Der er gået to år siden de udsendte debutalbummet, som jeg skrev begejstret om her på bloggen. I mellemtiden er der kommet en liveplade med dem. Nu er de atter klar med et fuldlængde studiealbum. Narcosatanicos er tilbage og jeg er ikke skuffet. Det er tungt og syret. Det er udknaldet og larmende. Guitarmuren der omkranser bandet, er ikke en mur der er skabt for at holde folk ude. Det er er en mur frembragt af tre guitarer, der holder sammen på bandet. Rislende og massivt. Simpelt og punket.
Forsangeren Victor Kim brøler i det kemiske mørke. Det er dystert og skræmmende, som han skriger sjælen ud på pladens afslutningsnummer Bliss. Pladens åbingsnummer Vulvic Church skuffer heller ikke i den henseende. Det er koncentreret og effektivt. Bandet bevæger sig gerne på kanten af eksperimenterne. Det bliver aldrig lige ud af landevejen. Nummeret Vile lyder i udgangspunktet som noget Iggy & The Stooges kunne have lavet. Hvis det ikke var for den folkinspirerede violin der kommer ridende forbi.
Personligt er jeg allermest fornøjet ved tilstedeværelsen af Zeki Jindyls saxofon. Det er lige præcis derfor Narcosatanicos er så originale. Det er er både hvinende avantgardistisk, udblæst og rocket. Der er overvejende fart på de fleste numre. Jeg skal alligevel fremhæve pladens højdepunkt. Det knusende stonernummer Matamoros sprøjter saxofon med rumklang, buldrende basbund og lydlige eksperimenter lige ind i vore kroppe, der muligvis tager permanent skade. Who cares? Det var fedt mens det stod på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar