torsdag, august 24, 2017

Blå Tone (Blå Tone)

Det her er et album som ingen andre. Pianisten og komponisten Peter Skumme er nok bedst kendt, blandt danske jazzmusikere som formand for jazzklubben Giant Steps fra Svendborg (prøv lige at tjekke deres program for efteråret 2017 - det er vildt!). Han er også udøvende musiker. Han har lavet et konceptalbum sammen med sangerinden og tekstforfatteren Anita Lykkegård og sopransaxofonisten Karin la Cour Lützen. De kalder sig for Blå Tone. Hvis man har en idé om hvad den "blå tone" er, så er man er på sporet af trioen. Ifølge Wikipedia er det de skæve toner i bluesskalaen. Ofte forståes det også ind i jazzen som de toner der ligger lidt under den normale skalatone. Det giver et molagtigt præg på en melodi i dur, som det ofte høres i blues.

En blå tone er også en stemning, der emmer af mol og melankoli. Det gør trioens trioens musik også. Trioens musik er på ingen måde i bluesafdelingen. Det er kammerjazz, hvor der ikke er langt til den klassiske musik. Trioen har et enkelt udtryk, hvor teksternes indhold om flygtninge, barndom, følelser og kærlighed også er af stor betydning og kommer til syne. Nummeret In the twilight er en behagelig melodi, hvor Karin la Cour Lützens bløde sopransax indgår i en alliance med Skummes klaverspil. Anita Lykkegårds sangstemme er tydelig og ren, noget der besvares i musikken. Skummes diskrete tilføjelser af effekter som på f.eks. på nummeret Childhood er både klædeligt og passende.
Bonusinfo:
Der er releasekoncert d. 2. september kl. 13 på Galleri No. 44 i Svendborg.

Ingen kommentarer: