fredag, marts 18, 2016

The Golden Years of Aarhus Roam The Streets vol. III (Fonden Voxhall) LP

For en måneds tid siden blev der afholdt en to dages festival på Atlas i Aarhus, hvor disse otte bands blev præsenteret. I samme forbindelse blev denne LP udgivet - eller det vil sige, at det var meningen at den skulle være blevet udgivet i forbindelse med festivalen. Men presset på vinyltrykkerierne udsatte udgivelsen. Men nu er den her. 

Vi er flere iagttagere af den danske jazzscene der har vidst det i noget tid. Århus er inde i en gylden periode for jazzen. Det har piblet frem gennem de seneste år. Det er denne LP kun med til at bekræfte. Flere af bandsene har jeg skrevet om før her på bloggen - men der er flere nyopdagelser for mig. Trioen Tigers Mind er dingenotisk noisejazz med substans. Duoen Orgel Duo starter ud i et dystopisk gråt betonbyggeri fra 70’erne - der kunne ligge i Hasle. De cykler ind mod midtbyen i natten og skaber fede stemninger med nummeret Iluin.

Addisabababand er fra den århusianske bydel Afrika, hvor de med Leika Leika Interstellar tager os med på en rumrejsefest. Ornithopter åbner pladen med Mr. Alexander der er en behagelig og smuk hyldest til trompetisten Scott Wesths skotske bedstefar. Kasper Staub Trio er med deres Cage i et vellykket melankolsk nordisk hjørne. 

Admiral Awesome leverer med Jacob Danielsens og Mikko Innanens vrælende baggårdssax’er på Tallina et af pladens højdepunkter - den kan også findes på deres dobbelt LP Makeout Music for Modern Lovers. Bangin’ Bülows Nice Jazz Quartet præsenterer nummeret Monster Fucker fra deres spritnye album. Jens Mikkel Madsens I Think You Are Awesome er også på trapperne med to nye albums. Vi får lov til at høre No. 5 with a bullet her på pladen. Bangin’ og Awesome er to af de bedste repræsentanter fra The Golden Years of Aarhus. Hæng med og lyt med nu. Du bliver ikke skuffet - nærmere hooked!
bonusinfo:

Pladen kan kun købes ved direkte henvendelse til et af de otte bands. Da den ikke koster alverden og pengene går til de medvirkende bands, er det bare med at komme i gang med jagten på pladen.

Ingen kommentarer: