Det er 7 år siden at jeg skrev om Louise Dam Ekcardt Jensen for første gang her på bloggen. Dengang var det i forbindelse med soloalbummet You look like your mother, would You like more sauce? Siden har hun medvirket på flere plader, altid i selskab med ægtemanden, den amerikanske bassist Tom Blancarte, som hun lige har fået sit andet barn sammen med. Nu er hun atter aktuel med et soloalbum. Hun arbejder med stemmen, som moduleres af effekter. Hun spiller også altsaxofon og fløjte. Albummets numre har holdningsprægede titler som Bådflygtningenes tavse håb, Kan de ondes ondskab gradbøjes?, De svømmende døde og Mit klæberige og anmassende håb om fred (med en bevidst og vigtig stavefejl i sidste nummers titel).
Vokalnumrene er de mest kradse sager, hvor der fornemmes vrede og frustration i stemmen. På Desert Islands of political incorrectness bruger hun både stemme og saxofon. Der er en nerve og en desperation i nummeret, som sætter sig i lytteren. Det er poetisk voldsomt. På De danske politikers kaffepause (igen Louise’s charmerende stavefejl) er saxofonen doblet op til et nærmest kammerlignende sammenspil. Det skifter hurtigt til The Improvised barrel bomb, hvor høje toner står messende ovenpå hinanden.
Pladen indeholder 20 overvejende korte numre og er et grænseoverskridende post-avantgardistisk projekt. Det stammer fra Sønderjylland, hvor Louise Dam Eckardt Jensen efter ophold i Amsterdam og New York, nu bor i Toftlund, hvor hun underviser på højskolen. Det er ikke musik der er skabt for at underholde. Det er musik der er skabt for at indeholde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar