Dødens Garderobe: Julealbum 2016

For syvende år i træk udgiver Dødens Garderobe et julealbum. Hver dag frem mod jul, bliver der offentliggjort et nyt nummer. Den fungerer som en julekalender. Så derfor vides det endnu ikke hvad og hvem der gemmer sig bag lågerne. 

De tre musikere i Dødens Garderobe, Jeppe Zeeberg, Nicolai Kaas Claessen og Rune Lohse har tidligere haft prominente gæster som f.eks. Ned Ferm, Lars Bech Pilgaard, Jesper Zeuthen, Laura Toxværd, T.S. Høeg og Kresten Osgood. Mon ikke vi kan forvente noget i samme klasse i år. Trioen lover at det bliver musik. Jazz, klassisk, punk, folk, lyrik etc.

Du kan tilmelde dig mailiinglisten, så får du tilsendt et nummer hver dag. Du kan også følge Facebooksiden.

Julealbummet favner bredt og Dødens Garerobe ser det både som et community-projekt og et forsøg på at nedbryde grænser mellem genrer og musikere. Det er en hyldest til kunsten og den sammenhæng den skaber mellem mennesker - hvilket der er mere brug for nu end nogensinde.

Tilmeld dig mailinglisten:

http://eepurl.com/9exiT

Følg med på Dødens Garderobes Facebook:

https://www.facebook.com/dodensgarderobe/

Hør alle tidligere julealbums her:

https://soundcloud.com/d-densgarderobe/sets

Marie Lind: Christmas Time (Gateway)

De klassiske amerikanske julesange indeholder i mange tilfælde, samme melodiske substans og kvalitet som de melodier, der er kendt som jazzens standards. Melodierne stammer ofte fra film og musicals og har en aura af noget trygt og velkendt over sig. De har efterhånden sneget sig med ind i fejringen af den danske jul og er lige så uundværlige som juletræet, der kommer fra Tyskland og julemanden,  der kommer fra Tyrkiet. 

Sangerinden Marie Lind har netop udsendt denne plade med 10 juleklassikere. Hun har bl.a. erfaring fra musicalgenren, hvilket ikke fornægter sig i måden hun synger på. Det er velklingende og rent som den hvide sne. Det er meget pænt og ganske ufarligt. Hun omgiver sig med den velspillende Vestbo Trio, med guitaristen Michael Vestbo i spidsen. Pianisten Mathias jæger supplerer på klaveret. 

Der er de gennemtravede klassikere som Winter Wonderland og The Christmas Song. Den mere sjældent hørte Marshmallow World og en nyere sag som Mariah Carey’s Christmas time is in the air again, samt en enkelt nyskrevet sag af Marie Lind. Pladen kan anbefales som et slå-mave soundtrack i kalenderlysets skær, efter man har spist for mange æbleskiver. Glædelig jul.

marielind.dk

Danish Radio Big Band: Jazzin’ around Christmas (Storyville)

Gennem flere år har DR Big Bandet turneret ved juletid med et julerepertoire. Nu er der så endelig kommet en plade med de mange lækre arrangementer af julens amerikanske klassikere. Vi præsenteres for 10 forskellige sangere i selskab med big bandet. 

Sinne Eeg serverer en ægte julelækkerbisken med hendes udgave af Jingle Bells. Det er gennemført rensdyrswing. Julejazz kan være meget forskelligt, som DR Big Band heldigvis også viser på pladen. Der er gospelsiden, hvor Miriam Mandipira smukt synger I pray on Christmas. Der er Steve Wonder-jul med Niels HP og This Christmas. Der er deepsoouljul med Ola Onabulé og Deck the halls. Der er Cæcilie Norby og Claude Thornhill’s Snowfall. Der er amerikansk lurendrejerjul med Curtis Stigers og It’s beginning to look a lot like Christmas. Der er sfærisk jul med Palle Mikkelborg og When You wish upon a star. 

Min absolutte favorit er dog pladens eneste original komposition, som Mads Mathias står for. Den har været på repertoiret ved de mange julekoncerter, som han har spillet med big bandet. Mads Mathias’ funky Chop Chop (The Xmas tree) er en festsag, hvor Mads Mathias får mig til at swinge gennem hele december. Big Bandet spiller driftsikkert og julet under ledelse af amerikaneren Dennis Mackrel. De har lavet en plade, der med sikkerhed vil indfinde sig på min playliste hvert år, når det bliver december, sammen med favoriterne med Tony Bennett, Frank Sinatra og Diana Krall.

storyvillerecords.com

drbigband.dk

Geir Sundstøl: Langen ro (Hubro)

På HBO Nordic er der en ret fed westernserie, der hedder Hell on Wheels, hvor rapperen Common bl.a. har en markant rolle. En anden markant rolle i serien er en mean motherfucker, der kaldes The Swede. Det pudsige er at han slet ikke er svensker, men nordmand og har den tykkeste norske accent. Hvorfor skriver jeg nu om det? Jeg kommer til, at tænke på The Swede når jeg hører Geir Sundstøls nye udspil Langen Ro og specielt nummeret Gråtarslaget, hvor en filmisk western slideguitar mødes med norsk folkemusik. Det er meget billedrigt og effektfuldt og kunne have været The Swede’s signaturmelodi.

Sidste år debuterede Geir Sundstøl med albummet Furuland efter, at have medvirket på over 260 albums som sideman. Han blev nomineret til den norske Grammy, Spellemansprisen for pladen. Sundstøl er kendt for at være en instrumentsamler og han samler ikke kun på instrumenterne. Han spiller også på dem. Han når på de fleste numre, at spille på 3-5 forskellige instrumenter: pedal steel, seks strenget bas, banjo, Moog Minitaur, pumpeorgel, National Duolian etc. Hvis du ikke ved hvad den sidste er for for en fætter, så prøv at lytte til nummeret Florianer, hvor den har en smuk hovedrolle. Den er også kendt som en dobroguitar. 

Langen Ro er et stemningsmættet og helstøbt album, hvor Sundstøl også har fundet plads til en flot coverversion af Giorgio Moroders Tony’s Theme fra filmen Scarface. 

hubromusic.com

Johann Asmundsson: Floating (Stef)

Næste år har den islandske gruppe Mezzoforte eksisteret i 40 år. Vel at nærke med de samme fire musikere. Et af medlemmerne er bassisten Johann Asmundsson, der lige har udsendt albummet Floating. Lad det være sagt med det samme. Er du fan af Mezzoforte bliver du ikke skuffet. Asmundssons signaturbas er gennemgående på hele albummet. Tommelfinger og slagbas af den funky slags, der flyder ubesværet og lækkert afsted. Det er i samme klasse som Stanley Clarkes elbas spil. Har du brug for et nummer, hvor bassen gløder og funken flyder, så er nummeret 55-25 et godt sted at starte. Her har han Mezzoforte vennerne Eythor Gunnarsson på Rhodes og synth og guitaristen Fridrik Karlsson med.

Kendetegnende for pladen er at Asmundsson har indbudt en række forskellige gæster på pladen, bl.a. den nuværende Mezzoforte saxofonist Jonas Wall og Mezzofortes stand in guitarist Bruno Müller. Den thailandske saxofonist Koh The Saxman gæster på nummeret Look Back, der er ren og velsmurt firsernostalgi. Den amerikanske session saxofonist Andy Snitzer, der bl.a. er fast mand hos Paul Simon og Rolling Stones gæster på et enkelt nummer. Pladens afslutningsnummer Browns Boogie er guitarlækkerier. Den amerikanske smooth jazz stjerneguitarist Paul Brown sætter skabet på plads med en velsmurt guitarsolo. I øvrigt medvirker den islandske guitarist Hilmar Jensson, der ikke just er kendt for funky fusionsjazz, også på et enkelt nummer. Og nå ja! Så medvirker Uffe Steen såmænd på nummeret First in line, hvor han giver den sit velkendte Uffe touch.

Floating er jazz af den ekstremt velspillede og vellydende slags. Fusionspræcision og melodisk funk. Har du lyttet til George Duke, Stanley Clarke og Mezzoforte i dine yngre dage og måske endda været til nogle af Mezzofortes koncerter i Danmark i de senere år, så er du placeret lige midt i målgruppen og vil føle dig godt underholdt.

facebook.com/bassplayerjohannasmundsson

Kristin Korb: Beyond the moon (Double K Music)

En gang i mellem står der i pressematerialet, hvilken stilart musikken er i. Som en varedeklaration står der File under eller Category Det kunne være jazz, blues, vocal jazz eller noget helt fjerde. Den amerikanske sanger og bassist Kristin Korb, der bor i Danmark er ikke bleg for at deklarere sin musik. Ud over de førnævnte genrer tilføjer hun easy-listening. En ofte udskældt genre der for nogle indikerer, at det er letfordøjeligt, mens det for andre er lydsporet til en aften i godt selskab. 

Jeg er glad for den guide ind i musikken. Kristin Korb vil ikke være svært tilgængelig. Hendes gennembearbejdede amerikanske jazz, hvor swing er mellemnavnet, er i international klasse. Her skal det selvfølgelig fremhæves at hun er i selskab med Magnus Hjorth på piano og Snorre Kirk på trommer. To af de bedste skandinaver til at spille den klassiske amerikanske jazz. 

Snorre Kirks superelegante præcisions swing og Magnus Hjorths distinkte klaverspil honoreres af Korb, der i sin sang, som en ægte jazzvokalist er i musikken og synger noderne. Stemningen er god. Vi præsenteres for komponisten Johnny Mercers musik. Her er sikre hits som Moon River og Jeepers Creepers blandet med mindre kendte sager af Mercer samt to kompositioner af Korb. Det er velformet og vellydende jazz.

kristinkorb.com

Emil Lundbak: Relentless (Relent) EP

Den her plade er uden for mit vanlige jazzrevir. Alligevel var der noget i musikken der fængede. Nu har jeg så modtaget Emil Lundbaks debut EP Relentless, der er ude på vinyl. Lundbak var med til at arrangere den hurtigt udsolgte koncert, Hyldest til Grace på Vega sidste år. Det er en vigtig lille detalje, når man lytter til Emil Lundbaks musik. Jeff Buckleys legendariske plade Grace blev hyldet dengang og Buckley har helt sikkert inspireret Lundbak, der også selv fremhæver 40 år gamle vinylskiver og den blå musik som inspiration. 

Melankolien er tilstede i den håndspillede musik, der er indspillet på en gård med knirkende gulve i Odsherred. Der er fokus på vokalerne, hvor Emil Lundbak bakkes stærkt op af kvindekor, så der næsten opstår en gospelstemning. Det er organisk spillet rockmusik, der hviler på et roligt leje. Mine favoritter er de to numre på side B, Expiration Day, med Helle Henning på gæstevokal og Breating in a fish tank. 

facebook.com/emillundbaksolo

Nana Rashid: Sorrow in sunlight (Gateway)

Hvad er nu det? Er det virkeligt muligt, at der findes et så stort uopdaget talent i jazzen? Sangerinden Nana Rashid debuterer på en EP med fire numre, der alle er hentet i jazzen. Der hvor det levede liv og den uungåelige smerte kan mærkes. Nana Rashid er ikke et helt ubeskrevet blad. Hun har gennem noget tid undervist i vokalteknik - et område hun helt sikkert er ekspert i. Det er nu ikke derfor, at du skal bruge tid på at lytte på Nana Rashid.

Du skal lytte til Nana Rashid fordi hun kommer helt ind i sangene. Der opstår dybere forbindelse mellem Nana Rahids sangforedrag og sangenes betydning. Hendes sjælefyldte røst med et svagt vibrato kravler sikkert ind på dig og fænger. EP'ens to første sange, Four woman og Lilac wine, indspillede Nina Simone også på det stærke 1966-album Wild is the Wind. Lilac Wine var desuden med på Jeff Buckleys klassiske album Grace. 

Der er mange paralleller til Nina Simone hos Nana Rashid. Intensiteten og nærværet er hørbart. Det er jazzsang fyldt med soulcry, spænding og drama. Det er ganske enkelt stærke sager. Pladens afsluttende nummer, Charlie Chaplins Smile får melankolien til trille ned af kinderne, som var den lavet af tårer. 

Nana Rashid bakkes elegant op af en trio bestående af Petter Rylén på piano, Anders Krogh Fjledsted på bas og Rasmus Meyer på trommer. Deres superenkle, stemningsfyldte og understøttende akkompagnement passer perfekt til Nana Rasids sang. EP'en bør blive en start på noget større. Det fortjener Nana Rashid.

nanarashid.com

Kutimangoes: Made in Africa (Tramp)

I folkeskolen havde jeg sammen med en klassekammerat en længere periode, hvor vi legede med ord og sprog. Specielt kunne særprægede navne på hovedstæder få os til, at gå og gnægge sammen i flere uger. Vi sagde navnet og omkringstående klassekammerater måbede uforstående. Vi havde to favoritter der slog dem alle. Den ene var Malaysias hovedstad Kuala Lumpur og den anden var Ouagadougou, der dengang var hovedstad i Øvre Volta - endnu et navn der skabte megen moro. I dag er det hovedstaden i Burkina Faso og titlen på det første nummer på The Kutimangoes andet album, der er delvist indspillet i Burkina Faso.

Det danske afroband har været en tur i Burkina Faso, hvor de har indspillet dele af pladen Made in Africa sammen med afrikanske gæstemusikere, hvor vokalisten Patrick Fabré fra det første albums "hit" Fire, også er med. Det er et band der har jazzmusikere i centrale roller. De placerer sig mellem Fela Kutis eksplosive afrogrooves og jazzens improvisationer.

Gustav Rasmussen (trombone), Michael Blicher (sax) og Aske Drasbæk (sax) indtager nogle centrale positioner i front, hvor de suppleret af Johannes Buhl Andreassen på keyboard skaber bandets helt særlige lyd. For der er sket noget siden det første album. Bandet er mere overbeviste og tydelige omkring det de vil. På et af de mere rolige numre som Hunting er intensiteten kombineret med Patrick Fabrés sang et af pladens højdepunkter. The Kutimangoes er blevet mere tilbagelænede og afslappede i udtrykket. Måske har den vestafrikanske varme fået dem til, at svede og smelte sammen med det afrikanske groove. 

kutimangoes.com

Anders Vestergaard: Eel (Abstract Tits/Insula Jazz) LP

“Life begins at the end of your comfort zone”, har den amerikanske forfatter Neale Donald Walsch en gang sagt. Hvis livet handler om, at mærke noget andet end det forventelige og pleasende, så er trommeslageren og percussionisten Anders Vestergaards album Eel, en plade der placerer sig langt inde i livet. Det gælder både Anders Vestergaards og lytternes liv. Han har lavet en soloplade, der har et slægtskab med trommeslageren Mads Forsbys Iildjin projekt. Det er kompromisløst afsøgende solopercussion/trommer der er tilsat elektroniske effekter. Der er et vist overlap til japanske noisekunstnere som f.eks. Merzbow.

Via bækkener, trommer og andet skaber han syngende droner, der stkker af i et hav af larmende noise. Anders Vestergaard har fysisk placeret sig, midt i et hjemmelavet set-up med akustisk percussion og elektroniske feedbackeffekter. Han forsøger at blive et med lydene. Der opstår forløb, hvor feedbackstøjen moduleres og bearbejdes. Det er krasse sager, hvor Anders Vestergaards konsekvente afmanøvrering af det ligefremme og indlysende, bruges til at skabe højspændt og superkoncentrerede stemninger. Det er et uafrysteligt stærkt album. Kan anbefales til avangardistiske noiseentusiaster.

abstract-tits.com

insulamusic.dk

Narcosatanicos: Body Cults (Bad Afro Records) LP

Der er gået to år siden de udsendte debutalbummet, som jeg skrev begejstret om her på bloggen. I mellemtiden er der kommet en liveplade med dem. Nu er de atter klar med et fuldlængde studiealbum. Narcosatanicos er tilbage og jeg er ikke skuffet. Det er tungt og syret. Det er udknaldet og larmende. Guitarmuren der omkranser bandet, er ikke en mur der er skabt for at holde folk ude. Det er er en mur frembragt af tre guitarer, der holder sammen på bandet. Rislende og  massivt. Simpelt og punket. 

Forsangeren Victor Kim brøler i det kemiske mørke. Det er dystert og skræmmende, som han skriger sjælen ud på pladens afslutningsnummer Bliss. Pladens åbingsnummer Vulvic Church skuffer heller ikke i den henseende. Det er koncentreret og effektivt. Bandet bevæger sig gerne på kanten af eksperimenterne. Det bliver aldrig lige ud af landevejen. Nummeret Vile lyder i udgangspunktet som noget Iggy & The Stooges kunne have lavet. Hvis det ikke var for den folkinspirerede violin der kommer ridende forbi. 

Personligt er jeg allermest fornøjet ved tilstedeværelsen af Zeki Jindyls saxofon. Det er lige præcis derfor Narcosatanicos er så originale. Det er er både hvinende avantgardistisk, udblæst og rocket. Der er overvejende fart på de fleste numre. Jeg skal alligevel fremhæve pladens højdepunkt. Det knusende stonernummer Matamoros sprøjter saxofon med rumklang, buldrende basbund og lydlige eksperimenter lige ind i vore kroppe, der muligvis tager permanent skade. Who cares? Det var fedt mens det stod på.

badafro.dk

narcosatanicos.bandcamp.com

Horse Orchestra: Four Letter Word (Barefoot Records) LP

For to år siden udgav de debutalbummet Living the Dream. Den fik de en DMA Jazz award for et år senere. Nu har der lige været DMA Jazz show igen. Her stod de på scenen og er samtidigt aktuelle med album nr. 2, Four Letter Word. Titlen kunne tages som et udtryk for en holdning, da Four Letter Word er et begreb, der i det engelske sprog er en pæn beskrivelse for et bandeord som f.eks. fuck eller shit. Cole Porter skrev i 1934: “Good authors too who once knew better words, now only use four-letter words. Writing prose, anything goes.” Der er dog ikke meget banderi over Horse Orchestra. I stedet smækker de stiften i lakpladen og kører afsted med 78 omdrejninger i minuttet. Det er med mere kærlighed end ironi, at det unge heste orkester indtager den gamle jazztravbane. Jeg kan ikke lade være med at se dem som en anarkistisk opdatering af New Jungle Orchestra, sprængfyldt med ungdommelig energi og vovemod.

Horse Orchestra var egentlig trioen Dødens Garderobe bestående af Jeppe Zeeberg (piano), Nicolai Kaas Claessn (bas) og Rune Lohse (trommer), der blev udvidet med fire blæsere, trompet, sax, trombone og tuba. Dødens Garderobe hører hjemme i den eksperimenterende afdeling af jazzen. Man kan forledes til, at tænke at Horse Orchestra er projekt, hvor Dødens Graderobe holder fri fra eksperimenterne. Selv om der går free jazz i den, en gang i mellem, så er det gennemgående jazz, der skylder mest til swing.

Hvor New Jungle Orchestra hylder Ornette Coleman på deres nyeste album, så hylder Horse Orchestra en anden stor musiker, der ligeledes døde i juni 2015. Horse Orchestra's trombonespiller Petter Hängsel har det ikke fra fremmede med musikken. Hans far Björn Hängsel er ligeledes trombonespiller og har bl.a. spillet med Tolvan Big Band og Norrbotten Big Band. Men i denne sammenhæng er det mest interessante, at far Björn har spillet med James Last Orchestra. Som sidste nummer på pladen spiller Horse Orchestra, James Last’s komposition Morgen um sieben ist die welt noch in ordnung. Den serveres i en smuk og følsom udgave. 

Four Letter Word er levende og legesyg jazz med nogle musikere, der bobler af spillelyst. Det er ikke kun sjov og spas det hele. Det er grundlæggende velspillet og dejligt at være i selskab med.

horseorchestra.dk

Benjamin Koppel & Joe Lovano: The Mezzo Sax Encounter (Cowbell/Artistshare) LP

Inden jeg kaster mig over musikken der er nede i rillerne på denne LP, så er der et par andre glædelige ting der skal styr på først. Albummet er ganske rigtigt udgivet på vinyl. Det særligt interessante i den sammenhæng er, at pladen er fremstillet i Danmark. To entreprenante fyre har åbnet et vinyltrykkeri, Nordsø Records i Købenahvn. Det er det første vinyltrykkeri i Danmark efter, at det sidste lukkede for over 30 år siden.

Den første plade som Nordsø Records har fremstillet, er med Benjamin Koppel og Joe Lovano i birollerne og en mezzosopransaxofon i hovedrollen. Instrumentmager Peter Jessen fra I.K. Gottfried i København opfandt G Mezzo sopransaxen i samarbejde med Benjamin Koppel i 2007. Instrumentet har en obolignende klang og er alligevel helt sit eget. Verdensstjernen Joe Lovano hørte om instrumentet og fik lavet en til sig selv. Det førte til nogle koncerter sammen med Koppel på Summer Jazz festivalen i 2013, de blev fulgt op af de indspilninger der kan høres på LP’en. De stammer fra Summer Jazz 2015, hvor de spillede sammen med amerikanerne Kenny Werner (piano), Scott Colley (bas) og Johnathan Blake (trommer).

Pladen åbner med Lovano’s Blessings in May (og ikke Boss Town, som der fejlagtigt står på coveret), der stammer fra 2013-albummet Cross Culture. Det er et godt nummer til at få rystet støvet af instrumenterne. Uptempo og en dejligt knudret melodilinje, der stiller store krav til Lovano og Koppel. Herefter sættes tempoet ned med Koppels The Unanswered Question. De kommer godt omkring indenfor og lidt udenfor jazzens rammer, som f.eks. det afsluttende nummer Fugue, der er skrevet af Benjamin Koppel. Her befinder de sig i den klassiske kammermusik. Når to musikere spiller på samme instrument er det selvfølgelig svært, at vide hvornår den ene eller den anden spiller. Ved mere intens nærlytning afslører de sig alligevel med deres individuelle saxofondialekter. Kan klart anbefales til saxofonnørderne.

cowbellmusic.dk

JKA Quintet: From the nocturnal Chironian (Long Life /Pladekisten) 2LP

At skabe et samlet album omkring et tema og en gennemgående idé, kaldes et konceptalbum. Det kan gøres på mange måder. Det var ikke ualmindeligt i 70’ernes rockmusik hvor mange klassiske konceptalbums blev skabt, som f.eks. Pink Floyds Dark side of the moon. Indenfor dansk jazz er der ikke nogen tradition for at gøre det. I det hele taget er et musikalbum som et samlet og selvstændigt udtryk under pres i disse streaming-tider, hvor der er mere fokus på enkeltnumre og hurtige hits. Der er undtagelser. I Jægergårdsgade i Århus finder rman butikken Pladekisten, der også huser et pladeselskab, der bl.a. har været med til at søsætte flere DMA Jazz prisvindere. Senest var det Buchanan Requiem, der løb med prisen for Årets bedste danske jazzalbum. Et ambitiøst og kompromisløst værk.

Det ambitiøse og kompromisløse har det nyeste udspil fra Pladekistens selskab Long Life, i den grad til fæles med Buchanans prisvinder. Bassisten og komponisten Jens Kristian Andersen har over en længere periode komponeret et værk, der tager udgangspunkt i den græske mytologi. Over fire pladesider præsenteres vi for Jens Kristian Andersen musikalske fremstilling af historien om Chiron. Over fire pladesider fortæller han kronologisk historien om Chiron. Det kan man også læse om i pladecoveret, hvor Jens Kristian Andersen har lavet noter til hver enkelt nummer. Chiron var kentaurernes leder. Han lærte at spille harpe af sin fosterfader Apollon. Det harmoniske, lyriske og poetisk-romantiske har stor betydning i historien, der bl.a. kommer til udtryk gennem Chirons kærlighed til flodgudinden Chariklo og til datteren Euippe. Chiron insisterede på venlighed og universel tjenende kærlighed. Jens Kristian Andersen fortæller historien om Chiron fra fødsel til død. 

Det er et imponerende værk som Jens Kristian Andersen præsenterer. Et nærmest udtømmende jazzværk om Chirons liv og levned. Andersen har bevæget sig i dybden og har forsket i historien om Chiron.  Det kan man bl.a. læse mere om på bandets facebookside. Musikken er inspireret af Europas klassiske musik og den amerikanske jazz. Jens Kristian Andersen kredser meget om Chirons shamanistiske og helende evner. Han har samlet en lille eksklusiv skare af musikere til at omsætte kompositionerne til musik. Erik Kimestad på trompet, Soma Allpass på cello, Anders Banke på basklarinet (og tenorsax på et enkelt nummer) og trommeslageren Thomas Præstegaard er kommet godt ind i musikken. Der er et handlingsmæssigt flow i den flotte musik, hvor der bygges ovenpå. Trådene samles i et imponerende musikalsk opbud. Det er både fyldigt og nøgent på samme tid.

LP’en udkommer som gatefold med billeder af kunstneren Rithva Landler. Det er med til, at understrege og udbygge albummets samlede udtryk. From the nocturnal Chironian er et imposant jazzalbum af høj kvalitet, der sagtens kan nydes alene for sine muskikalse kvaliteter. Den græske mytologi giver dog albummet et helt særligt og originalt skær.

facebook.dk/jka5tet

pladekisten.dk

Pierre Dørge & New Jungle Orchestra featuring Kirk Knuffke: Ubi Zaa (Steeplechase)

Når et orkester har eksisteret i 35 år, behøver de ikke at udsende plader for at overraske eller overbevise lytterne. Pierre Dørges New Jungle Orchestra fejrede fødselsdagen for et år siden med at spille nogle koncerter. Det er som at modtage et brev fra en gammel ven, når jeg hører det nye album. Jeg kender Dørge, jungleorkestret og lyden. Jeg kender varmen og kærligheden der er inde i musikken. 

Det er godt at høre en status på hvordan det går i det Dørgeske liv. Hvad er der sket siden sidst? Den største nyhed er, at den amerikanske trompetist Kirk Knuffke er kommet med i jungleorkesterfamilien, som special guest med de dertil indrettede særlige rettigheder. Dørge byder ham velkommen ved, at give ham plads til solo og masser af lyd. Knuffke medvirkede også på Dørges vellykkede kvartetplade fra sidste år. 

Musikken på albummet er indspillet ved to koncerter på henholdsvis Fermaten i Herning og Copenhagen Jazzhouse. Når musikken afvikles live overfor et publikum fremviser det Jungleorkestrets store styrker. Den kollektive lyd og fremtoning. Øjeblikket fanges og bruges. 

Ai Piedi Della Scala er et møde mellem tidlig swing og hymner der er en Tchicai værdig. At Tchicais bortgang har sat sit præg på Dørge skal der ikke herske tvivl om. 

To andre musikere der på hver deres måde har påvirket Jungleorkestret, har også forladt denne verden. Irene Beckers Song for Ornette er en hyldest til en kunstner der har farvet Becker og Dørges forståelse af jazzen, gennem det originale harmolodiske sprog. Jungleorkestrets bassist fra 1984-2000, Hugo Rasmussen hyldes med kompositionen Hugo at Buresø, der indledes af orkestrets mangeårige nuværende bassist Thommy Andersson, med en skøn swingende solo. 

Ubi Zaa er et dejligt brev fra junglefamilien. Klassisk musik, sydafrikansk jazz, gambiansk folkemusik, free jazz, Ornette Coleman, Duke Ellington og Sun Ra kan stadig kombineres på nye og spændende måder.

newjungleorchestra.com

DMA Jazz 2016

I dag er det et år siden, at jeg overrakte Jazznytprisen 2015 til Jakob Buchanan, i Viborg Domkirke i forbindelse med opførelsen af Buchanan Requiem. I går aftes tilfaldt der endnu mere hæder til Buchanan, da han fik priserne Årets danske jazzkomponist og Årets danske jazzudgivelse, ved DMA Jazz prisfesten på Bremen i København.

Det imponerende album er lavet sammen med Aarhus Jazz Orchestra og det var ikke det eneste big band, der blev hædret. Kathrine Windfeld Big Band tog prisen i kategorien Årets nye danske jazznavn og Eivør og DR Big Band tog prisen i kategorien Årets danske vokaljazzudgivelse med albummet At the heart of a selkie.

P8 Jazz, der sendte live fra showet, uddelte endnu en gang deres ildsjælspris P8 Jazzprisen. I det brogede felt af ildsjæle fra hele landet fik trommeslageren Kresten Osgood prisen. Han var ikke selv tilstede, da han netop om mandagen er vært på Mandagsklubben på 5e i Kødbyen. Røde Rosas Kaffebar på Balders Plads i København fik prisen som Årets Live Jazz arrangør og Jazz Five fik Børnejazzprisen.

I kategorien Årets særudgivelse var en anden Jazznytprismodtager Jens Mikkel og I Think You're Awesome nomineret. Jens Mikkel havde jeg allerede hilst på om eftermiddagen, da vi begge steg på toget i Århus. Han måtte dog returnere tomhændet til Århus, da det blev Boujeloud der løb med prisen.

Showet der blev optaget af TV2 Lorry, til udsendelse på TV2's regionale netværk, bød også på livemusik. Her er der tradition for at flere af de foregående års vindere optræder. Signe Bisgaard leverede en overbevisende åbning på showet med Never Ending Life. Smukt og skrøbeligt. Sinne Eeg og Thomas Fonnesbæk lagde salen ned med deres stærke optræden, hvor Sinne sang så funklende smukt. Toots Thielemans Willow weep for me fik nyt liv. Christina von Bülow stod i spidsen for en kvartet der spillede Johnny Mandels udødelige standard A time for love. Det var jazz fra den klassiske balladeafdeling. En anden ballademager Jakob Bro startede en længere Europatur med to numre på Bremen. Her blev Evening Song fra 2009 albummet Balladeering til noget helt nyt, da trommeslageren Joey Baron satte skub i nummeret og forlod det flydende Paul Motian trommespil som vi kender fra originalen. 

Showet sluttede på toppen, da jazzhestene Horse Orchestra indtog scenen med spas og alvor. Forfatteren Knud Romer var gæst og gav hele den danske jazzscene en regulær sviner. Avantgarden og standardjazzen fik hug. Det var sjovt - jazzfolk kan klare meget. Horse Orchestra uddelte i øvrigt deres egen pris til Lord Fauntleroy?!

Festen fortsatte ude i foyeren, hvor The Kutimangoes spillede deres veloplagte afro.

Endnu en aften med DMA Jazz kunne slutte. For mit og flere andres vedkommende sluttede festen igen på La Fontaine.

JazzDanmark var atter vært for et vellykket show. Det var tredje gang det blev afholdt på Bremen. Her er plads til at de mange jazzfolk kan mødes, på tværs af cirklerne som de bevæger sig rundt i til daglig. Jeg fik mødt unge og fremadstormende jazzmusikere, der spiller standards. Jeg talte med musikere der arbejder på kommende udgivelser. Musikere der lige kommet hjem fra festival i Finland. Musikere der brænder for at spille og arbejder hårdt for at komme ud til publikum. Her er DMA Jazz et godt udstillingsvindue. Selv om der var flere tabere end vindere på sådan en aften. Så vinder jazzen i sidste ende. Her var både radio og tv. Det er det evigt tilbagevendende emne, når jazzmusikere mødes. De brokker sig over manglen på medieinteresse. Den var der i går og tak for det!

DMA 2016 - set og hørt i børnehøjde

Nedenfor følger et indlæg skrevet af  11 årige Philip Theander fra Ølstykke. Han er uddannet børnejournalist gennem Børnenes Hovedstad. Her ses han sammen med Jeppe Zeeberg fra Horse Orchestra.

Mandag d.7/11 blev DMA i jazz afholdt, hvor der blev uddelt awards og der blev spillet god jazz musik.

Hele aftenen blev der spillet god jazz nogle gange roligt og kontrolleret, andre gange vildt og ustyrligt. 

Der blev delt awards ud i flere kategorier under jazz og der blev holdt lange takketaler.

Alle på teateret Bremen den aften havde vist noget af en fest.

Til at holde ordet var “Master Fatman” kommet og børnejurymedlemmet Sofie var der også.

Hele herligheden er afholdt af JazzDanmark.

Boerneneshovedstad.dk

SVIN: Missionær (Pony Rec)

På deres fjerde udspil siden 2011 er der sket en markant udskiftning i bandet SVIN. Blæseren Magnus Bak har forladt bandet, hvor tangentspilleren Adi Zukanovic i stedet er kommet med. Det har trukket bandet i en ny retning, der allerede kunne anes på det seneste udspil fra 2014. Det brutalt buldrende er forladt til fordel for et mere soundscape underbygget groove. Det er stadig råt og metallisk og andre steder viser de deres poetiske og organiske sider. Musikken er indspillet på Island i Sundlaugin Studio, der er grundlagt af bandet Sigur Rós. Over 10 intense dage i studiet har de skabt musikken, hvor bandet gik ind i en symbiose med den islandske natur. 

Lars Bech Pilgaard serverer Morricone-twangy guitar, der udbygges af Zukanovic’s synthfalder, Thomas Eilers bastante trommer og Henrik Pultz Melbyes intime tenorsax på de rolige og luftige nummer V. Kirkeorgelsafrikaner indledes med Melbye på jaget saxofon og kirkeorgelklange, der går over i et skramlet og lettere afsporet afrogroove, der afløses af en simpel synthfigur, der går helt amok. Nummeret lukkes ned med en klarinet/synth duet. Denne mini-symfoni er et godt billede på SVIN lige nu. 

Det er abstrakt og ambient. Det er noise og nærvær. Det er storladent og SVIN’s hidtil bedste plade. Intenst og originalt, hvor de i en kollektiv udladning skaber noget, jeg ikke har hørt før. Pladens sidste nummer Stella, hvor Eilers løsslupne trommer finder sammen med filmisk hvinende sax, synth og guitar er ganske enkelt genialt.

svin-music.com

Morten Elbek: Star Eyes (Gateway) >> Thofte/Thorsen Quintet: Fermina (Gateway)

Jazzen som den har lydt i over 70 år trives og har det fint. Det er disse to udgivelser et blændende eksempel på. På begge plader mødes ældre og meget erfarne musikere med unge og fremadstormende musikere. 

På den første er det den århusianske guitarist Morten Elbek der på akustisk guitar spiller 8 af jazzens mest kendte og elskede standards. Sammen med bassisten Jonathan Bremer og den for mig ukendte trommeslager Johnnie McCoy, tager Elbek sig kærligt af Nancy (with the laughing face) og Stella by Starlight. Det glider let og ubekymret. Elbek spiller inspirerende og flydende. Bonusgevinsten på pladen er de tre numre, hvor Mathias Heise på kromatisk mundharpe, sætter en tyk streg under sit store talent. Lyt bare til den veloplagte versionering af Brubecks In your own sweet way, hvis du tvivler.

På den anden plade er det den unge trompetist Rolf Thofte sammen med den erfarne saxofonist Simon Thorsen, der gennem årene har undervist og påvirket mange danske saxofonister. Desuden er Johannes Wamberg (guitar), Jens Kristian Andersen (bas) og Henrik Holst Hansen (trommer) medlemmer af kvintetten. Selv om det er unge folk, så er det old school stilen der dominerer. Pladen åbner med Benny’s tune. I 1952 dominerede cool jazzen og Chet Baker lavede sammen med Gerry Mulligan Bernie’s tune. Det er nogenlunde herfra Thofte/Thorsen Quintets verden går. Det er delikat swingende jazz, med fokus på instrumenterne. Rolf Thofte har et fint samarbejde med Thorsen, hvor de sammen dyrker jazzens inderste væsen. Umiddelbart lyder melodierne som standards. Det er dog Rolf Thofte der pånær tre numre har skrevet musikken. Thofte/Thorsen Quintet er en fin status på, at den klassiske jazz ikke er døden nær. Tværtimod er den vitalt nærværende.

Christian Bluhme & Magnus Nyander Poulsen: Peregrino (Gateway)

Det er en skøn og ligefrem duoplade som altsaxofonisten  Magnus Nyander Poulsen har lavet sammen med guitaristen Christian Bluhme. Poulsen har skrevet pladens syv numre. Musikken er båret af en særlig varme og lethed. Det er melodisk og positiv jazz med en nordisk sjæl. Det er udelukkende de to musikere der spiller på pladen. Poulsen supplerer altsaxen med klarinet, mens Bluhme skifter mellem elektrisk og akustisk guitar. De supplerer begge med at spille på synth, hvor de tilføjer nogle diskrete klangflader til musikken.

Peregrino er en brugsplade, der fungerer som et beskyttende soundtrack mod hverdagens stress og jag. Efterårets regn og kulde får et modsvar. Titelnummeret Peregrino, der på spansk betyder pilgrim, er skrevet efter Magnus Nyander Poulsen havde været på pilgrimsvandring i Spanien. Han har overvejende hentet sin inspiration i det nordiske.

facebook.com/MagnusPeregrinos