Emil de Waal+ Gustaf Ljunggren and Søren Kjærgaard feat. Elith "Nulle" Nykjær (EDW)

Det er vel en misforståelse af kalde trommeslageren Emil de Waal for en jazzmusiker. På den anden side har jazzlignende elementer altid fyldt godt op i hans mange projekter. Har man synes at der har været for lidt jazz i de Waal's projekter. Så er det pay back time nu. I bandet Emil de Waal+ har han sammen med multiinstrumentalisten Gustaf Ljunggren og keyboardspilleren Søren Kjærgaard været vidt omkring. Elektroniske, avantgardistiske, rockede og eksperimentelle musikformer har været inddraget i musikken. Ved at invitere klarinetisten Elith "Nulle" Nykjær indenfor i plusset er der nu jazz ud over det hele.

Vi får så meget jazz, at de endda spiller nogle af jazzens allerstørste kompositioner. Charles Mingus' Goodbye Pork Pie Hat og et medley med Ellington's Such sweet thunder, Purple gazelle og Very special er på spillelisten. Nu har jeg haft pladen i et par uger. Jeg har hørt den sammen med venner - der alle var begejstrede ved første gennemlytning. Så har den ligget i nogle dage uden at blive hørt. Da jeg sætter den på igen, begynder der at tegne sig et billede. Jeg er mere end almindelig vild med den her plade. Nulle's lettere melankolske og stemningsfyldte klarinet er traditionen. Emil de Waal har i de musikalske legekammerater Kjærgaard og Ljunggren to ukonventionelle musikere. De er opfindsomme og afslappede overfor traditionerne - men de skider ikke på dem.

Emil de Waal+ vælger at køre i et musikalsk spor der ikke eksisterer, de skaber det selv. Der er parallelspor til nogle af de Waal's tidligere projekter som f.eks. Band Mrazem, som han havde sammen med trommekollegaen Jonas Johansen. Med den nye plade beviser de Waal med al tydelighed, at han også er jazzmusiker. For at understrege, at Emil de Waal+ er højstemte i al deres looseness, så lukker de pladen ned med Chopin's Nocturne opus 9, no. 2 - og ikke et øje er tørt!

Det er et anbefalelsesværdigt album til dem der kan lide musik.

facebook.com/emilgustafsorennulle

Claus Høxbroe & Oscar Gilbert: Nøgne som nyfødte (Exlibris)

Finanskriselyrik og old school "asfalt og røde læber i neonlys"-poesi. Claus Høxbroe kan begge dele. Sammen med pianisten Oscar Gilbert har Høxbroe lavet en særdeles vellykket spoken word-plade. Høxbroe skylder en hel del til de gamle beatpoeter. Det lægger han heller ikke skjul på. Han er også dansker. Det bliver meget tydeligt i samarbejdet med pianisten Oscar Gilbert. Gilberts spiller rolige og behagelige jazzinspirerede toner. Der hersker en helt særlig melankolsk klang. Klangen af efterårsregn og våde kinder. Det er et perfekt match til Claus Høxbroe.

Claus Høxbroe kan være morsom som når han i Forførende flexlån siger: "Vi mødes ved Weber-grillen...Du siger, at Jeg er lækker friværdi". Det er urban-sjovt med et glimt i øjet. Det er storbyen, der hersker i Claus Høxbroes verden. Han er eftertænksom, finurlig og cool. Det er det bedste jeg har hørt med Høxbroe. Oscar Gilberts improviserede og meget melodiske toner passer godt til Høxbroe. Claus Høxbroe leger med klichéerne. Natten er uendelig i et univers af ledige taxaer. Der fornemmes også nogle sprækker med dagslys og alvor i Høxbroes tekster. Jazz'n'poetry kan ikke skæres ret meget skarpere, end det her bliver gjort af Høxbroe og Gilbert.

Bonusinfo:

Pladen udkommer d. 6. april, hvor der er release-koncert kl. 19.00 på Hofteatret ved Christiansborgs Ridebane.

claushoxbroe.dk

Grand General: Grand General (Rune Grammofon)

Det er kun lidt over en måned siden, hvor jeg skrev at norske Rune Grammofon viser vejen for, hvordan instrumental jazz/rock skal lyde i dag. Det var i forbindelse med anmeldelsen af Bushman's Revenge's album A little bit of big bonanza. Guitaristen derfra, Even Helte Hermansen er også med i gruppen Grand General. Det er violinisten Ola Kvernberg der står i spidsen for gruppen. Han har skrevet musikken sammen med bassisten Trond Frøness. Gruppen betragtes som en norsk supergruppe, med markante musikere fra den norske rock og jazzscene som medlemmer. Ola Kvernberg lavede i 2010 albummet Liarbird der i 2011 fik en norsk Grammy i kategorien årets bedste jazzalbum. Som barn spillede han folkemusik og siden gik han jazzvejen på konservatoriet i Trondheim.

I betragtning af at det er Kvernberg der er Leader of the pack, er der for lidt violin og for meget guitar på pladen. Når han kommer frem med strygestålet viser han vejen for, hvordan violin kan lyde i en vilter jazzrockaftapning anno 2013. Det er der bare for lidt af. Der er rigtigt meget af den tunge guitar. Fedt - men pointen med Grand General er vel for pokker, at der er violinist i spidsen der kan vride strengene på den rigtige måde. Så skal han også dominere! Når han gør det, er det som at lande i et clash mellem heavy, folk og jazz - og det fungerer. Det er progressiv jazzrock a la Mahavishnu Orchestra - bare fyrre år senere.

runegrammofon.com

Caroline Henderson: Lonely house (Copenhagen Records)

Hvordan kommer man videre efter at have lavet 6 jazzplader og en stor forestilling med egen musik i centrum? Man kunne kaste sig over Kurt Weill. Det er lige præcis det Caroline Henderson gør med sit nye album. Weill's betydning for moderne musik er stor. Det er ikke kun jazzen der har hentet inspiration hos tyskeren der tog til USA. The Doors og Lou Reed har indspillet Weill's musik og svenske Joakim Thåström lavede sammen med Imperiet i 1985 en genial fortolkning af Surabaya-Johny. Indenfor jazzen blev Mack the Knife en standard takket være Louis Armstrong. Der er med andre ord mange steder op gennem musikhistorien, hvor Weill har sat sine spor.

Caroline Henderson vælger klogeligt nok ikke et jazz-jazz spor. Det ville simpelthen være for banalt. I stedet er det Caroline Henderson version 2013, hvor jazzen er en del af showet - men ikke den dominerende. Her er også luksuspop i en nyere aftapning end den hun lavede sammen med Thomas Blachman og Kasper Winding i 90'erne. Med musikerne fra Jazz Love and Henderson forestillingen; Nikolaj Hess (piano), Jakob Høyer (trommer) og Daniel Franck (bas) har hun basen til, at give sig i kast med 11 forskellige Weill-kompositioner. Frederik Henrik Møller tager sig af supplerende beats og programmering mens Gustaf Ljunggren tager sig af diverse strengeinstrumenter.

Meget af Weill's musik var skabt til teaterforestillinger. Dramaet udebliver heller ikke i Hendersons fortolkninger. Hun har skabt et dekadent og blomstrende univers af småjazzede popperler med hjerte og dybde. Lonely house er nutidig kvalitetspop med respekt for fortiden.

carolinehenderson.dk

Maria Faust Jazz Catastrophe (Barefoot Records)

Hun viser sig endnu en gang fra en ny side. Den estiske altsaxofonist Maria Faust, der bor i København har udvidet Maria Faust Groups 7-8 medlemmer til det dobbelte. Hun kalder dem for Jazz Catastrophe. Katastrofen er den ulmende og ildevarslende stemning der bobler i musikken. Brister boblen? Kommer katastrofen? Ja, det tør nok siges. Sang, 2 trompeter, 4 sax'er, trombone, tuba, guitar, klaver, 2 basser, trommer og fløjte bruger Faust i Jazz Catastrophe. Det er musik der bevæger sig mellem det skarpt iscenesatte, det nedskrevne, improbulder og eksplosioner.

Faust er ikke bange for at lave musik der gør nas. Denne gang illustrerer hun det ret tydeligt på coveret. Her har den estiske kunstner Kiwa lavet billederne med titlen In the Penal Colony. Franz Kafka's roman Straffekolonien har givet titel til billeder af brændemærker lavet af kabler med stik (eks: RCA Phono plug eller Apple 30-pin dock connector). Det er ikke afslappende at se på. Det er Faust's musik heller ikke, at lytte til. Når du så til gengæld investerer dig selv i musikken, så er der åbent for oplevelser langt ind i sindet. Erfarne musikere fra den danske improjazzscene er med til, at løfte Faust's idéer ud i virkeligheden. Kasper Tranberg, Tobias Wiklund og Lars Greve er nogle af blæserne. Mens pianisten Morten Pedersen banker hul i klaveret på pladens første nummer.

Bassisterne Adam Pultz Melbye og Nils Bo Davidsen støder sammen med tubaspilleren Kristian Tangvik på nummeret Vladimir. Pladens store force er at Faust kommer omkring alle musikerne. Hun bruger dem og har med tilføjelsen af vokal (Qarin Wikström) sat endnu en dimension på. 

Maria Faust Jazz Catastrophe er et demokratisk freejazz-ensemble med et kvindeligt statsoverhoved. Følelserne sidder udenpå - og det bliver brugt til noget! Maria Faust Jazz Catastrophe er en oplevelse der ikke glemmes lige med det samme. Der er kommet brændmærker i mine ører - spørgsmålet er om der også kommer ar.

mariafaust.com

Marius Neset: Birds (Edition Records)

Det er en syv-otte år siden at jeg første gang hørte om den norske tenorsaxofonist Marius Neset. Han havde vundet konkurrencen Young Nordic Jazzcomets i 2005 sammen med Jazzkamikaze. En overgang var de talk of the town på den danske jazzscene - og med rette. Debutalbummet Mission I fik mange afspilninger i min CD-afspiller. Jeg synes stadig at den holder. Marius Neset havde lavet et par af numrene på pladen. Det var de numre der havde den største kompleksitet. Det er det spor han stadig følger. På det nye album er taktskift og finurlige breaks fortsat en del af rutinen. Når det så er sagt, er der også sket rigtigt meget.

Marius Neset's tredje udspil i eget navn er det foreløbige højdepunkt i en karriere, der allerede har haft en del højdepunkter. Neset er igen inde på et klassisk spor, som han var på debutpladen Suite for the seven mountains. Neset er ikke bange for at være højstemt og pompøs. Der er finaler, der er et festfyrværkeri værdigt. Den musikalske kerne er trioen Phronesis (med Neset's gamle venner Jasper Høiby på bas og Anton Eger på trommer og englænderen Ivo Neame på piano) og vibrafonisten Jim Hart. De er med overalt og suppleres bl.a. af den klassiske accordionspiller Bjarke Mogensen (på titelnummeret Birds) og blæsere som Daniel Herskedal (tuba), Tobias Wiklund (trompet) og Peter Jensen (trombone).

Neset har en forkærlighed for at bygge numrene op som minisuiter. F.eks. tager nummeret Sacred universe os med ind i et intimt jazzunivers med sublimt sammenspil mellem Neset på sopransax og pianisten Neame. En flot ballade der bygges op og får vinger. Titelnummeret Birds sender tankerne i retning af norsk folkemusik. Marius Neset har mange idéer og til tider bliver det overrumplende. Når man kommer på bølgelængde med Nesets musik bliver det mere og mere indlysende at han er en af tidens mest originale jazzmusikere. Han laver jazzmusik der peger fremad.

mariusneset.com

Carl Winther: Tetragonz (Stunt)

1-2-3-4-og så kører det ellers bare derudaf... Carl Winther's andet album med den amerikanske saxofonist Jerry Bergonzi er en fortsættelse af powerhousejazzen, som de dyrkede på det første album Sonic shapes. Denne gang er Carl Winther blevet mere tydelig og styrende. På den sidste plade druknede Winther's spil ved siden af Bergonzi's kraftfyldte saxofonspil. Det er der ændret på denne gang. For det første har Winther skrevet hovedparten af numrene, for det andet er de blevet mere sammenspillede og lyttende til hinanden. 

Pladen blev indspillet i Boston i efteråret efter at kvartetten havde været på turné i USA. Med den finske bassist Johnny Åman og Anders Mogensen på trommer får Winther og Bergonzi sikker opbakning. Det er jazz, der er helt fremme i skoen. Sprængfyldt dynamisk med aner tilbage til hardboppen. Bergonzi blev en gang betegnet som verdens bedste saxofonist af Michael Brecker. Har man en svaghed for Brecker og Joe Lovano - når de er allermest pågående, så er det her sagen. Det er vanvittigt velspillet. Carl Winther træder i karakter på denne plade.

sundance.dk

Monoswezi: The Village (Riverboat Records/World Music Network)

Mozambique, Norge, Sverige og Zimbabwe er de fire lande der bidrager med musikere til Monoswezi. Musikken består af traditionelle omarrangerede numre fra Zimbabwe. Som på det forrige album fra 2010 er den afrikanske musik det tydeligste bidrag. Lige under kan der så høres elementer fra jazz og nordisk musik. 

Saxofonisten Hallvard Godall, bassisten Putte Johander og trommeslageren Erik Nylander er det nordiske bidrag. Mens Hope Masike fra Zimbabwe synger og spiller på mbira - et tommelfingerpiano, som en af få kvinder. Calu Tsemane fra Mozambique synger og spiller percussion. Nordmanden Godall boede i 2008 et helt år i Maputo i Mozambique og fik her musikken ind under huden.

Det er de let genkendelige afrikanske rytmer, der dominerer. Kvintetten arbejder med det repetitive, der ikke kun kendes fra den rytmiske musik. Steve Reich's og Philip Glass' minimalistiske tanker er også tilstede. Hope Masike har en varm og blød stemme der sammen med Halvard Godall's saxofon er attraktionerne i Monoswezi. Det er verdensmusik i mødet. Det er verdensmusik i handling og det lyder godt.

worldmusic.net/store/item/TUG1063

Mats Eilertsen Trio: Sails set (Hubro)

Han lavede i 2010 albummet Elegy med denne trio Nu er  Bassisten Mats Eilertsen igen sammen med pianisten Harmen Fraanje og trommeslageren Thomas Strønen. Strønen og Eilertsens samarbejde går langt tilbage og kan bl.a. høres i grupperne Parish og Food. Den hollandske pianist Harmen Fraanje er godt etableret på den hollandske jazzscene med en lang række udgivelser på samvittigheden. 

Musikken på pladen er improviseret frem i studiet. Alle tre musikere er krediteret som komponister. De har sigtet mod at lave improviserede numre, lyde og situationer der lyder som om de er komponerede. Det lykkes ganske fint. Musikken er så tilpas løs i fugerne og tilbagelænet, at de kan skiftes til at føre an. Harmen Fraanje spiller gerne offbeat - men melodisk - så det ikke bliver alt for rodet. Strønen pacer. Eilertsen styrer fra midten de to musikere og guider dem i den retning han vil have, at musikken skal gå. 

Det er blevet til en nærmest underspillet trioplade, der har et levende og organisk udtryk.

matseilertsen.com

Chris Potter: The Sirens (ECM)

Det er Chris Potter's første album i eget navn på ECM Records. Han har tidligere medvirket på flere ECM udgivelser med bl.a. Dave Holland, Paul Motian og Steve Swallow. Potter har taget inspiratorisk udgangspunkt i Homers Odysseen. Craig Taborn sidder ved pianoet - han spiller også i Chris Potters Underground, der har lavet nogle vidunderlige plader. Han får følgeskab af pianisten David Virelles på prepared piano, celeste og harmonium. Larry Grenadier på bas og Eric Harland på trommer fuldender kvintetten.

Chris Potter spiller både på sopran og tenorsax samt basklarinet. Der er blevet plads til de store følelser på pladen. Eventyret, hjemrejsen, fristelser og identitet er noget af det fra Odysseen, der har fanget Potter. Det er 13 år siden, at han fik Jazzpar Prisen. Han er fortsat i topklasse. Det nye album står fint som et dokument på en af den amerikanske jazzscenes stærkeste saxofonister. Hans lyriske spil med en lettere melankolsk klang er skarpt og følelsesmættet.

player.ecmrecords.com/chris_potter-the_sirens

Walbum/Maintz Brazilian Quintet: Copenhagen Sao Paulo (Gateway)

Det er kun lidt over en måned siden, at jeg anbefalede Morten Ankarfeldts fantastiske debut-album Rio en vermelho e azul. Albummet var indspillet i Brasilien med lokale musikere. Det samme er tilfældet med dette album. Guitaristen Thomas Maintz og pianisten Thomas Walbum rejste ligeledes til Brasilien for at indspille med lokale musikere. Er det mere af det samme? Ja i forhold til en anbefaling her fra bloggen bliver det til det samme. Musikalsk er det ikke helt det samme. Maintz og Walbum er som en drink i sommerbrisen mens Ankarfeldt mere er som en kop kaffe.

I firserne flirtede forskellige amerikanske guitarister som Pat Metheny og Lee Ritenour med brasiliansk musik. De kunne spille akustisk jazzguitar som ingen andre og inspirerede en hel generation af guitarister. Herunder også Thomas Maintz. Der er den samme lette og umiddelbare tilgængelighed i Walbum og Maintz's greb om den brasilianske musik, som kendetegnede firsernes dyrkelse af den brasilianske jazz. Den stod på skulderne af fusionen og dansede lystigt til de brasilianske rytmer. De to danskere deles om komponist-tjansen. I Brasilien fandt de  sammen med tre erfarne musikere på bas, percussion og trommer. Bassisten Sizao Machado har samarbejdet både Cher Baker og Milton Nascimento.

Det er nu de to danskere der stjæler showet. Nok får de brasilianske musikere masser af plads. Når Maintz folder sig ud på den akustiske guitar er det dog en fornøjelse af de sjældne. Han spiller med en selvfølgelig sikkerhed. Walbum's melodiske sans samler musikken og får den til at flyde naturligt og behageligt afsted. Walbum/Maintz har lavet en brugsplade, der bør få en tilværelse som lydtapet til de gode dage og livet.

Bonusinfo:

De spiller nogle koncerter i løbet sommerens festivaler i København og Aarhus.

brazilianquintet.com

Jesper Lundgaard Trio: Walk tall - The Adderley Project (Storyville)

Der er kun en saxofonist jeg har dyrket mere end John Coltrane. Det er altsaxofonisten Julian "Cannonball" Adderley, der både i lyd, attitude og udtryk er helt unik. Jeg blev tændt på den tillokkende kobling mellem jazz og rhythm'n'blues/soul og det der blev til souljazz. Jeg blev tændt på hans unikke samarbejde med broderen og trompetisten Nat Adderley, der også er en vigtig brik i historien om Cannonball. Jeg blev tændt på de sidemen han samarbejdede med - specielt Joe Zawinul. Sådan kunne jeg blive ved. Jesper Lundgaard har givet mig mulighed for, at gøre opmærksom på min begejstring for Cannonball. Lundgaard har lavet et tribute-album til jazzkæmpen. Lundgaard er en erfaren udi hyldestalbums. Han har bl.a. tidligere lavet hyldestplader til Jimmy Giuffre, Cornelis Vreeswijk og i 2005 var det kendingsmelodier fra film. Endnu en gang er Lundgaard sammen med Niclas Knudsen på guitar og Hans Ulrik på saxofon.

De griber det både originalt og respektfuldt an. En af mine store Cannonball-favoritter er Walk Tall. Niclas Knudsen indleder nummeret med akustisk guitar, hvor der på originalen er el-piano. Hans Ulrik tilføjer et cry på saxofonen der er originalens nærmest spirituelle stemning værdig. Det er selvfølgelig ikke fair overfor Bobby Timmons, at kreditere Cannonball for souljazzklassikeren This Here, som der gøres på coveret. Det var ganske vist Cannonball der var med til, at gøre nummeret berømt, men det var Cannonball's daværende pianist Timmons der lavede nummeret. Fire af pladens 11 numre er skrevet af trioens medlemmer. De rammer fint Cannonball-stemningen. De spiller også klassikere som Stars fell on Alabama, Nippon Soul og afslutter pladen med Sack O Woe. En god afslutning på en intim og velspillet hyldest til en af jazzens største altsaxofonister (ja ja, jeg ved godt at Parker er den største - jeg er bare større fan af Cannonball).

Jesper Lundgaard spiller pågående og forfinet råt på bassen. Han fornemmer fint hvornår han skal træde frem og dominere eller hvornår han skal træde tilbage. Niclas Knudsen spiller både på elektrisk og akustisk guitar - sammen med Hans Ulrik skaber han den rette stemning. Så det skal også lige nævnes at Jesper Lundgaard stryger bassen som ingen anden herhjemme. Prøv bare at høre This Here og Sack O Woe.

Bonusinfo:

Trioen kan opleves på Jazzhus Montmartre, torsdag d. 21. marts, hvor pladen også udgives.

Søren Gemmer: At first (ILK)

Debutplader som denne er om ikke sjældne, så i hvertfald meget velkomne. Pianisten Søren Gemmer har sammen med guitaristen Per Møllehøj, trommeslageren Andreas Fryland og den finske bassist Tapani Toivanen lavet albummet At First. Det er Gemmers musik og det hans piano der står i centrum. Når det så er sagt så har guitaristen Per Møllehøj også en fremtrædende rolle. Det er ti stærke kompositioner, hvor der er plads til det tydeligt definerede og det løse. Et nummer som Shostakovich er et glimrende eksempel på det. Fryland indleder nummeret med blødt spillede whiskers. Møllehøj kommer ind og spiller melodien. Underneden er Gemmers piano der flyder for så at spille med på melodien. Herefter kommer Møllehøj igen ind med et skarpere spil på guitaren der løfter nummeret. Gemmer tager magten i nummeret og lader det igen flyde og gå lidt i opløsning. Toivanens bas skaber overgangene i nummeret. 

Søren Gemmer spiller velovervejet og overraskende modent. Musikken har en behagelig melodisk åre. Der er en melankoli som kendes fra senromantiske og moderne klasssiske komponister. Jeg er ret overrasket over at der i yderkanten af dansk jazz sniger så stort et talent rundt. Den 29 årige pianist blev færdig på det Rytmiske Musikkonservatorium for et par år siden. Jeg håber at vi kommer til at høre meget mere til ham - og gerne med disse musikere. Møllehøj imponerer i sjælden grad mens Fryland endnu gang understreger at han er noget særligt.

sorengemmer.com

Nikolaj Hess: Trio (Gateway)

Nikolaj Hess har med denne plade åbnet op for et nyt kapitel i karrieren. Blandt de mange plader som pianisten Hess har medvirket på gennem årene, har markante amerikanske musikere ofte været gæster på pladerne. Denne gang er Hess rykket sammen med to af de mest toneangivende og efterspurgte musikere i amerikansk jazz (og grænselandet deromkring) indenfor de sidste 10 år. Bassisten Tony Scherr og trommeslageren Kenny Wollesen er begge faste medlemmer af Bill Frisell's Trio. Her har de skabt en række genredefinerende plader der kommer til, at stå mange år frem. Wollesen er også fast mand hos avantgardisten John Zorn mens Tony Scherr er en meget efterspurgt sessionmusiker - med både Norah Jones og Rufus Wainwright på samvittigheden.

Når Hess spiller sammen med to så stærke og personlige musikere er forventningerne høje - og de bliver mere end indfriet! Nikolaj Hess har skabt et trioalbum der flyder af melodisk overskud. Hess' afvekslende pianospil - har både smagen af det søde og det salte. Han spiller de to Bob Dylan kompositioner Make you feel my love (fra det klassiske '97 album Time out of mind) og Masters of war og Ellington's Cottontail. Resten har han selv skrevet. Hess har en sans for at lade musikken flyde helt naturligt. Numre som Sept 10 og Film har været favoritter siden jeg hørte pladen første gang. Trio er et album du skal købe, når du får mulighed, hvis du har en svaghed for melodiske triojazzalbums med tyngde og fylde.

Bonusinfo:

Tony Scherr indspiller med endnu en dansker til april, hvor guitaristen Aske Jacoby tager til Los Angeles og indspiller et trioalbum, hvor Jim Keltner passer trommerne.

nhess.dk

Hugo Rasmussen Allstarz & The Hugo Rasmussen Trio: Hugo…Partly Live (Stunt)

Jeg elsker Hugo - hvem gør ikke det? Så denne plade mødes med absolut positiv forudindtagethed. Det er syv år siden, at han sidst lod høre fra sig…altså på plade i eget navn. Bassisten Hugo Rasmussen er fortsat en efterspurgt musiker på livescenerne rundt omkring. I 2006 var det Hugo Rasmussen Allstarz og albummet Precious heroes det gjaldt. Det er sådan set stadigvæk. 9 kompositioner fra gamle dage og enkelt fra Allstarz-pianisten Heine Hansen finder man på repertoiret på pladen, der også inkluderer nogle indspilninger med Hugo Rasmussen Trio, der udover Rasmussen består af Allstarz-medlemmerne basunisten Mads Hyhne og tenorsaxofonisten Jakob Dinesen. De spiller bl.a. I'll see You in my dreams og Where are You? Trioen er indspillet hjemme i Hugo's stue i 2008. Det er hyggeligt. 

Resten af Allstarz er med på numre som Stardust, Somewhere over the Rainbow og Basin Street Blues. Trompetisten Kasper Tranberg har valgt den sidste og lever sin indre Louis Armstrong helt ud på det nummer. Hugo…Partly Live er ikke en stor plade. Omvendt repræsenterer den broen der eksisterer i dansk jazz mellem swing, gamle dage (dengang Hugo var ung) og nogle af nutidens skarpeste danske jazzmusikere. For hvis de skal spille swing, så skal det gøres ordentligt. Det bliver det altid gjort, når det er "The Hugo Way".

sundance.dk