søndag, august 30, 2015

LiveJazz: Niels Lyhne Løkkegaards Lights

Kan det smalle blive folkeligt? Det kan det måske ikke. Men man kan give eksperimenterende og smal musik så fornemme rammer, at det kommer ud til mange flere publikummer end det forventeligt ville have gjort. Det sørgede Aarhus Festuge for, da Aarhus Jazz Orchestra spillede Niels Lyhne Løkkegaards og Jakob Kirkegaards fælles kompromisløse musikstykke Lights. 

Det nye bibliotek Dokk1 placeret på havnen i Aarhus lagde lørdag, hele tre gange scene til Løkkegaards musik eller lydoplevelse, som det nærmere var. Blæserne fra Aarhus Jazz Orchestra - hvor Niels Lyhne Løkkegaard selv gennem adskillige år har været fast mand på altsaxofonen - var placeret på en lang række i et helt mørkt lokale. Det var kun oplyst af nødudgangsskiltene. Niels Lyhne Løkkegaard dirigerede fra den modsatte ende af rummet, musikerne, med nogle små lommelamper. Lys der spillede sammen med musikken. Værket startede med en enerverende massiv lydmur af en masse triangler, der blev spillet på i samme tempo, som når et gammelt vækkeur bimler og bamler. Der gik over frem minutter med minimale ændringer undervejs. Tiden føltes lang. 

Så kom skiftet. Jakob Kirkegaard og Niels Lyhne Løkkegaard havde før  koncerten optaget koncertrummets resonanser. Dem bragte Kirkegaard i spil og lod optagelserne gå i dialog med musikerne. Blæserne satte ind med lange dissonante toner der blev holdt så længe, at det føltes som uendeligt. Således fortsatte lydoplevelsen i et kvarter, hvor ændringerne var få og minimale. Det var hårdt arbejde man blev sat på som lytter. Når jeg fokuserede på tonerne i længere tid blev det så emotionelt overvældende, at jeg måtte melde fra og forsøge at fokusere på noget andet. Det var grænseoverskridende og provokerende. Lige præcis derfor blev det også nervepirrende og spændende. Niels Lyhne Løkkegaard har siden han lavede albummet Vesper skiftet musikalsk fokus. Han laver samtidsmusik, hvor melodi og rytme ikke har en betydning. Mangedoblingen af instrumenter og fokus på dissonans er omdrejningspunkter. Det er ikke “smuk” musik der pleaser. Det er besværlig musik der måske slet ikke er musik - men en lydoplevelse. Efter koncerten udtalte Niels Lyhne Løkkegaard, at samarbejdet med Jakob Kirkegaard var perfekt.

De tre koncerter på Dokk1 var en triumf for smal musik. Tre gange propfyldt sal med et publikum, der for manges vedkommende var totalt uforberedt på hvad der ventede dem. Jeg var tilstede under den sidste koncert. Folk blev siddende - flere omkring mig holdt sig for ørerne. Men de forlod ikke salen. De tiede stille og blev overrvældede af Niels Lyhne Løkkegaards og Jakob Kirkegaards lyd og lys projekt. Det er fantastisk når den smalle musik kommer så bredt ud. Tak til Festugen og Aarhus Jazz Orchestra for, at vove pelsen og give publikum en koncertoplevelse de ikke glemmer.

Koncerten blev i øvrigt indspillet med henblik på senere udgivelse.

Ingen kommentarer: