Det er ikke første gang, at jeg laver en opsamling på europæiske triojazzplader. Denne gang kommer jeg bredt omkring: Tyskland, England og Italien.
Fra Tyskland kommer Julia Hülsmann og hun skuffer aldrig. Heller ikke denne gang. Hun er som vanligt sammen med Marc Muellbauer på bas og Heinrich Köbberling på trommer. Det er første gang siden albummet Imprint fra 2011, at vi hører hende i ren triosammenhæng. Hun er i sit rette element. Det er triojazz, hvor der er masser af plads til Muellbauers bas, der sine steder kan minde om Niels-Henning Ørsted Pedersens lyd, hvor Hülsmann og Muellbauer kører unisone forløb. Det er enkel og diskret triojazz, der kan fornøje Jarrrett og Mehldau fans.
Common Spaces er den engelske trio New Simplicity Trio's første album. Trioen blev dannet i 2014, hvor den i London bosatte, danske basssist Henrik Jensen blev tilknyttet et mangeårigt samarbejde mellem den britiske pianist Bruno Heinen og den italienske trommeslager Antonio Fusco. Navnet på trioen er fint betegnende for musikken. Der er ikke så meget bullshit. Det er melodien der er det styrende element for trioen, der har et kollektivt udtryk inspireret af Evans/La Faro/Motian trioen, hvor alle instrumenter er lige vigtige. New Simplicity Trio har et sundt forhold til det dynamiske udtryk. Musikken er mere udadvendt end det der kendes fra førnævnte trio, hvilket ikke skader.
Italienske Francesco Orio deltog i 12 Points Festivalen, der løb af stablen samtidig med Aarhus Jazz Festival. Her fik jeg stukket et eksemplar af deres plade Casuality fra 2016 i hånden. Pladen åbner med JC Peas, der er inspireret af John Coltranes Giant Steps og Ornette Colemans Peace. En god retningsgivende åbner på et kompromisløst album. Trioen består også af Fabio Crespiatico på elbas og Davide Bussoleni på trommer. Orio er en musiker der henter inspirationen mange steder. Der er elementer af klassisk musik, som på B1 Around Mario. Der er hyldesten Lennie til Lennie Tristano. Der er min favorit den rolige Delight, hvor Orio har skrevet nummeret omkring noget musik lavet af J Dilla. Der er et par numre, hvor Umberto Petrin kigger forbi med stemmen og reciterer på italiensk. Et lovende album fra en dygtig pianist.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar