Når et orkester har eksisteret i 35 år, behøver de ikke at udsende plader for at overraske eller overbevise lytterne. Pierre Dørges New Jungle Orchestra fejrede fødselsdagen for et år siden med at spille nogle koncerter. Det er som at modtage et brev fra en gammel ven, når jeg hører det nye album. Jeg kender Dørge, jungleorkestret og lyden. Jeg kender varmen og kærligheden der er inde i musikken.
Det er godt at høre en status på hvordan det går i det Dørgeske liv. Hvad er der sket siden sidst? Den største nyhed er, at den amerikanske trompetist Kirk Knuffke er kommet med i jungleorkesterfamilien, som special guest med de dertil indrettede særlige rettigheder. Dørge byder ham velkommen ved, at give ham plads til solo og masser af lyd. Knuffke medvirkede også på Dørges vellykkede kvartetplade fra sidste år.
Musikken på albummet er indspillet ved to koncerter på henholdsvis Fermaten i Herning og Copenhagen Jazzhouse. Når musikken afvikles live overfor et publikum fremviser det Jungleorkestrets store styrker. Den kollektive lyd og fremtoning. Øjeblikket fanges og bruges.
Ai Piedi Della Scala er et møde mellem tidlig swing og hymner der er en Tchicai værdig. At Tchicais bortgang har sat sit præg på Dørge skal der ikke herske tvivl om.
To andre musikere der på hver deres måde har påvirket Jungleorkestret, har også forladt denne verden. Irene Beckers Song for Ornette er en hyldest til en kunstner der har farvet Becker og Dørges forståelse af jazzen, gennem det originale harmolodiske sprog. Jungleorkestrets bassist fra 1984-2000, Hugo Rasmussen hyldes med kompositionen Hugo at Buresø, der indledes af orkestrets mangeårige nuværende bassist Thommy Andersson, med en skøn swingende solo.
Ubi Zaa er et dejligt brev fra junglefamilien. Klassisk musik, sydafrikansk jazz, gambiansk folkemusik, free jazz, Ornette Coleman, Duke Ellington og Sun Ra kan stadig kombineres på nye og spændende måder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar