onsdag, august 05, 2015

Terri Lyne-Carrington: The ACT Years (ACT)

I løbet af de sidste 10 år har lyden af jazz udviklet sig meget mere end jeg umiddelbart tænker. Det bliver jeg tydeligt mindet om med denne plade. Den amerikanske trommeslager Terri Lyne Carrington lavede i årene 2002-2004 tre plader for det tyske pladeselskab ACT. Her har man nu samlet en slags best of fra de tre plader. På daværende tidspunkt spillede hun bl.a. i Herbie Hancocks band sammen med trompetisten Wallace Roney. De medvirker også på dette album, dog ikke på de samme numre - men alligevel fra samme plade. Numrene stammer fra hendes første ACT plade Jazz is the spirit fra 2002. 
Numrene sammen med Herbie Hancock er de meste straighte jazzsager på pladen - i øvrigt med en veloplagt Gary Thomas på saxofon. 

Den anden plade hun lavede i 2002 var hyldesten til Jimi Hendrix. Her er hun sammen med den markante guitarist Nguyen Lê. Det er svært underholdende at lytte til et par gange - men bliver noget anstrengende og outdated at lytte til i længden. De bedste skæringer er fra hendes sidste ACT plade, hvor hun var sammen med saxofonisten Greg Osby, bassisten Jimmy Haslip og guitaristen Adam Rogers. Det er blevet til en fornøjelig omgang fusion, hvor specielt Joni Mithchell nummeret Ethiopia er en fornøjelse. Her synger Terri Lyne-Carrington, ligesom hun gør på flere numre - og det er hun næsten lige så god til, som hun er til at spille trommer.

Ingen kommentarer: