Nogle musikprojekter viser sig over tid, at være endnu bedre end man havde forestillet sig fra starten. Andre dør ud efter kort tid, da idémændene selv mister interessen og gløden - måske pga. manglende publikumsinteresse. Sådan har det ikke forholdt sig med trioen Ibrahim Electric der nu er fyldt 10 år og har lavet deres ottende album. Idéen var god fra starten og den er stadig god. De har stædigt holdt fast i trioen, der som et af meget få bands (de eneste?) på den danske jazzscene, har de turneret og lavet plader næsten hvert eneste år. Publikumsinteressen har været der næsten fra starten af, hvor de uden problemer har fyldt de større danske byers spillesteder - og stædigt har arbejdet for at få udbygget deres publikum i provinsbyerne, hvor det nok er sværere at fastholde folk.
Trioen er en sammentømret enhed med tre individualister. Der er den multifacetterede trommeslager Stefan Pasborg, der rejser i tid og rum. Der er guitaristen Niclas Knudsen der har sit skarpe vid og encyklopædiske guitarspil med kapitler om både afrobeat, funk og rock. Der er hammondorganisten Jeppe Tuxen, der placerer sig naturligt mellem rock og jazz. Ibrahim Electric er fuldendte og de har lavet adskillige gode plader. Kan de blive ved? Tilsyneladende er svaret ja. Åbningsnummeret Attack from above minder sine steder om den svenske rockgruppe Atomic Swing, der var fremme i starten af halvfemserne. Big Boss er surfguitar med teaktræs beats. Moondogs on the run er med hundeglam og et klassisk Knudsen guitarattack. Sneaky galaxy gold diggers er Pasborg-galaktiske rytmer, hvor det er bedst bare at flyde med. Det fjollede slutnummerJag vill leva er med Nicolai Elsberg på vokal. Idéen med vokaler på flere numre er måske ikke helt tosset. Hvordan kunne det ikke lyde, hvis Ibrahim Electric krydsede klinger med Steen Jørgensen? - eller en anden og mere nutidig sanger? Jag vill leva er klassisk Ibrahim-sjov, men ikke der hvor de er bedst.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar