lørdag, marts 05, 2016

The Reykjavik Big Band & Joel Palsson: Innri (Flugur) >> Christine Jensen & Maggi Olin: Transatlantic Conversations Live (Linedown)

Her er to plader med større orkestre - hvor fokus i høj grad handler om arrangementerne. Hvordan bruger man den store palet? Alle muligheder er åbne. Der er lavet en melodi. Hvordan skal den så udføres. Hvornår og hvordan skal de enkelte instrumenter på banen. På den første plade er det islandske Joel Palsson, der har skrevet musik til The Reykjavik Big Band. Musikken er arrangeret af Kjartan Valdemarsson, der også medvirker på accordion og vibrafon. Pladen åbner med klaverintro, der kunne være til et Mezzoforte nummer, hvilket heller ikke er helt tilfældigt, da det også er Eythor Gunnerson fra netop Mezzoforte der sidder ved keyboardet. Musikken ændrer dog hurtigt retning. Det er en groovefyldt verden, hvor knivskarpe hornriffs blandes med komplicerede rytmer og avancerede soli. Joel Palsson placerer sig gerne i centrum og tager sig af mange soli, mens Sigurdur Flosason tager sig af de andre saxsoli. Det er heftig big band masser af trommer, percussion, messing suppleret med både Hammond og vibrafon. Det er vel ikke forkert at bruge en geysermetafor her?

På den anden plade er det et 11 mand stort orkester der spiller musik af Christine Jensen og Maggi Olin, der begge spiller med på pladen, på henholdsvis alt- og sopransax og piano. Musikken er indspillet af Sveriges Radio (nogen der kan huske, hvornår der sidst er kommet en plade med en optagelse fra Danmarks Radio?) ved en koncert i Malmö. De har inkluderet sangerinden Sofie Norling i projektet. Hun synger bl.a. også i indiejazzrock bandet David’s Angels. Jensen og Olin er begge inspireret af Ellington, Mingus og Monk. Den inspiration placerer de ovenpå et nutidigt progressivt rockgroove. Den danske guitarist Torben Waldorff træder ind i mellem frem med en glødende guitarsolo. Musikken bygger videre på noget af det som Jensen og Olin har lavet sammen i gruppen Nordic Connect, en gruppe de har haft sammen siden 2007. Transatlantic Conversations er moderne fullblown jazz med seks blæsere og et fedt rockgroove.

Ingen kommentarer: