Guitaristen og sangeren Jens Fuglsang står i spidsen for Rêve Bohème, der nu er aktuelle med deres femte CD. Det er stadig Django Reinhardt og gypsyjazz det drejer sig om. Denne gang under overskriften Django goes north. Og ja Django nåede at spille fire koncerter i 1939 i Danmark inden krigen brød ud. På denne plade er der ikke yderligere krydsninger mellem gypsyjazzen og dansk musik. Det her er rent og uforfalsket gypsyjazz i højt tempo. Robert Pilgaard tager sig fortsat af rytmeguitaren mens de to nye medlemmer Jesper Riis på bas og Finn Poulsen på mundharmonika føjer lidt nyt til Rêve Bohème. Det er i høj grad Poulsens mundharmonika, der afløser Kasper Fredholms tenorsax, der giver den nye lyd til kvartetten. Poulsen spiller en sikker Toots Thielemanns-lignende kromatisk mundharmonika, der passer perfekt til Rêve Bohème.
Gypsyjazz er en meget veldefineret genre og derfor er det svært at føje noget nyt til genren. I stedet handler det i høj grad om udtryk og ikke mindst de enkelte musikeres kvaliteter. Det klarer Rêve Bohème særdeles flot. Personligt synes jeg at det er en fornøjelig idé at de har valgt at spille The Clash's Jimmy Jazz fra 1979 rockklassiker-albummet London Calling (der af mange - inklusive mig - kaldes et af de bedste rockalbum i verdenshistorien). De holder sig fint til forlægget, der også i den oprindelige udgave er ganske jazzet. Men det er jo ikke gypsyjazz for ingenting, så der kommer et par mellemspil i højt tempo, hvor de fleste rockguitarister ville give fortabt. Pladen lukkes ned med Velvet Underground's Sunday Morning, der kommer fra mit andet topyndlingsrockalbum The Velvet Underground & Nico. Her synger Fuglsang næsten som Lou Reed. Imponerende og overraskende (jeg er ultra-Lou Reed fan) godt gået.
Resten af pladens numre er en blanding af jazzklassikere og selvskrevne numre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar