en god plade. I crossover kategorien stritter det så vildt, at der både er tango, hip hop, world, kammermusik og avantgardepop. Her finder man også det eneste album der ikke er anmeldt her på bloggen. John Sunds album The Open Road.

Det er altid spændende, hvem der vinder. Igen i år vil jeg liveblogge fra arrangementet, hvor den afgående Jazzhouse musikchef Lennart Ginman er vært.

Årets Danske Jazzudgivelse

Christina von Bülow & Fredrik Lundin: Silhouette (Stunt Records/Sundance)

Peter Danstrup: Beautiful Untrue Things (Gateway)

Snorre Kirk: Blues Modernism (Calibrated)

Simon Toldam: Sunshine Sunshine or Green as Grass (ILK)

Niels Vincentz: Early Reflection (SteepleChase)

Årets Nye Danske Jazznavn

Admiral Awesome – nomineret for udgivelsen Admiral Awesome f. Fredrik Ljungkvist (Gateway)

Snorre Kirk - nomineret for udgivelsen Blues Modernism (Calibrated)

Marko Martinovic nomineret for udgivelsen Quintessence (Gateway)

Mads Mathias – nomineret for udgivelsen Free Falling (Calibrated)

Svin – nomineret for udgivelsen Heimat (Mom Eat Dad)

Årets Danske Vokaljazzudgivelse

Foyn Trio: Visible (Finito Bacalao Records)

Indra: In Between (Bendra Records)

Kira: Memories of Days Gone By (Stunt Records/Sundance)

Little Red Big Bang: Little Red Big Bang (ILK)

Mads Mathias: Free Falling (Calibrated)

Årets Danske Crossover Jazzudgivelse

Jakob Davidsen Kammeratorkester: Jakob Davidsens Kammeratorkester (Gateway)

Little Red Big Bang: Little Red Big Bang (ILK)

McEinar & KunTakt: Jeg må ha' en coach (Long Life Records)

John Sund: The Open Road (Exlibris – Storyville Records)

Torben Westergaard: Tangofied (Gateway)

Årets Danske Jazzkomponist

Peter Danstrup - nomineret for udgivelsen Beautiful Untrue Things (Gateway)

Lars Møller – nomineret for udgivelsen Episodes (Calibrated)

Simon Toldam – nomineret for udgivelsen Sunshine Sunshine or Green as Grass (ILK)

Torben Westergaard – nomineret for udgivelsen Tangofied (Gateway)

Jesper Zeuthen – nomineret for udgivelsen Jesper Zeuthen Trio Live (Blackout Music)

Årets Børnejazznavn (uddeles ved et særligt børnejazz-arrangement tidligere på dagen)

Benita Haastrup

Jazz Five

Wonderbrazz

JazzLive: Jazzmusikernes pris til Årets Spillested 

Buddhas Jazzklub/ Klaverfabrikken, Hillerød

Cafe Divino, Espergærde

Uteater, Odense

Eggs Laid By Tigers: Under the mile off moon (ILK)

Dette er ikke en jazzudgivelse! Men da det er off beat-jazzpladeselskabet ILK der udgiver og det er musikere som bassisten Jonas Westergaard og trommeslageren Peter Bruun der står bag musikken i trioen, så samler der sig alligevel en sund og nærende interesse for dette litterære pladeudspil. "Jeg skrev dejligt originale sager, ligesom æg lagt af tigre" sagde den walisiske digter Dylan Thomas. Det er ham som trioen har sat musik til. 11 vidunderlige tekster med dybe dybder. Der er masser af stof til eftertanke og overvejelser om livet. 

Musikalsk suppleres trioen, der også består af Martin Ullits Dahl (bedre kendt som Prins Nitram) af en række ILK-kendinge. Simon Toldam, Anders Banke, Jakob Munck og Jimmy Nyborg, der er med til at sikre den høje musikalske kvalitet. Jeg kommer flere gange til, at tænke på britisk rock fra midt og slut 60'erne i stil med Kinks som de lød på Waterloo Sunset. Der er noget af den samme ubundne musikalske frihed i Eggs Laid By Tigers. Stemningsfyldt flerstemmig sang i et overvejende akustisk univers, pakket ind i gode arrangementer. Folk, rock, jazz og nogle stærke musikalske personligheder der satser og holder hele vejen.

eggslaidbytigers.com

Angel: Live at KKI (Barefoot Records)

Vi møder trioen Angel på denne live-optagelse fra KKI Laboratorium i Flensburg. Optagelsen fandt sted i slutningen af 2010, samme år som deres debutplade udkom. På de to (lange) numre Pyramid og Pyramids er trioen igen ude på overdrevet. Det er freejazz i yderste potens. Den opfindsomme guitarist Stephan Sieben er i fornemt selskab med to af de stærkeste impro/freejazz musikere herhjemme. Nordmanden Haakon Berre på trommer og bassisten Adam Pultz Melbye viser endnu en gang, hvordan man lader musikken gå fuldstændigt i opløsning. De to numre er knapt så heavy i udtrykket som debutpladen. Der er stadig kraftfyldt vildskab. Men det er som om koncert-situationen har lagt en dæmper på det voldsomme. De er i stedet ætset gennem det metalliske. De befinder sig i et kogekar med syre, rust, damp og en kraftig lugt af sammenbrud.

Angel's plade er en vigtig udgivelse, der er med til at understrege den stærke position dansk impro og freejazz har lige nu. Sieben, Berre og Melbye er tre modige musikere, der ikke er ude på at please. At lade musik falde så meget fra hinanden som her, er både provokerende og tiltalende.

angeldk.bandcamp.com

barefoot-records.com

Jonathan Gee Trio: Dragonfly (ASC)

Den britiske pianist Jonathan Gee er på albummet Dragonfly sammen med amerikanerne Joseph Lepore på bas og Nasheet Waits på trommer. Sidstnævnte kender vi herhjemme for samarbejdet med Jakob Dinesen på et par djævelsk gode albums fra 2005 og 2007. Jonathan Gee har været at finde på den engelske jazzscene siden 80'erne. I 1991 fik han Rising Star prisen ved British Jazz Awards.  Han har siden bla. samarbejdet med Claire Martin, Mika Mylarri, Tony Kofi, Jay Phelps og Pharaoh Sanders.

At Jonathan Gee spiller et Thelonious Monk nummer er ikke tilfældigt. Monk's komposition We see spilles med lige dele ærefrygt og gå på mod. Gee runder de skarpe Monk-kanter uden større skrammer. I et fint samarbejde med Lepore og Waits har Gee lavet et åbent trioalbum. Der er plads til nærvær og sammenspil. Musikken afvikles med stor akuratesse og indføling. Et rigtigt fint trioalbum. Her er både inspiration fra de sene 50'ere og nutiden.

jonathangeetrio.co.uk

Fourplay: Esprit de four (Heads up/Concord/Naxos)

Hvis du ikke kan lide smooth jazz, så stop bare her. Fourplay er smooth jazz i den mest luksuriøse forklædning. Esprit de four er deres tolvte album siden 1991. Undervejs er guitaristen skiftet ud et par gange, fra Lee Ritenour til Chuck Loeb i dag - jeg kan dog ikke høre den store forskel. Rytmegruppen er den samme. Pianisten og keyboardspilleren Bob James lavede i 70'erne en række forrygende fede funky albums. Bassisten Nathan East har et session-CV, der går fra Eric Clapton til Barry White over Michael Bublé. Trommeslageren Harvey Mason har et lige så breathtaking CV, overvejende i jazzens pænere kredse. Med andre ord, nogle vanvittigt dygtige musikere, der elsker at spille noget med melodi. Noget af musikken er blevet til på baggrund af tsunamien i Japan i 2011, hvor Bob James som så mange andre blev meget berørt. Kvartetten har et stort publikum derovre - og stadig også i USA, hvor der dog rapporteres om stor tilbagegang for 90'ernes meget populære smooth jazz-radiostationer.

Esprit de four er gnidningsfrit album, der glider pænt ind i baggrunden som lydtapet. Da jeg har hentet en stor del af min musikalske bagage i firserne (Sanborn, Benson, Ritenour…) har jeg ikke problemer med at lytte Fourplay. Tværtimod, jeg falder fuldstændig på røven, når Nathan East elektriske bas runger og buldrer så blødt. Det er sådan noget der får mine Bowers & Wilkins højttalere til, at lyde af en halv million…lækkert. Når det så er sagt, så er der også lidt af den rigtigt kedelige slags på pladen. Det sidste nummer er med den japanske sangerinde Seiko Matsuda. Det lyder som noget der kunne være titelmelodien til Disney's Den Lille Havfrue. Kedeligt men den kan man så bare springe over. Resten er lækker hifi jazz, der får mig til, at drømme om Technics-effektforstærkere med store VU-metre.

fourplayjazz.com

Ibrahim Electric: Isle of Men (Target)

Ibrahim Electric er noget helt specielt på den danske jazz- og musikscene. De har eksisteret i over ti år. De har hele tiden spillet koncerter og udgivet plader med lige så stor entusiasme og glæde som de gjorde i starten. Deres nye og syvende album er en kraftig understregning af, at de fortsat er på toppen og har noget at byde på. Albummet Isle of Men er en udbygning af noget af det jeg holder allermest af hos Ibrahim Electric. Groovy og fængende orgeltrio-afrojazzrockfunk. 

Denne gang er de mere fokuserede end på på de to foregående albums. Der er knap så meget overflødigt fjolleri i musikken - det finder man så til gengæld så rigeligt af i CD-bookletten. Guitaristen Nicklas Knudsen er usvigeligt swingende sikker i sin sag, når han smider sine finurlige guitarfigurer, ofte med et afrostænk, ind i Ibrahim Electric-universet. Jeppe Tuxen er veloplagt og frisk. Han har både Booker T, Jimmy Smith og Jon Lord som inspirationskilder. Trommeslageren Stefan Pasborg runder sin efterårs albumtrilogi af med det mest "folkelige" album. Han har ingen problemer med at holde et steady beat. Han tilføjer en masse lækre detaljer, så der både er noget for trommefans og dem der godt kan lide at gå rytmeamok hjemme i stuen.

Isle of men byder på 10 numre med titler som Appman, Caveman, Handyman, Rainman, Partyman etc. Et suverænt og anbefalelsesværdigt Ibrahim Electric-album er atter at finde på nettet, på CD og sør'me også LP. 

Bonusinfo:

Fra torsdag d. 25. oktober og de følgende fire torsdage, sender DR K en række halv times-programmer med Stefan Pasborg i fokus. Han præsenteres med sine mange forskellige bands. På torsdag er det Odessa XL fra Copenhagen Jazzhouse 2011.

pasborg.dk

Hjælp ny radiostation på vej

Radiosyndikatet er en ny form for foreningsradio som starter op i 2013. For ikke at gå bankeråt personligt forsøger foreningen, at samle penge ind via crowdfunding, som er med til at sikre radioens levetid og startomkostninger.

Radio Syndikatet kommer til at tilbyde specialproducerede programmer, som hovedsageligt henvender sig til et niche publikum. Det kan eksempelvis være et ugentligt program om Italo Disco eller Hip Hop, eller et månedligt program om relationen mellem Jazz og Hip Hop.

Radio Syndikatet er en Internet radio og kan således høres fra enhver computer, derudover vil det være muligt at streame alle programmerne "on-demand", hvilket ganske enkelt betyder man kan lytte til de enkelte programmer når man vil og hvor man vil.

Radio Syndikatet har derudover indgået aftaler med KODA og Gramex, for at sikre at de kan blive ved med at spille præcis den musik de vil, når de vil.

Jazzhatten dækker over Radio Syndikatets jazzflade. Jazzhatten bliver bestyret af Mikkel Schrøder Dysted aka. Mister Flying Hips, som er mangeårig jazzfan og samler. Der vil dog ofte være gæster, musikere og andre dedikerede jazzfolk i studiet. Fladen bliver indtil videre inddelt således:

Den klassiske jazzhat

En ugentlig udsendelse med den klassiske opstilling. Her bliver der spillet alt fra klassisk bebop til den hårde avantgarde. Og der bliver plads til at gå i dybden imellem musikken. En god suppe af nyt og gammelt i jazzens verden.

Undergrundens jazzhat

Et program hver anden uge om den danske undergrund. Her vil fokus blive sat på de små undergrundsselskaber, fra Barefoot til Cowbell, der leverer et spændende og ikke mindst vigtigt vækstlag, på den danske jazzscene. Hvad rør sig, hvem er med og er det fedt? Her vil der være gæster indbudt fra de pågældende selskaber, så vi kan komme i dybden og ikke mindst blive rørt.

Den sindssygt høje jazzhat

Et månedligt program hvor vi tager fat i de absolutte hovedværker i jazzhistorien. Det kan være alt fra et drumbreak, over en guitarlyd, til et mesterplade som ”Kind of Blue”. Her vil vi belyse og bevise hvad månedens spotlight har betydet i musikhistorien og hvorfor den er så åndssvagt fed. Her vil der udover Mikkel, være en musikhistoriker og en studietekniker/musiker med i studiet, til at belyse dens betydning og dens tricks.

Du kan læse mere om Radiosyndikatet på deres hjemmeside: radiosyndikatet.dk

Du kan støtte initiativet økonomisk her: indiegogo.com/RadioSyndikat

Nils Wogram Septet: Complete soul (NWOG Records)

Den tyske trombonespiller Nils Wogram var med som gæst på Jesper Løvdals seneste Lovedale-projekt, hvor der blev improviseret på meget fri vis. I Wograms egen nye septet er der også plads til improvisationerne, dog i en noget mere tøjlet version. Nils Wogram Septet er en blæseroverdosis af den originale slags med 6 blæsere og en enkelt trommeslager. Han er en mangesidet musiker og komponist der tager frit fra jazzhistoriens hylder. Han har ladet sig inspirere af Miles Davis Birth of the cool-indspilninger fra 1949. Han  har betragtet blæserne som et samlet hele med solister der stikker ud.

Complete soul inddrager fra tidligere Nils Wogram-projekter. Her lader han dem stå i et lys, en ny lyd. Det er blevet til en spændende plade, der lyder som et kammer-big band. Er man blæserfreak er Complete soul en plade der hører med til dagens pensum.

nilswogram.com

Organic3: Doctor NO's Shuffle (Gateway)

Alt mens der er godt gang i festivalen Jazzy Days i den lille nordjyske flække Tversted, så vælger lederen af festivalen Niels Ole Sørensen også at være aktuel på plade. Den sympatiske nordjyde er nemlig organist og med trioen Organic3 får han afløb for lysten til at spille souljazz. Trioen består udover Niels Ole også af Uffe Steen på guitar og Esben Bach på trommer. Desuden er saxofonisten Samuel Hejslet med som gæst. Niels Ole Sørensen har lavet en klassisk hammondorgelsouljazz plade i ånden fra Brother Jack McDuff (der hyldes på på Ode to McDuff), Dr. Lonnie Smith (de spiller hans Pilgrimage) og alle de andre Hammond konger. 

Pladen er skåret over den velafprøvede læst med shuffle, ballader og blues. En af balladerne er Per Gades umådeligt lækre Peace Please, der nu for tredje gang optræder på et dansk jazzalbum. Kjeld Lauritsen og Søren Lampe har været der tidligere. Vi er vel ved at være fremme ved, at kunne kalde nummeret for en moderne dansk jazzstandard. Albummet Doctor NO's Shuffle lukkes selvfølgelig ned med en blues, der meget passende kaldes for Tversted Blues. Trommeslageren Esben Bach er timekeeper. Uffe Steen er på hjemmebane i grænselandet mellem jazz og blues. Bandleaderen Niels Ole Sørensen, der også har skrevet de fleste af pladens numre, er udadvendt, tight og swingende. Det er blevet til en fremragende plade, der holder stilen hele vejen. Selv hårdkogte hammondafficionados bliver nødt til, at tjekke den her ud!

L Wood Joy: BoogieRollSwingJazz (L Wood Joy)

Det er sandsynligvis et underholdende caféband. Nu skal jeg i det her tilfælde kun forholde mig til pladen. Pladen signalerer tydeligt her er vi. Vi kan spille så'n her, book os! De tre musikere kan rent teknisk aflevere musikken uden større problemer. Det handler bare om så meget andet, når man kaster sig over en genre, der er nok så enkel at spille. Det kræver en hulens masse personlighed, hvis man skal tænde en ild hos publikum. Når man har valgt at spille i samme stil som Dr. John og Professor Longhair, så er det også dem der en min referenceramme. Jeg har også hørt SP Just Frost og senere Skipper Just Frost til en hel del koncerter, så de befinder sig også i min referenceramme for, hvordan det skal lyde, når man spiller New Orleans-funky rhythm'n'blues.

Her efterlader L Wood Joy en del tilbage at ønske. Spilleglæden og entusiasmen stråler fint igennem. De spiller udødelige klassikere som Mess Around, Big Chief og Route 66. Det blandes med selvskrevne numre, der lugter af New Orleans men alligevel lyder ganske dansk. 

lwoodjoy.dk

Andromeda: 1.0 (Andromeda)

Ung Jazz vinderne anno 2012 havde allerede en del idéer omkring det album de ville lave, da de vandt Ung Jazz. Planen indebar dog ikke udgivelse af et album her og nu. De blev dog opfordret til, at få lavet noget materiale så de bla. kan sælge sig overfor spillestederne. Derfor har de lavet denne EP med 5 numre + et skjult ekstranummer. Den er indspillet på det Rytmiske Musikkonservatorium i København, hvor de alle tre er elever. Det er en rå produktion, hvor spontaniteten og spilleglæden er kommet med på CD'en. Det er en opsigtsvækkende trio, alene i kraft af instrumentsammensætningen. Klaver, trommer og tuba!

Musikken er inspireret af vores nærmeste galakse Andromeda. De spiller dynamisk og bevægende melodisk, hvor The Big Bang og Apollo 11 er med til at skabe rammerne omkring den eventyrlystne og tiltalende musik. Christian Balvig på piano, Rasmus Lund på tuba og Morten Skøtt på trommer er på mange måder en trio der er værd at lægge mærke til. De har en klar idé og vision med deres musik. De får det også omsat, så der både kommer stjernetåger og planeter ud af højttalerne. 

andromedatrio.com

Tomasz Dabrowski: Tom Trio (ILK)

Der er alt for få trioplader, hvor trompeten er i centrum. Det er den tanke jeg får, når jeg hører Tomasz Dabrowski's debutplade. Den holder et højt niveau hele vejen igennem. Den spartanske instrumentering med bas, trommer og trompet bruges bevidst. Der er megen luft omkring hver enkelt instrument. Han siger i pressematerialet at han elsker at skabe musikalsk ukomfortable situationer, hvor han udfordrer sig selv. Det gør han også i høj grad, når han skal undvære et akkordinstrument, som f.eks. et klaver. Det der lander hos mig er ikke udfordrende musik, som i noget der er uforståeligt. Dabrowski er nærværende og påpasselig med materialet, der aldrig overlæsses.

Polske Tomasz Dabrowski har boet i Danmark de sidste fire år, hvor han har gået på konservatoriet i Odense. Her har han mødt trommeslageren Anders Mogensen, der er underviser på stedet. Sammen med bassisten Nils Bo Davidsen er Mogensen suveræne partnere. De er overalt i musikken og ved også hvornår de skal holde igen. Tomasz Dabrowski spiller udover trompet også på balkanhorn. Han trækker på inspiration fra free jazz, østeuropæisk folkemusik og avantgarde. Tom Trio er både et originalt og velspillet album, der bør pirre den nysgerrige jazzlytter.

tomdabrowski.com

Rêve Boheme: Django goes north (Calibrated)

Guitaristen og sangeren Jens Fuglsang står i spidsen for Rêve Bohème, der nu er aktuelle med deres femte CD. Det er stadig Django Reinhardt og gypsyjazz det drejer sig om. Denne gang under overskriften Django goes north. Og ja Django nåede at spille fire koncerter i 1939 i Danmark inden krigen brød ud. På denne plade er der ikke yderligere krydsninger mellem gypsyjazzen og dansk musik. Det her er rent og uforfalsket gypsyjazz i højt tempo. Robert Pilgaard tager sig fortsat af rytmeguitaren mens de to nye medlemmer Jesper Riis på bas og Finn Poulsen på mundharmonika føjer lidt nyt til Rêve Bohème. Det er i høj grad Poulsens mundharmonika, der afløser Kasper Fredholms tenorsax, der giver den nye lyd til kvartetten. Poulsen spiller en sikker Toots Thielemanns-lignende kromatisk mundharmonika, der passer perfekt til Rêve Bohème.

Gypsyjazz er en meget veldefineret genre og derfor er det svært at føje noget nyt til genren. I stedet handler det i høj grad om udtryk og ikke mindst de enkelte musikeres kvaliteter. Det klarer Rêve Bohème særdeles flot. Personligt synes jeg at det er en fornøjelig idé at de har valgt at spille The Clash's Jimmy Jazz fra 1979 rockklassiker-albummet London Calling (der af mange - inklusive mig - kaldes et af de bedste rockalbum  i verdenshistorien). De holder sig fint til forlægget, der også i den oprindelige udgave er ganske jazzet. Men det er jo ikke gypsyjazz for ingenting, så der kommer et par mellemspil i højt tempo, hvor de fleste rockguitarister ville give fortabt. Pladen lukkes ned med Velvet Underground's Sunday Morning, der kommer fra mit andet topyndlingsrockalbum The Velvet Underground & Nico. Her synger Fuglsang næsten som Lou Reed. Imponerende og overraskende (jeg er ultra-Lou Reed fan) godt gået.

Resten af pladens numre er en blanding af jazzklassikere og selvskrevne numre.

reve.dk

Erik Moseholm er død

Erik Moseholm døde torsdag aften, 82 år gammel. Den betydning han har haft for dansk jazz er overvældende stor. Det har den været i kraft af den vedholdende og bredspektrede indsats han har lagt for dagen. Han har sat sig dybe spor over alt i dansk jazz. Siden slutningen af 40'erne, hvor han begyndte at optræde professionelt som bassist og frem til sin død, har han været involveret i mange vigtige projekter. Det har drejet sig om musikpædagogik, organisation og mange af de områder der er omkring jazzen. 

I 50'erne og frem til starten af 60'erne spillede han på en lang række af tidens vigtigste pladeindspilninger. I 1958 blev han kåret som årets danske jazzmusiker. I 1961 starter han Radiojazzgruppen, hvilket han beretter om i bogen Den hemmelige krystal fra 2003. Han har været administrativ og kunstnerisk leder af DR Big Band og rektor på det Rytmiske Musikkonservatorium. Han har været til at starte musikpolitiske foreninger som Fajabefa, DJBFA og Dansk Jazzmusiker Forening op. Hans musikalske virke er dokumenteret på en lang række plader, hvor serien Erik Moseholm Collection som Music Mecca udsendte fra 1998-2003 over fire CD'er dækker hans vigtigste musikalske periode fra starten af 50'erne og frem til starten af 70'erne. Desuden har han skrevet flere bøger.

Jeg har mødt Erik Moseholm adskillige gange i forbindelse med Swinging Europe-projektet. Sammen med Birgit Vinge fra Brande formåede han at skabe et europæisk jazzprojekt med unge jazzmusikere, der fik betydelig økonomisk støtte fra EU. Hans oprigtige og brændende entusiasme omkring hver enkelt musiker, der var medlem at big bandet var for mig inspirerende og imponerende. Specielt  med tanke på alt det han har været involveret i. Han trådte ud af projektet for et par år siden og sikrede sig først at det kunne leve videre, inden han gik på "pension". Swinging Europes hovedprojekt big bandet European Jazz Orchestra har netop overstået endnu en succesfyldt turné der bragte dem gennem 9 europæiske lande.

Erik Moseholm efterlader en kæmpe musikalsk, pædagogisk og organisatorisk arv, der kommer jazzmusikere og fans til gode mange år frem.

Stefan Pasborg: Free Moby Dick (ILK)

For kort tid siden var Stefan Pasborg aktuel med en ny liveplade med Odessa 5 XL. Om kort tid kommer der et nyt album med Ibrahim Electric. I mellemtiden kan Pasborg-fans lune sig med denne udgivelse, der i høj grad hænger sammen med Stefan Pasborg's andre musikalske aktiviteter. Free Moby Dick er Pasborg's "free jazz møder rock" projekt. Led Zeppelin, Black Sabbath, White Stripes, Rolling Stones og Tom Waits splittes ad. De genopstår i muterede reinkarnationer, hvor kropsdelene er sat lidt anderledes på torsoen. Noget er udeladt, andet er tilføjet.

Stefan Pasborg kommer tæt på det jeg efterlyste i min kommentar her på bloggen tilbage i juli måned. Det er blevet til musik der kan appelere bredere end free jazz normalt vil gøre. Med de to suveræne saxofonister Mikko Innanen på barytonsax og Liudas Mockunas på tenorsax samt Nicolai Munch-Hansen på bas er rammen sat for en kvartet der lige præcis vælter mig omkuld. Rockklassikere som Black Dog, Iron man og Paint it black, hvor kvartetten undervejs spiller melodistykkerne, som man kender dem, selvfølgelig med jazzsaft og -kraft blandes op med dissektionen af det velkendte. Free Moby Dick er en plade med kultpotentiale. Innanen og Mockunas er fantastiske. Det er godt hørt af Pasborg, at sætte de to sammen. 

pasborg.dk

Sinne Eeg: The Beauty of Sadness (Sinne Music/VME)

Radiounderholdningsorkestret der her kaldes Danish National Chamber Orchestra er med på Sinne Eegs femte plade i eget navn. Jacob Christoffersen sidder ved pianoet som han efterhånden har gjort i nogle år hos Sinne Eeg. Sammen med bassisten Morten Ramsbøl står han for det trygge og velkendte mens trommeslageren og stjernen Peter Erskine er med som special guest. Uden at ville fornærme nogen, havde det for min skyld ikke gjort noget at det var Morten Lund der sad ved trommerne.

Der skal dog ikke herske tvivl om, at Sinne Eegs stemme og musikalitet der er pladens store attraktion. Hun synger uafrysteligt smukt! Et godt eksempel er duetten mellem Sinne og Marc Bernstein på basklarinet på I have the feeling I have been before. Der er en dybde, en varme og en indfølelighed i stemmen der sætter sig i hjertet. Sinne Eeg styrer uden om kendte jazzstandards og har i stedet fem af sine egne numre på repertoiret. Hun vender bla. tilbage til titelnummeret fra 2007-albummet Waiting for dawn

Hun har taget to popnumre med på pladen. Lennon/McCartney's Strawberry Fields forever og U2's With or without you. Der er stor forskel på hvordan de er landet. Strawberry Fields forever har Sinne Eeg et helt særligt tag på. Hun går ind i melodien og får en ny, medrivende og personlig version ud af den. Så absolut et af pladens højdepunkter. With or without you er slet ikke i samme klasse. Det er muligvis fordi den oprindelige melodi slet ikke åbner op for den slags muligheder. Hun besætter ikke nummeret og gør den til sin. Det bliver til en rimeligt ordinær version. En version der ikke passer til resten af pladens høje kunstneriske niveau.

The Beauty of sadness fortjener en god færd. Sinne Eeg har imponeret siden Waiting for dawn og frem. Denne gang er hun mere afklaret end nogensinde. Hendes stemmepragt er i særklasse og med lidt held kunne hun godt få et internationalt gennembrud med dette album. Kvaliteten er der i hvert fald. 

sinnemusic.com

John Tchicai er død

Den danske saxofonist John Tchicai er død. Han blev 76 år gammel. Han fik en hjerneblødning i lufthavnen i Barcelona tilbage i juni måned. Han er nu sovet stille ind på et sygehus i Frankrig. 

Han kom til New York i 1962, hvor han blev en del af byens boblende avantgardescene. Her blev han medlem af en af de mest banebrydende grupper, New York Contemporary Five sammen med bla. Don Cherry og Archie Shepp. Desuden medvirkede han på John Coltrane's LP Ascension fra 1965. Et album der af mange regnes for at være et af avant garde- og freejazzens hovedværker. Tilbage i Danmark i 1966 er han med til at danne Cadentia Nova Danica, der blander kompositionsmusik, improvisation og verdensmusik. Albummet fra 1969 Afrodisiaca bliver af datidens anmeldere, Boris Rabinowitsch fra Politiken og Erik Wiedemann fra Information rost til skyerne. I 2006 kritiserer Politiken Kulturkanonen for ikke at have medtaget dette oversete værk. 

John Tchicai har ikke trukket overskrifter i den brede offentlighed. Han har omvendt sat så dybe spor i jazzens historie, at han internationalt set er den danske jazzmusiker der har haft størst betydning. Der er selvfølgelig blevet sat pris på Tchicai, der i 1990 som den første improvisationskomponist fik Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Ligeledes har samarbejdet med Pierre Dørges New Jungle Orchestra og Simon Spang-Hanssen været med til, at placere ham eftertrykkeligt på det danske jazzlandkort. I 70'erne pendlede han rundt i Europa, hvor han spillede med mange at de vigtigste europæiske avantgardemusikere. Senere har han i længere perioder været bosat i USA og sidst i Frankrig. Han har indgået i 100-vis af avantgarde projekter over hele verden. Et af kendetegnende ved Tchicai har været den åbne tilgang til musikkens verden, der har bragt ham rundt i verdensmusikken, ny kompositionsmusik, rock og flere andre underafdelinger indenfor den eksperimenterende jazz. 

En stor jazzmusiker er væk. Han vil blive savnet og husket af avantgardefans over hele verden.

Yazz: So Danso (Stunt)

Det kunne gå så grueligt galt. I stedet er det endt i en solbeskinnet fest. Sangerinden Yasmin Kierkegaard alias Yazz synger en række numre fra latinmusikkens a-liste. Sange der så ofte er fortolket før. Mas que nada, Besame mucho, Girl from Ipanema, Corcovado etc. Bossa, samba, mambo og andre varme stilarter er basis på pladen So danso. Der har heldigvis sneget sig en musikalsk kant ind på pladen, så den hæver sig og bliver til mere end et cocktailsoundtrack. 

Det er i høj grad saxofonisten Jakob Dinesens fortjeneste. Han tager sig mesterligt af den musikalske ledelse af et orkester med Yasser Pino på guitar, Carlos Perez på trombone, Eliel Lazo på percussion og ikke mindst Poul Reiman på et klaver der lyder som et opretstående klaver. Det er det der med til, at give noget af kanten, sammen med en masse dejlige saxsoli fra Dinesen. Yazz leger kælent med lytteren, på en måde så også kvindelige lyttere bliver forført. Yazz og bandet har lavet en festlig plade, der kan bruges som sjælevarmer nu hvor efteråret for alvor har sat ind.

sundance.dk

Sulahue: Eating stars (Red Hill)

Som en prøveballon, hvor et helt long playing album ikke nødvendigvis er løsningen for en debutant er denne EP dukket op. Den indeholder fire numre med den dansk-mexicanske sangerinde Sulahue. Hun dækkes musikalsk op af konservatoriestuderende musikere. Det er vaskeægte håndspillet musik, hvor der både er virtuositet og håndværk i spil. De spiller musik uden nogen som helst skelen til tendenser og modeluner. 

Sulahue står i spidsen for et kabaretlignende swing-univers med en duft af savsmuld og jazz. Hun leger med og plejer sangteksterne. Blandt instrumenterne finder man både akkordion, hammond, piano, guitar etc. Jeg vil gerne fremhæve violinisten Alexander Kraglund. Der er noget magisk over hans violinspil. Pladen er et hyggeligt bekendtskab og en kraftig understregning af, at det bobler og syder med talent i den danske musikundergrund. 

sulahue.com

Arild Andersen & Scottish National Jazz Orchestra: Celebration (ECM) >> Various artists: The ACT Jubilee Concert (ACT)

Det er skandinaverne der dominerer på disse to udgivelser, der hylder hver sit tyske pladeselskab. Den norske bassist og mangeårige musiker på utallige ECM-udgivelser Arild Andersen står i spidsen for det skotske big band Scottish National Jazz Orchestra. Sammen kigger de tilbage i ECM's righoldige katalog og spiller seks klassikere. Der er de helt store klassikere som Chick Corea's Crystal silence, Keith Jarrett's My song og Dave Holland's May dance. De suppleres med tre norske numre, Andersens egen Independency, Trygve Seim's Ulrikas dans og Jan Gabareks Molde Canticle. Saxofonisten Tommy Smith dirigerer og tager nogle friske soli. Det er blevet til en lettere rodet sag, hvor fornøjelsen er Andersens umådeligt lækre bas. Som feks. på Jarretts My song, hvor Andersen spiller melodistykket på bassen som Jan Gabarek udødeliggjorde med hans karateristiske saxtone.

Tidligere i år afholdte ACT Records en 20 års jubilæumskoncert i Hamburg. Det er den vi over 2 CD'er kan høre på The ACT Jubilee Concert. En række af de musikere, der har været med til, at placere ACT på jazzens verdenskort spiller her sammen i nogle forskellige konstellationer. Den polske pianist Leszek Mozdzer indleder overbevisende koncerten, bla. i en overbevisende duet med bassisten Lars Danielsson på sidstnævntes Pasodoble. Men det er The ACT Family Band med trombonespilleren og sangeren Nils Landgren i spidsen, der tager sig af hovedparten af musikken. Han bliver altid en tand bedre når han står på en scene, da hans mere organiske fremtræden klæder både trombonespillet og sangen. I bandet finder man en række musikere, der i de senere år har været med til, at tegne pladeselskabet. Lige fra guitaristen Nguyen Le til trompetisten Verneri Pohjola. Selvfølgelig hyldes ACT's største navn gennem tiderne Esbjörn Svensson også. Cæcilie Norby synger sammen med Landgren, der gribende Love is real, der som den eneste Esbjörn Svensson Trio-melodi var med sang af Josh Haden på 2003-albummet Seven days of falling. Norby er med på flere af koncertens numre og på den afsluttende Purple Haze trækker hun mere på erfaringerne fra Frontline og One/Two end fra de sidste mange års jazzkarriere. Friskt! 

player.ecmrecords.com/andersen-celebration

Toxvaerd/Anderskov: Phone Book (ILK)

Telefonbogen? Hvem bruger en telefonbog i disse tider? Altsaxofonisten Laura Toxværd har brugt bogen men ikke til at finde telefonnumre. Hun har brugt telefonbogen til, at skabe musik. Hun har skabt fire grafiske symbolsystemer, der angiver musikkens forløb. Det drejer sig om noder der er blandet sammen med udklip fra telefonbøger. Det giver en særegen blanding af nedskrevet og komponeret musik, der blandes op med improvisationer. Hun har allieret sig med en af de allerstærkeste danske musikere, når der skal laves musik, der i form og mentalitet bevæger sig i stratosfæren. Pianisten Jacob Anderskov er om nogen manden, der kan omsætte svær musik.

Laura Toxværd har på de to tidligere albums No. 1 fra 2007 og Do Drugs fra 2010 afsøgt udkantsområder i jazzen. Det gør hun ikke i så ekstrem grad denne gang. Åbningsnummeret Androidangle er sammen med nummeret Fishbone de lettest tilgængelige numre. I en rolig struktureret opsætning mødes Toxværds støvede altsaxtone med Anderskovs søgende piano i en tåget stemning. Der er avantgardistiske skæverter, der stiller krav på de andre numre, så fans af Toxværd og Anderskov bliver ikke skuffede. Denne duoplade understreger på tydeligste vis, at Laura Toxværd både kompositorisk og stemningsmæssigt er en ener på den danske jazzscene.

lauratoxvaerd.dk