Endnu en gang har den svenske sangerinde Lina Nyberg lavet et ambitisøst og omfattende dobbeltalbum. Hvor hun sidste gang befandt i og omkring vandet, er hun denne gang taget op i luften. Hun fortæller i pladens linernotes at det er den anden af tre plader som kommer til at hænge sammen.
På den første CD Space er hun sammen med de samme fire musikere, der ud over Norrbotten Big Band også medvirkede på den første plade. Hvor de på den forrige plade var bundet op på nodeark og arrangemanter, har hun denne gang valgt at de skulle spille jazzstandards frit. Der lægges ud med Fly me to the moon og undervejs møder vi også A nightingale sang in Bekeley Square, Skylark og flere andre. Det er de højtflyvende standards. På den anden CD Birds har Nyberg lavet det meste af musikken. Her synger hun sammen med strygerkvartetten Vindla String Quartet.
Aerials er et undersøgende og fantasifuldt album, der i vidtfavnende og frit fabulerende toner sender os ud at flyve som fugle, rumskibe og flyvemaskiner. Det er et modigt og kunstnerisk stærkt album fra en sangerinde uden lige i Norden netop nu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar