Der var en gang, for ikke så længe siden, hvor det at fylde 60 år betød efterløn og seniorordninger. Tænk bare på Ben Webster. Han var 60 år, da han boede i Danmark - han spillede gudskelov ikke som en mand på retræte - men han lignede en nedslidt og færdig mand, når musikken ikke spillede. Til januar fylder Marilyn Mazur 60 år. Her tænker ingen på efterløn, seniorordninger endsige nedslid eller at noget er ovre. Hun er aktuel på to albums, der begge har vokalen som omdrejningspunkt. Den første er med Mazurs egen trio. Hun er sammen med sangerinden Josefine Cronholm og guitaristen Krister Jonsson. Begge har hun ofte samarbejdet med tidligere. Pladen indeholder både det vi kender Mazur, så godt for. Hendes dansende og samtidigt kraftfyldte percussionspil, der rytmisk glider helt naturligt og utæmmet ud i verden. Som på den reggaeinfluerede The Butterflies. Men der er også andre sider af Mazur, som vi møder på pladen. Hun spiller piano på flere numre. Der er både det perkussive freejazznummer Ø, som hun har lavet sammen med Peter Friis Nielsen og den smukke ballade Gone, hvor Cronholm synger. Der er numre som Like a lover der kan minde om Laurie Anderson’s formidable sangforedrag.
Den anden plade er et samarbejde mellem Marilyn Mazur og koret Tritonus, hvor lederen og dirigenten Lise Christensen Bjerno og Mazur har musik til digte af bl.a. Edith Södergran og Benny Andersen. Tritonus har eksisteret siden 1971 og har altid holdt et højt kunstnerisk og ambitiøst niveau. Ud over Mazur medvirker Makiko Hirabyashi på piano, Klavs Hovman på bas og Hans Ulrik på sax. Sissel Vera Pettersen er inde over som vokalsolist et par gange. Tritonus er med andre ord ikke et glad amatørhygge kor. De er med til, at sætte et niveau, en standard for hvordan et rytmisk kor kan lyde i 2014. Eksistens sætter fokus på de menneskelige fællesnævnere ord, krop, lyd og bevægelse. Bevægelse er der af gode grunde ikke, når pladen afspilles hjemme i stuen. Men de andre elementer er der masser af på pladen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar